Et fremmed land

Jeg lavede en anden novelle med samme navn, men den var ikke særlig god.
Så derfor har jeg skrevet en ny og jeg håber den er bedre.
Skriv en kommentar og sig hvad i syntes.

Resumé:

Sophia på 12 år er født og opvokset i England med hendes forældre, men for 2 år siden blev de skilt.
Sophias mor har fortalt Sophia at hun har fået en ny kæreste som bor i Danmark, derfor skal de flytte.
Sophia har de fint med at skulle flytte til det lille mystiske land som hun faktisk ikke kender. Men da hun først er kommet til Danmark, viser det sig at der er en stor forskel på Danmark og England. I sær skolerne er ikke det samme!
Sophia føler sig både mobbet, alene og fremmed!

7Likes
11Kommentarer
2268Visninger
AA

2. Den nye skole

Peter kørte efter Pizza og der gik en halv time før han var tilbage. ”Så er der Pizza” råbte han.
Vi spiste pizza og gik tidligt i seng, i morgen skulle jeg jo starte i min nye skole her i Danmark.
Næste morgen vågnede jeg ved at min mor ruskede i mig ”av av” sagde jeg selvom det ikke gjorde ondt.
”Jeg vil ikke op” mumlede jeg og vendte mig, men min mor vendte mig om mod hende igen.
”Du skal starte i din nye skole skat” sagde hun sødt, pludselig var jeg frisk, det skulle blive godt at møde min klasse.
”Nå jo” sagde jeg og svang benene over min seng. Jeg rejste mig og gik ned og spiste morgenmad sammen med min mor og Peter.
”Glæder du dig til at starte i din nye skole?” spurgte Peter mig, ”Ja” smilede jeg til ham. Det gjorde jeg virkelig, selvom min gamle skole var god så havde jeg jo fået en del af vide om, Danske skoler, de lød virkelig gode.
”Skal jeg enlig have min uniform på?” spurgte jeg min mor. Peter begyndte at grine rigtigt højt og svarede i stedet for min mor. ”Nej, man går ikke med skole uniform i Danmark Sophia”
”Vil det sige jeg HELT selv må bestemme mit tøj?” spurgte jeg overrasket, i England var der kun en dag hvor man måtte have sit eget tøj på og alle de andre dage havde vi vores skole uniformer på.
”Åbenbart” sagde min mor glad og begyndte at rydde af bordet efter morgenmaden.
Vi kørte hen til den nye skole, den lå ikke så langt væk men alligevel tog det omkring 10 minutter.
”Her er den” sagde Peter og pegede på en ikke så stor bygning, ”er den så lille?” spurgte jeg ham. Han nikkede bare. Den var godt nok lille i forhold til min gamle skole i England.
Vi gik ind og pludselig stod vi foran en dør hvor der stod Rektor. Min mor bankede på, og en dyb stemme sagde indefra kontoret af ”Kom ind”
Vi gik ind i det lille kontor, det var slet ikke stort. Men det så fint ud. ”Det må være Sophia” sagde inspektøren på dansk, jeg forstod ikke helt hvad han sagde men det må være noget med hej Sophia.
Han rakte sin hånd hen mod mig og vi sagde goddag – heldigvis på engelsk.
Så snakkede vi lidt, ”Sophia kan ikke dansk i nu, så det vil være dejligt hvis lærerne kunne snakke lidt engelsk til hende!” sagde min mor på engelsk til skole inspektøren.
Der gik ca. et kvarter hvor vi snakkede med ham skole inspektøren som jeg havde fundet ud af hed Claus.
”Nu syntes jeg vi skal gå ned til din klasse Sophia” sagde han til mig, jeg nikkede bare og vi gik ud af kontoret og ned på en lang gang.
For enden af gangen stoppede han, der var en dør hvor der stod 6.a. på.
Han bankede på, okay, nu var jeg ved at blive nervøs. Først i dette øjeblik kom jeg i tanke om hvad hvis de syntes jeg var mærkelig, anderledes eller hvad hvis jeg kom til at føle mig fremmed – sådan rigtig fremmed.
Mine forældre gik med ind i klassen og i sær min mor kiggede sig meget omkring.
Børnene snakkede i munden på hinanden, nogle af drengene havde store hængerøvs bukser på. Måtte man godt det? Og hvorfor blev læren slet ikke sur over at de råbte?
En dame kom hen til mig og gav hånd,” jeg hedder Mette og bliver din dansk lærer” sagde hun. Hun lød i hvert fald meget sød.
Hun vendte sig om mod klassen og råbte et eller andet – jeg kunne ikke forstå det men jeg kunne høre hun nævnede mit navn. Alle kiggede om på mig, de sagde intet men stirrede bare.
Jeg kiggede rundt og hvad var det? Der var en pige der gav mig et dræber blik? Jeg havde ikke engang sagt noget i nu?
”Vi tager hjem nu, klare du dig?” hviskede min mor i øret på mig, jeg nikkede bare.
”Du skal side der nede” sagde min lærer til mig og pegede på et tomt bord.
Jeg gik der ned, flere af de andre elever kiggede på mig, de smilte ikke og jeg følte mig dårligt tilpas!
”I kan lige fortælle hvad jeres navne er” sagde min lærer til klassen, jeg kunne forstå det for hun havde fortalt mig hvad det betød.
Flere af pigerne sagde bare surt deres navn mens drengene sagde det helt normalt. Da pigen der havde givet mig et dræberblik skulle fortælle hvad hun hed, så kiggede hun først surt om på mig og derefter mumlede hun ”Emily”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...