Hold om mig - JDB

Carlina har altid haft et tæt forhold til hendes far. En dag fortæller han at han har fundet en kæreste.
Carlina bliver hurtig betaget af sin fars kærestes berømte søn.
Carlina's bedsteveninde Alice, er sikker på at han er Carlinas udkårne, men det er Carlina ikke så sikker på.
En dag sker en frygtelig ulykke, og Carlina kommer for alvor i problemer.

42Likes
333Kommentarer
11082Visninger
AA

32. En aftale med Beatrice og Sebastian.

”Øhm, hvilken high school går du så på?” spurgte jeg for at afbryde tavsheden der havde lagt sig over os. Han grinede en smule. ”Jeg går ikke på high school, men på college” sagde han og smilede. ”Wow, hvor gammel er du?” spurgte jeg overrasket. ”Jeg er 18, hvad med dig?” sagde han med en blid stemme. Jeg kiggede genert ned i jorden. ”Hmm, jeg er kun 15!” sagde jeg og rødmede en smule. ”Men jeg bliver altså 16 om en uge, lige præcis i dag faktisk” sagde jeg smilende. ”Så har du altså fødselsdag d. 5. marts?” ”Hvor er du go’” sagde jeg grinende. ”Men øhm.. Skal du noget nu? For så kunne vi eventuelt lave noget sammen?” sagde han smilende, men faktisk også en smule nervøst. Efter at jeg havde fundet ud af at han var 18 troede jeg ikke han gad at hænge ud med mig, eller bruge tid med mig, så jeg blev overraskende glad da han spurgte. ”Det vil jeg utrolig gere!” ”Fedt” sagde han smilende. ”Men det kan jeg ikke. Jeg var faktisk lige på vej over til min veninde, men måske en anden dag?” Han nikkede ”klart, du kan jo få mit nummer, så kan vi skrives ved” sagde han og smilede charmerende. Vi udvekslede numre og så gik vi ellers hvert til sit. Jeg kunne næsten ikke koncentrere mig resten af vejen. Sebastian var i mine tanker, og hvorfor vidste jeg ikke. Måske var det tanken om en mere moden og ældre ven, eller også var det ikke?
Jeg ankom til Beatrices hus. Hun var alene hjemme og vi havde derfor huset helt for os selv.
”Hvem? Ham så jeg da ikke?” Jeg havde fortalt hende om Sebastian, men hun havde ret, ham så hun ikke i København, da jeg mødte ham imens hun var oppe i den forfærdelige forlystelse igen. ”Men han bor i hvert fald her! Og goosh, han er lækker!” sagde jeg hvinende. Hun smilede, rigtig meget endda. ”Endelig en mulighed for at glemme Justin?” sagde hun drillende og smilede til mig. Jeg puffede hende blidt på skulderen. ”Han er 18, helt ærligt tror jeg ikke han vil være sammen med mig, og Justin er også sådan mere min type” sagde jeg sukkende. ”Søde Carlina, du vil bare ikke glemme ham. Du vil ikke! Du ønsker og håber jo stadig på at i kan være sammen når han kommer hjem” sagde hun opgivende. Hun havde ret, det håbede jeg stadig på. ”Justin flytter jo til Atlanta og du ser ham nok aldrig igen, og så vil Sebastian da være end klar mulighed” sagde hun smilende. Jeg var overbevist om at det måske var nu at jeg skulle fortælle hende at min far og jeg skulle flytte til Atlanta til sommerferien, hvordan jeg ville formulere ordene vidste jeg dog ikke.
”Jeg har faktisk noget jeg skal fortælle dig” sagde jeg en smule mere alvorligt. ”Det er meget mod min vilje, men jeg måtte give op til sidst” sagde jeg sukkende. ”Kom nu med det, hvor slemt kan det være?” sagde hun positivt, Beatrice så altid positivt på tingene, men jeg kunne ikke rigtig se noget positivt i det, udover at jeg var tæt på Justin. ”Det kan være ret så slemt! Jeg skal flytte til Atlanta.” Hun satte brynene i vejret og kiggede en smule såret på mig. ”Du har ret, det var meget slemt!” sagde hun stille. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, Beatrice vidste jo godt at hun ikke kunne lave om på det. ”Hvornår?” spurgte hun med en stille stemme. ”Først til sommerferien, heldigvis!” Hun kiggede tavst ned i jorden, og der bredte sig en stilhed over os begge. ”Atlanta er 14,5 timer væk herfra” sagde hun, og det lød ret komisk, men jeg lod være med at grine. ”Vi må holde kontakten over skype og mobilen” sagde jeg med en smule håb i min stemme. ”Det bliver vi vel nød til” sagde hun sukkende. ”Jeg er altså virkelig ked af det” sagde jeg og kiggede ned i jorden. ”Det er jo ikke din skyld. Nu kommer du jo også tæt på Justin” sagde hun og smilede en lille smule. ”Det er jeg aldeles ligeglad med. Jeg ville ti gange hellere have været tæt på dig. Du har behandlet mig så godt efter ulykken, og jeg er dybt taknemlig” sagde jeg og nogle meget små tårer gemte sig i mine øjenkroge. Det var første gang i lang tid at jeg havde været på nippet til at græde. ”Du er så sød Carlina, vi må nyde det sidste halve år” sagde hun og puffede blidt til min skulder. Jeg nikkede positivt og vi valgte at skifte emne. Jeg kunne ikke koncentrere mig om det Beatrice var i gang med at fortælle. Mine tanker var skiftevis hos Justin og Sebastian. Det var så mærkeligt. ”Er du med på det?” Beatrice sad og viftede med hænderne foran mit ansigt. "Heey Carlina…” ”Hvad?” ”Er du med på at du ringer til Sebastian og spørger om han vil være med til at lave et eller andet?” Jeg trak på skulderene, det kunne vi vel godt.
Jeg tog forsigtigt min mobil op af lommen. Mine hænder rystede en lille smule, sært?.. Jeg fandt ham inde under kontakter og trykkede derefter på *Kald op*
”Det er Sebastian” sagde en stemme i den anden ende af røret. Jeg blev nærmest helt glad da jeg hørte hans stemme igen.
”Hej Sebastian. Det er mig Carlina” sagde jeg en smule usikkert, mens Beatrice smilede. ”Oh hej. Hvad så?” Jeg tog mod til mig og tog en dyb lydløs indånding. ”Jeg tænkte bare om du måske havde lyst til at lave noget med mig og en af mine veninder?” sagde jeg og det lød vidst en smule usikkert. Der var stille i et par sekunder. ”Hmm, det kan jeg vel godt” sagde han. Jeg åndede lettet op, det var heldigvis ikke blevet for pinligt, hvilket jeg havde regnet med.
Da vi havde fået aftalt hvor vi skulle mødes, lagde jeg på. Beatrice og jeg var nu klar til at mødes med Sebastian, og mit hjerte begyndte at hamre en anelse hurtigere ved tanken om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...