Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
10930Visninger
AA

8. En forfærdelig overraskelse.

Jeg åbnede langsomt mine øjne. Det gjorde ubeskrivelig ondt, og jeg fik en helveds hovedpine. ”Hun er vågen, hun er vågen....!” kunne jeg svagt høre en mandestemme sige. Jeg ville tage mig til hovedet, men jeg kunne slet ikke mærke mine hænder. Mine øjne åbnede sig langsomt helt. ”Carlina, Carlina kan du høre mig?” en damestemme snakkede nu til mig. Den var meget utydelig men jeg kunne tyde den. ”Carlina svar mig, kan du svare mig?” spurte stemmen panisk. Den blev tydeligere og tydeligere, men på en underlig måde var den stadig meget fjern. Mine øjne var total flimret selvom de var piv åbne. Pludselig fik jeg et skær af lys i mine øjne, og jeg lukkede dem hurtigt i igen. En person klappede mig i ansigtet, og jeg åbnede dem stille og roligt igen. Denne gang var tingene meget tydeligere. Jeg kunne nu se personen som stod foran mig. En dame i en hvid kirtel. Hun stod med en slags lygte i hånden, og jeg fik kuldegysninger ved tanken om lys. Jeg havde fået lagt et drop havde jeg lagt mærke til. Jeg var stadig ikke helt sikker på hvor jeg var. Det eneste jeg bekymrede mig om lige der, det eneste jeg tænkte på, og det eneste jeg kunne sige var ”Alice..” Damen i den hvide kirtel lyste op, hun havde et lille smil på læberne. ”Carl..” mumlede damen, og min far kom nu til syne. ”Carlina, Carlina....!”sagde han panisk. Hans øjne var helt røde, og der var tårer over alt i hans ansigt. ”Alice...!” mumlede jeg igen. Jeg var virkelig forvirret.. Der røg flere tårer ned af min fars kinder, da jeg sagde hendes navn. Jeg var stadig ikke helt klar over hvorfor, men det var jeg sikker på at jeg hurtigt ville finde ud af.
”Carlina.. Jeg...” han stammede, og var tydeligvis ked af det. Min hjerne tænkte helt uklart, og det eneste jeg tænkte var Alice. Mit blik flakkede rundt i hele lokalet, og til sidst landede mit blik på uret, der hang på en hvid væg. Klokken var 04.00, det ville sige at det var midt om natten. Damen i den hvide kirtel kom ind af en dør igen, og kom over til mig. ”Carlina, kan du høre mig?” spurgte hun. Jeg nikkede. ”Kan du tale?” spurgte hun og ville tydeligvis have mig til at snakke. ”Ja” mumlede jeg stille. Min stemme var hæs og lille. ”Okay, godt! Du har sikkert bemærket at du ikke kan føle din krop” sagde hun og smilede. Jeg nikkede. ”Den er ikke lam eller noget, det er en bedøvelse, du har ligget i koma i omkring 6 timer” sagde damen. Jeg rynkede øjenbryn. ”Koma?, hvad er der sket?” fik jeg fremstammet. ”Kan du slet ikke huske det?” spurgte damen, og så bekymret ud. ”Nej, hvor er jeg?” sagde jeg panisk. ”Søde Carlina, du ligger indlagt på hospitalet. Du blev kørt ned, af en spritbilist..” sagde damen og prøvede på at smile, hvilket hun tydeligvis ikke kunne. Pludselig begyndte jeg at kunne huske lidt af det igen. Alice og jeg skulle jo til Justin Bieber koncerten, det var dengang hvor vi pjattede. Det hele blev meget tydeligere. ”Nu kan jeg godt huske det” mumlede jeg. Damen, som nok var en sygeplejerske smilede nu. ”Gudskelov, senere, når du er kommet ovenpå, kommer der en anden dame og snakker med dig” sagde sygeplejersken og gik.
Min far kom op til sengen som jeg lå i, igen. ”Gudskelov!” sagde han med en masse tårer i øjnene, som han fumlede med. Jeg havde aldrig set min far græde. Aldrig! ”Far, hvor ligger Alice, jeg vil se hende!” sagde jeg bestemt, men stadig med en lille bitte stemme. ”Carlina...” sagde han og hans ansigtsudtryk blev igen trist. ”Far hvor er hun?” spurgte jeg skrækslagen. ”Skat jeg.... Skat, Alice er..” sagde han og kunne ikke færdiggøre sætningen. Jeg rystede på hovedet, imens jeg begyndte at græde. ”Nej, nej nej.........” sagde jeg og plantede mine hænder foran mit ansigt. Lige nu havde jeg brug for at min far skulle holde om mig, men det var svært, når jeg ikke kunne mærke min krop. ”Carlina, jeg.. Du drømmer ikke om hvor ked af det jeg er!” sagde han samtidig med at tårerne strømmede ned af hans kinder. Jeg græd, hele tiden! Men i denne her situation havde jeg heller ikke tænkt mig at holde op. Det føltes som om at hele mit liv rumlede sammen. At min grund til at leve ikke eksisterede mere. Alice og jeg var så tæt knyttet, at det slet ikke kunne beskrives. Pludselig strejfede tanken mig. ”Alice's forældre?” sagde jeg imens tårerne stadig løb ned ad mine kinder. ”De her på hospitalet, de vil gerne se dig!” sagde han, og et lille smil viste sig på hans læber. ”Jeg kan ikke beskrive hvor ondt af dem jeg har, hvis det havde været dig, ville hele min verden styrte sammen” sagde han og tårerne begyndte lige så stille at komme igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre fremover, og ærlig talt tænkte jeg overhovedet ikke på det. Det eneste jeg tænkte på var at jeg ville have en normal hverdag igen. Eller normal og normal.. Den blev aldrig normal igen....
”Carlina kan du kigge her hen?” spurgte en af sygeplejerskerne. Hendes navn var Amanda, og hun var en af de sygeplejersker jeg bedst kunne lide. Jeg nikkede, og kiggede der hen hvor hun pegede. Jeg havde mistet min bedsteveninde, og mit liv blev aldrig, ALDRIG det samme igen!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...