Et fremmed land

Jeg lavede en anden novelle med samme navn, men den var ikke særlig god.
Så derfor har jeg skrevet en ny og jeg håber den er bedre.
Skriv en kommentar og sig hvad i syntes.

Resumé:

Sophia på 12 år er født og opvokset i England med hendes forældre, men for 2 år siden blev de skilt.
Sophias mor har fortalt Sophia at hun har fået en ny kæreste som bor i Danmark, derfor skal de flytte.
Sophia har de fint med at skulle flytte til det lille mystiske land som hun faktisk ikke kender. Men da hun først er kommet til Danmark, viser det sig at der er en stor forskel på Danmark og England. I sær skolerne er ikke det samme!
Sophia føler sig både mobbet, alene og fremmed!

7Likes
11Kommentarer
2273Visninger
AA

5. En snak med en sød dreng

Nu er jeg så på vej hjem fra skole, i dag havde vi kun 4 timer. ”Hey” råbte en bag mig, jeg vendte mig rundt og så ind et par krystal blå øjne. Det var ham drengen der fulgte mig hjem, jeg havde stadig ikke fundet ud af hvad han hed. Men han var i hvert fald ikke helt grim. Det var helt sikkert.
”Hej” mumlede jeg til ham og sparkede til en sten der lå på fortovet, det her skulle nok blive pinligt. ”Er der noget i vejen?” spurgte han bekymret. ”Nej” sagde jeg bare, ”Jeg ser hvad Emily gør der hver dag, det er ikke fair. Folk ignorer dig bare fordi du er fra et andet land, fordi du taler et andet sprog og fordi de syntes du er fremmed for os” sagde han alvorligt.
Pludselig havde jeg lyst til at fortælle ham alt jeg følte, alt med at jeg syntes skolen var mystisk og fremmed. At det slet ikke var som i England, men det kunne jeg da ikke stå og fortælle til en helt fremmed dreng eller kunne jeg?
Vi stod overfor hinanden, midt på et fortov. Lidt underligt var det altså.
”Jeg..jeg” startede jeg men var tæt ved at opgive at sige noget. ”tak” mumlede jeg og pludselig strømmede tårnene ned af kinderne på mig. Det var ligesom at alle de dage i skolen strømmede ned af kinderne på mig.
”Er du okay?” spurgte han, og gav mig et lille kram. ”Ja” sagde jeg bare. Han bed sig i underlæben og det så ud som om at han var nervøs over et eller andet.
”Jeg.. vil du med hjem til mig?” spurgte han pludseligt, jeg tænkte mig om. Havde han virkelig spurgt om jeg ville hjem til ham!?
”Ja” sagde jeg glad, vi begyndte at gå, solen skinnede og lige pludselig var det som om at jeg havde fået en ven – selvom vi ikke rigtig kendte hinanden.
Jeg stoppede pludselig op, ”Hvad var det enlig du hed?” spurgte jeg lige ud i luften. ”Oliver” sagde han og kiggede mig i øjnene, han var faktisk sød. Han havde flotte krystal blå øjne, brunt pjusket hår og et fantastisk smil.
Da vi nåede hjem til ham gik vi op på hans værelse, det var stort. På størrelse med mit eget.
”Fedt værelse” smilede jeg. ”Tak” sagde han. ”Jeg vil gerne sige noget til dig” begyndte han. ”Jeg er ked af alt det der er sket her den første uge på vores skole, ingen har ret til at føle sig alene” sagde han. ”Jeg ved selv hvordan det er” forsatte han og kiggede væk.
”Hvad mener du?” sagde jeg og kiggede ham direkte i hans blå øjne. ”Ser du, jeg kommer selv fra et andet land!” forklarede han.
Hvad? Det kunne man da ikke se på ham…? ”hvilket land?” spurgte jeg med en lille stemme.
”England” sagde han og smilte stort til mig. ”Virkelig?” spurgte jeg overrasket. Han nikkede bare, ”Hvordan var det da du startede?” spurgte jeg alvorligt, hvad hvis han også havde følt sig fremmed? ”Det var ikke så sjovt i starten, jeg følte mig alene men senere fik jeg en god ven og i dag har jeg flere gode venner” svarede han.
”Jeg vil snakke med Emily om at hun skal behandle dig ordentligt, samtidig vil det være godt hvis vores lærer vidste at du ikke føler dig godt tilpas!” sagde han på en alvorlig men sjov både.
”Vil du snakke med Emily?” spurgte jeg ham chokeret, hun ville sikkert slå ham ihjel.
”Ja, det kan jeg godt” svarede han med et smil, han tog sin mobil frem og jeg kiggede undrende på ham.
”NU?” spurgte jeg chokeret, ”Ja” sagde han ivrigt og tastede et nummer.
”Hej, det er Oliver” sagde han, så gik han ud af døren til sit værelse og jeg sad alene tilbage.
Jeg tror der gik 5 minutter før han kom igen, ”Hun har lovet ikke at irriterer dig igen” sagde han glad.
”Jeg skal nok hjælpe dig hvis nogle af de andre ignorer dig igen, eller hvis du kommer til at føle dig alene eller ked af det” sagde han og krammede mig.
”Nogle gange føler man sig fremmed når man kommer til et andet land, men når man så lærer sproget så går det bedre. Og selvfølgelig går det også bedre når man har nogle gode venner” sagde han som om det var noget han vidste noget om.
”Jeg har ingen venner” mumlede jeg, ”Du har mig” smilte han. Han var da godt nok helt vild sød… og pæn.
”Jeg tror jeg tager hjem” sagde jeg og tog min taske, ”Skal jeg følge dig hjem?” spurgte han.
”Nej, jeg klarer mig” sagde jeg og krammede ham farvel. Da jeg kom hjem satte jeg mig foran computeren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...