NatEnglene

NatEnglene er min første fantasy historie, så jeg håber i vil kunne lide den. Den handler om 15 årige Nani, der lever med sin mor og sin bror. Men Nanis familie er ikke helt normal. Hendes mor er nemlig en heks, men hendes tid er ved at løbe ud. En nat ude i skoven møder Nani den forførende NatEngel, der tager hans egen søster og Nani med ud på en mission for at redde hans egen mor. Hvis I har ris eller ros er I velkomne til at lægge en lille kommentar.


1Likes
5Kommentarer
1555Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Koncentration, tak!” Chicha knipser med fingrene, foran sin datters ansigt.
Hun fokuserer på sin mor.
”Nani. Koncentration! Du lærer det aldrig, hvis du ikke tager dig sammen! Og du er jo mit eneste håb, for gavens videreførelse!” Chicha kigger strengt, men med et kærligt glimt i øjet, på sin datter.
Nani føler en bølge af skyldfølelse komme ind over hende.
Hun ved jo godt, hendes mor ikke har lang tid igen, og at hun må videreføre slægten.
”Undskyld mor. Jeg vil koncentrere mig nu..”
”Godt. Så kan vi fortsætte.”

Nani går rundt ude på marken, ved foden af skoven, for at samle urter ind til sin mor.
I tankerne gennemgår hun alt, hvad hun skal have, igen og igen, men hun behøver det egentlig ikke. Hun ved at hun besidder viden, fra hendes mor, mormor, oldemor o.s.v.
Nani er nemlig meget speciel. Hun nedstammer fra en lang slægt af ”troldkvinder” også kaldet hekse af byens borgere. Derfor må hun aldrig vise sin sande identitet.
Hun sukker, og vender tilbage til arbejdet.
En lille buket Tjalrod stikker op af det høje, grønne græs. Hun bukker sig ned og roder forsigtigt planten fri, så rødderne ikke bliver beskadiget, med en lille spids pind.
Bagefter lægger hun planten i den lille flettede kurv, hun har over armen.
Vinden blæser let hen over græsset, og leger med hendes hår, og blæser hendes kjole lidt op, så den klæber til hendes krop, og viser alle hendes kvindelige former.
Træernes blade rasler let i vinden, og får Nani til at kigge op mod den blå himmel, og smile af to fugle, der kærligt jagter hinanden gennem luften.
Hun går lidt videre. Græsset kilder let under hendes bare fødder.
Hun kigger ned af sig selv. Kjolen går til lige lidt under knæet, og er ved at blive slidt og lidt for stram. Hun håber hendes mor snart vil sy hende en ny.
Det med at sy, er en af de få ting, Nani ikke har arvet fra sin mor. Ellers ligner hun sin mor meget.
De blå øjne, det lange, helt lyse hår og let solbrændte hud.
Hun går lidt videre. Ud af øjenkrogen ser hun en Grasle. Forsigtigt plukker hun de små, helbredelige blade af planten, og ligger dem i en lille stofpung, der ligger i kurven.
En rytmisk dunkende lyd, høres fra den anden side af huset. ”Nu er han i gang igen” tænker Nani og smiler lidt af sin ihærdige bror.
Lige siden deres far forsvandt, da Nani var 10 og Khan var 12, havde Khan overtaget rollen som manden i huset.
Khan har ikke arvet deres mors kræfter, ligesom hende selv, men deres mor underviser alligevel dem begge to i planternes helbredelige kræfter, så de ved hvad der er farligt og ikke er.
Udover det har Khan lært at jage og slås, så han kan sørge for familien.
Endnu et vindstød kommer, denne gang lidt køligere. Nani retter på sin kjole, og begynder at gå tilbage mod det lille hus.

Der var du” hendes mor står bøjet over en stor gryde, der damper. ”Jeg skal bruge Tjalroden”
Nani roder lidt i kurven, og hiver det lille bundt op og rækker det over til sin mor, hvorefter hun stiller kurven på det lille spisebord, og bevæger sig længere ind i huset.
”Kan du ikke lige gå ud i køkkenet og hente saltet?” hendes mor peger ud i køkkenet.
Køkkenet er en lille tilbygning til huset, Nanis far byggede da Nani var helt lille. Det går lige op til stuen et lille trin ned.
Nani går ned i køkkenet og tager saltet ned fra krydderihylden og vender tilbage til sin mor.
”Hvad laver du? Det dufter dejligt!” Nani stiller sig over for sin mor.
”En suppe på nogle urter og kartofler ude fra haven.” Chicha rører videre i gryden.
Nani fortsætter lidt længere ind i huset.
Hun går hen til pejsen, i den anden ende af huset. Hun tager nogle småpinde og smider dem på ilden. Bagefter går hun op af den lille trappe der fører op til loftet, hvor Nani har værelse.
Der falder en smule lys ind af de 2 vinduer, der sidder i gavlen i hver ende af loftet. I den modsatte ende af trappen, står hendes seng lige under vinduet, så hun kan kigge ud på stjernerne om aftenen. I den ende hvor trappen kommer op, står en gammel træ kommode, hendes bedstefar engang byggede.
Udover det hænger der lidt tørrede blade og urter ned fra loftet og i en bunke på gulvet ligger en stak papirer med små skitser af mennesker og landskaber, som Nani har tegnet.
Nani går hen til sengen og smider sig på den. Hun ligger med fødderne hen mod vinduet, så hun kan se ud på skyerne der hurtigt glider forbi i den stadig tiltagende vind.

Månens lys skinner ind ad vinduet, og ligger et sølv skær hen over sengen.
Nani står ud af sengen og bevæger sig ned ad den smalle trappe. Hun kan høre den svage snorken inde fra værelset ved siden af trappen, hvor Khan sover.
Forsigtigt lister hun sig forbi døren. Væggen drejer til højre og danner et lille hyggeligt hjørne, hvor hendes mors seng står inde i hjørnet, og en kommode for enden af sengen.
Hendes mor ligger i sengen. Nani lister sig videre forbi hendes mor. For ikke at vække hende, går hun ned i køkkenet og ud af den lille køkkendør, i stedet for ud af hoveddøren.
Jorden udenfor er kold og fugtig fra duggen. Nani drejer til venstre rundt om huset og lister hen imod den mørke skov.
Mørket inde i skoven omslutter hende helt, men Nani kan bare lukke øjnene og lade fødderne føre hende af sted. Efter 5 minutters gang kommer hun ud i en lille lysning, hvor en stor sø ligger, og den rolige overflade glimter sølv i måneskinnet.
Forsigtigt nærmer hun sig den skinnende sø. Hun stopper ved en stor sten. Forsigtigt binder hun snoren hun har om livet op, så kjolen løsnes. Derefter hiver hun den over hovedet og går forsigtigt ud i det kolde vand. Hun gyser let da vandet når hende til livet. I en hurtig bevægelse glider hun ned i vandet og tager et par hurtige svømmetag.

Lidt inde i skoven hviler et par øjne på hendes krop der glinser i vandet. Langsomt trækker de sig tilbage da hun står op af vandet..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...