The end

Nogen gange kan man nå at ændre på de ting man gør og siger. Andre gange ikke. Og det kan få fatale konsekvenser.

22Likes
58Kommentarer
2472Visninger
AA

1. Hånd på Hjertet!

Jeg Kendte engang pige. Hendes navn var Julia. Hun Var cutter. En rigtig slem en. For to år siden startede hun i vores klasse. Pigerne, altså mig og de andre havde delt vores meninger om hende. Genert, men sød. Efter nogle måneder var hun mere afslappet og glad og hun snakkede med alle sammen.
Alle kunne lide hende, hun var som os andre. Normal. Hun Lignede en der slet ikke havde noget at bekymre sig om. Hun levede livet fuldt ud, og hun nød det... Hen ad vejen blev jeg hendes Bedste Veninde. Vi talte om alt sammen, og jeg elskede hende og hun elskede mig. I ved nok hvordan man har det med ens bedste veninde? Det er noget helt specialet man har sammen, og det er ikke noget der bare sådan går i stykker. Det vil vare evigt siger man, men det passer vist ikke helt? Døden skiller os altid ad. Og efterlader kun sorg.

Da vi havde sommerferie op til 9 klasse, var jeg i Spanien og Sverige det meste af tiden. Imens var hun derhjemme og hendes forældre blev skilt. Selvfølgelig var hun knust og ked ad det. Selvfølgelig var hun det, og jeg forstod hende godt. Men På måde faldt hendes verden sammen. Og pludselig var vi ikke så tætte mere. Og jeg så en helt anden side af hende. Hendes øjne og hendes humør ændrede sig dramatisk, og hun blev mere og mere indelukket. Hun blev mærkelig. Jeg snakkede om det med Min mor, hun sagde det var normalt.

2 måneder inde i skoleåret sagde jeg til hende:” Enten fortæller du mig hvad der galt! Ellers ved jeg ikke hvad jeg gør!” Hun havde ændret sig så meget, og vi snakkede slet ikke sammen mere. Jeg havde det som, jeg var fortid. Glemt af hende. 2dage senere kom forklaringen på et brev. Et lyserødt brev, med blomsterduft. Uden på skrev hun:” Døm mig ikke på hvad jeg har gjort, men hvem jeg er!”. Brevet var det mest chokerende jeg nogensinde havde læst. På en måde følte jeg, at jeg slet ikke kendte hende. Hun var som en fremmed. Julia, hende den glade og sjove. Med de lyse Krøller, og de Blågrønne øjne. Hende der elskede smykker, især armbånd. Hun var Cutter, Selvmordskandidat. Stod på randen hele tiden. Hun skrev: ”Siden jeg var 10år, har kniven været det eneste der befriede mig!”…”Den er til mor, og den anden til min Far.”…”Skammen om det…!”…”Jeg er så ked af det…!”…”Pillerne jeg skank, hjalp ikke!”…”ingen ser mig!”…”Ingen reagere på det…”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...