Jakob

en barsk historie om en dreng ved navn Lukas, der måske hader en klassekammerat lidt for meget...

1Likes
3Kommentarer
1059Visninger
AA

2. Jakob - Kapitel 2

Nu var jeg her. lige udenfor skolen. Her plejede mig og drengene altid at hænge ud lørdag aften. Jeg cyklede ind til siden, hoppede af cyklen og smed den ind i kanten af fortovet. Drengene stod lidt længere fremme og jeg gik utålmodig hen til dem. Jo nærmere jeg kom jo bedre kunne jeg se hvem der stod der. Hassan, Ali, Oscar og Alex. Egentlig var de alle to år ældre end mig. Det var nok derfor min mor hadedet dem og frarådet mig at være sammen med dem. “hey, der kommer han!” råbte Hassan, og pegede over mod mig. Han lød lidt som om han var fuld. Han stod osse med en Tuborg i hånden. “hey, Luke!” sagde Oscar og gik hen i mod mig, “whats up!” vi trykkede knoerne mod hinanden og lavede vores specielle håndtegn. “ikke det store!” svarede jeg og fulgte med Oscar hen til de andre. “nåh!” sukkede jeg, “hvad har i så?” “sprut til hele natten!” svarede de og pegede ned på en ølkasse med en masse forskellige flasker med sprut. “ja, og vi gemte det bedste til du kom!” Oscar fiskede en lille plasticpose op af lommen med noget i der lignede mel. Jeg sank en klump og fik en meget dårlig fornemmelse i maven. Han hældte noget ud på et stykke karton og sniffede det. “hey!” råbte de andre, “du skal ikke tage det hele!” de samledes alle i en klump imens de sniffede på livet løs. Fornemmelsen i maven blev værrere og nu havde jeg det som om at jeg skulle kaste op. “hey! Gem lidt til Lucky Luke!” sagde Alex. “ja, skal du ikke osse have noget?” spurgte de andre og kiggede på mig. “øh…” stammede jeg. Hvis jeg sagde et ord mere ville jeg brække mig. “årh, come on, guys!” sagde Hassan og gik mod mig, “han er jo kun et barn!” Han så på mig med nedladende øjne, men alligevel sagde jeg: “jeg har… ikke lyst… i dag!” med en hæs stemme. Kvalmen blev størere, og det snorede rundt. “Årh, kom nu… Lukas!” det sidste ord sagde de andre meget nedladende. De havde aldrig kaldt mig “Lukas“. Jeg gik hen mod oscar, der stod med posen i hånden. Jeg sank en klump. Alle stirrede på mig. Jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde dette her, ville de tale ned til mig resten af mit liv, og de ville aldrig hænge ud med mig mere. Jeg tog kartonet med “melet” på og tog det op til næsen. “hej venner!” lød det bag mig. Jeg kendte straks den stemme. Jakob. Jeg vendte mig rundt og tabte næsten kartonet. “hey!” råbte Oscar og hev det ud af hånden på mig, “pas dog på!” jeg var fuldkommen ligeglad. Lige nu var jeg fuldt fokuseret på Jakob der stod på det mørke fortov iført sit kiksede tøj, sine kiksede briller og sit kiksede hår. Jeg var måløs. Hvad lavede han her? Og hvorfor i al helvede kalder han OS for “venner”? “hey, Jake!” råbte Hassan grinene og gik hen imod ham. Årh! og han har fået et kælenavn. Jeg gik hen til de andre og hviskede irriteret: “hvad laver HAN her?” de andre grinede lavmælt. “vi ville bare lave lidt gas med ham.” sagde de og var ved at flække af grin. Jeg åndede lettet ud. Godt. Jeg troede lige at de rent faktisk havde taget ham med ind i banden. Hassan fulgte Jakob hen til os andre. Dette her skulle nok blive godt. Vi rakte ham noget sprut. Først kiggede han nervøs på den, men da vi så pressede ham mere og mere, fik vi hele flasken ned i ham. Tilbage stod han med den tomme flaske i hånden og så ikke ud som om at han havde det så godt. Vi begyndte at flække af grin. Ha! Så kunne han fandeme lære det, den lille lort. Efter noget tid, tilbringet med at hælde sprut i Jakob, rakte oscar kartonet mod ham. Jeg kunne se at han havde puttet dobbelt så meget på det. Hehe! Det her skulle nok blive kønt. Jakob kiggede nervøs på Oscar der nedladende stirrede på ham. “come on, Jake!” sagde han, “tør du ikke?” Jakob kiggede på skift rundt i gruppen der alle stirrede på ham. Til sidst tog han kartonet, holdt det op til næsen og sniffede ca halvdelen, til han ikke kunne mere. Bagefter så han meget rundtosset ud og vi alle flækkede af grin, lige indtil… Jakob stødte ind i Hassan, og tabte kartonet på jorden, så der var hvidt nærmest over det hele. “hey, din lille lort!” råbte Hassan ind i fjæset på Jakob, der forskrækket gik et skridt baglæns, “er du klar over hvor meget det havde kostet mig, din kraftidiot!” Hassan tog fat i hans krave og slog ham så hårdt, at han røg ud af hans greb og landede hårdt på jorden. Frygten voksede inde i mig. Jeg vidste at Hassan var meget temperamentsfuld, og når han først var blevet vred, kunne man ikke få ham ned i gear igen. Jakob lå nu på jorden med næseblod. Hassan nærmede sig og begyndte at sparke ham. De andre løb hen til ham for at stoppe det, men de fik alle én på kassen. Ikke så slemt som Jakob, men stadig… de andre opgav og så nu til imens Jakob blev sparket liggende på de kolde fliser. Han stønnede hver gang Hassan borede sin sko ind i hans mave og somme tider hans hoved. Frygten blev størere og jeg kunne mærke at jeg svedte. Store dråbe løb ned ad panden og kinderne på mig. Jeg havde aldrig set så meget blod før. Jeg havde det som om at jeg skulle kaste op. Jakob var indsmurt i blod. Det meste kom fra hans mund. Til sidst holdt han op med at stønne og Hassan holdte op med at sparke ham. Nu lå han helt stille på fortovet, der osse var smurt ind i blod. Det blødte ud fra hans øre og hans mund. Alle gloede bare på Jakob, der lå livløs på jorden. Så vendte Hassan sig om mod mig. “hvis du fortæller NOGEN om dette her…” sagde han og kiggede mig ondt ind i øjnene på mig. Så vendte han sig om og løb sin vej, med de andre. Alene stod jeg dér ved siden af den livløse Jakob, og min samvittighed blev meget dårlig. Selvom at jeg ikke var med til at slå ham, bebrejdede jeg mig selv, for ikke at have gjordt noget. Jeg mener; jeg så bare til, imens Jakob, smertefuldt, blev sparket, liggende på den kolde jord. Jeg tænkte på hver gang jeg havde være med til at mobbe ham, og på hver gang jeg havde været med til at sprede rygter om ham, og osse hver gang jeg havde tænkt onde ting om ham. Fx at jeg havde lyst til at dræbe ham, og nu var han så… død. Den dårlige samvittighed voksede og jeg begyndte at svede endnu mere. Så slog jeg et blik ned på Jakobs livløse øjne. de kolde, kolde livløse øjne der bare stirrede på mig, med et bebrejdende blik. Så løb jeg hen til min cykel der lå inderst på fortovet, hoppede op på den og cyklede så hurtigt jeg kunne hjem. På vejen tænkte jeg på Jakob, på hvor synd det var for ham og på hvad jeg skulle sige til min mor. …ingenting. Nej, ingenting. Jeg måtte jo ikke sige noget. Ellers… ja, jeg turde slet ikke tænke på hvad Hassan kunne finde på at gøre ved mig, hvis jeg sagde det. Nu var jeg hjemme. Jeg smed cyklen og brasede hen til døren. Så stoppede jeg. Fuck! Jeg havde jo sagt at jeg overnattede hos Jakob. Jeg måtte hurtigt finde på en undskyldning, hvis nu mor skulle til at stille mistænksomme spørgsmål. Jeg kiggede på mit ur. Klokken var 01:03. De alle sov nok nu. Så kunne jeg jo bare sige at jeg kom tidligere hjem fra Jakob, i morgen tidlig. Jeg åbnede døren forsigtigt, og smækkede den ligeså forsigtigt. Så tog jeg overtøj og sko af og listede op på mit værelse. Jeg smed mig ned på sengen og lagde mig med dynen over hovedet og græd som pisket. Selvfølgelig lavmælt, så ingen vågnede. Billeder kom frem med Jakob. Med Hassan og de andre. Med blodet. Med de grå fliser der blev røde. Og til sidst med Jakobs kolde, livløse øjne der stirrede på mig. Den dårlige samvittighed voksede og voksede indeni mig, og forvandlede sig til en stor, tung og klistret klump der satte sig fast i min mave. Jeg var holdt op med at græde, men var til gengæld begyndt at tænke. Tænke på Hassan, og de andre. På Jakob. På mor, og på min familie. Tankerne fløj gennem hovedet på mig, og jeg begyndte at få kvalme igen. Jeg kunne mærke at jo mere jeg tænkte, jo mere voksede kvalmen, men jeg var ligeglad. Ligeglad med alt. Det hele var bare ødelagt og skyldfølelsen fyldte hele min krop, og tårerne væltede ud. Kvalmen voksede. Skyldfølelsen voksede, og til sidst kunne jeg ikke klare det mere. Jeg sprang ud af sengen, styrtede ud på badeværelset, låste døren og kastede op i toilettet. Jeg begyndte at græde igen, og jeg fik det dårligere. Jeg følte mig fortabt og mit liv føltes håbløst. Så fik jeg en ide. En rædsom ide, men en ide der kunne få mig væk fra det hele. Jeg holdt op med at græde, men rejste mig op og gik hen til skabet med hovedpinepillerne. Jeg rakte ud efter dem, idet det bankede på. “Lukas? Er det dig?” hørte jeg mor råbe uden foran badeværelsesdøren. Jeg ignorerede hende og tog boksen med hovedpinepiller. “Lukas?”. mor blev ved at kalde. Så åbnede jeg boksen og hældte en stor håndfuld ud i hånden. “Lukas! Nu åbner du den dør ellers vanker der!” jeg blev ved med at ignorere hende og tog pillerne i munden og sank dem. Jeg kunne høre nogen pille ved låsen udenfor badeværelsesdøren og mor blev ved med at råbe. Jeg begyndte at græde igen og satte mig ned i hjørnet, af badeværelset, med benene krøllet sammen. Jeg kunne mærke min krop slappe mere og mere af. Den råbene stemme udenfor døren blev forvandlet til en svag mumlen, og det begyndte at blive sløret for mine øjne. Det var som om at kroppen slappede af af sig selv. Bekymringerne forsvandt. Frygten forsvandt. Så åbnede badeværelsesdøren og mor kom styrtene hen til mig. Det sidste jeg så var en svag sløring af hendes ansigt. så blev alt mørkt…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...