JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15675Visninger
AA

69. Stingene

”Josefine?” Sagde en stemme, og jeg blev rusket i. ”Ikke nu, jeg sover” Mumlede jeg, og vendte mig om på den anden side. ”Du skal op, du har sovet over dig!” Sagde stemmen igen. ”Nej jeg har ikke, jeg skal ingenting i dag” Mumlede jeg, og trak dynen, op over hovedet. ”Jo du skal have taget dine sting ud, du skal være på hospitalet om 30 min.” Jeg åbnede øjne med et sæt. Jeg rev dynen af, og skyndte mig at hoppe ud af sengen, hvor jeg så Justin skynde sig at springe til siden. Han kiggede forskrækket på mig. Jeg stod på gulvet, og kiggede til side, til side. ”Hvor lang tid har jeg til vi skal køre?” Spurgte jeg, og løb ind i mit skab. Han kom der ind, og lændte sig om af dørkarmen. Han havde allerede tøj på. ”15 min.” Smilede han. Jeg skyndte mig hen, og valgte et par lyse jeans. ”Hvorfor har du ikke vækket mig før?” Spurgte jeg, mens jeg skyndte mig at tage mine jeans på. ”jeg glemte tiden” mumlede han. Jeg tog min trøje af, og løb tværs igennem rummet, og tog en strik trøje på. ”Hvad smiler du af?” Spurgte jeg, da jeg havde fået trøjen over hovedet, og jeg så Justin smile. ”Ingenting, du er bare dejlig” Smilede han. ”Og det er du også” Smilede jeg, og gav ham et kys. ”Selvom du glemmer tiden” grinede jeg, og skubbede ham til siden. ”Det kan vel ske for en hver” Sagde han. ”jaja” Mumlede jeg, og løb nedenunder. Jeg var rigtig sulten, men jeg kunne ikke nå andet end at tage et æble.”Er du snart ved at være klar?” Sagde Justin som kom frem i døråbning. Jeg nikkede, og smed resten af æblet ud. ”hvem kommer først ud til bilen?” grinede jeg, og løb forbi ham. ”Åh, Josefine, du skulle måske huske at tage en jakke på” råbte han efter mig, da jeg forsatte ud af døren. ”nej, nej, det der er et dårlig træk på du bare kan komme først” Grinede jeg. Jeg tog ned i håndtaget, og løb ud. Jeg stoppede op, da jeg var kommet ned på græsset. Jeg kiggede op mod himlen, og så en masse små regndråber falde ned, fra den åbne himmel. Jeg kiggede op i døren, hvor Justin stod med min regnfrakke, og smilede et skævt smil til mig. Jeg gik hurtigt tilbage til ham ”Det kunne måske være en god idé” Mumlede jeg, og tog den langsomt på. ”Hvem kommer første?” Spurgte Justin, og løb forbi mig, ud i bilen. Det var så snyd det der! Jeg tog min pinke paraply, og løb efter ham, ud i regnen. Jeg kom et par meter efter ham. ”Haha, jeg vandt” Grinede han, og satte sit ind i bilen. ”Kun begrund af det regnede” Mugede jeg. Jeg hadet at tabe. ”Du kunne bare have kigget ud af vinduet?” grinede han. Jeg trak på skulderne, og kiggede ud af vinduet. ”Sur?” Spurgte Justin, og drejede mit hoved, så jeg kiggede på ham. ”Næ” Smilede jeg. Han gav mig et kys. Et langt et. Jeg trak mig væk, efter noget tid. ”Husker du måske vi har lidt travlt?” Spurgte jeg, og lagde mit hoved på skrå. ”eller har du også glemt det?” Forsatte jeg og smilede. Han skulle lige til at sige noget, da jeg bryd ind. ”Og nej Justin, det sker ikke for alle” Grinede jeg. Han rystede smilende på hovedet, og tændte for moteren. Vi var ved indgangen lige på det klokke slæt vi skulle være der. Vi nåede lige at sætte os ned, da der kom en sygeplejerske ud i vente værelset. ”Josefine Andersen?” Spurgte hun, og kiggede nysgerrigt på rundt. Jeg rejste mig, og kiggede på Justin. ”Er det okay hvis jeg bliver her ude? Jeg hader at se nåle, og sådan noget” Sagde han, og rømmede. ”Når du nu rømmede over det, er det okay” Smilede jeg, og fulgte med sygeplejersken. Jeg kom ind i et forholdsvis lille rum. ”bare sæt dig her, og vent” Sagde hun, og gik ud af rummet igen. Jeg satte mig i en stol, og der kom en kvindelig læge ind. Hun gav mig hånden, og jeg smilede ”Når det er stingene du skal have ud i dag ikke?” Spurgte hun. Jeg nikkede. Det tog ikke så lang tid at få dem ud. Jeg havde været bange for det havde gjort helt vildt ondt, men det gjorder det heldigvis ikke. Jeg kunne mærke det i ny og næ, men det gjorder ikke ondt. ”Så er det væk” Smilede hun. ”Du har et stort sår, men det er kun slemt de første 3-4 dage, og så begynder det at blive mindre. Det er nok helt væk allerede om en uge” Smilede hun. Jeg gik ud til Justin, som kiggede underligt på min pande. ”Hvad glor du på?” Smilede jeg, og viftede med en hånd foran hans øjne. ”Du ved godt du har et stort sår midt i panden ikke?” Spurgte han. Jeg nikkede, ” Ser det så slemt ud? Jeg har ikke selv set det” Sagde jeg nervøst, og gik hen til et spejl der hang på en væg. ”Shit!” Sagde jeg lavmælt. Det var en langt, dybt sår. Det så rigtig ulækkert ud. Jeg skyndte mig at holde en hånd op foran det. ”Justin” Sagde jeg, og vinkede ham over til ham. ”giv mig din hue!” Sagde jeg, og rev den af hans hoved. Han skyndte sig at tage sin hætte trøje-hue, på. Jeg tog hans sorte hue, og trak den godt ned over panden. Jeg tog Justins hånd, og gik med hastige skridt ud fra hospitalet. ”Jeg kan jo ikke vise mig offentligt med det her store klamme sår!” Sagde jeg, og kiggede ked af det på ham. ”Det var jo ikke din skyld…” Mumlede han trist, og kiggede ud af vinduet. ”Og det var heller ikke din!” Sagde jeg, og vendte beslutsomt hans hoved mod mig igen. Han smilede lidt. Jeg kyssede ham blidt på munden. ”Du ved jeg elsker dig” Sagde jeg, ”Og du ved jeg elsker dig shawty” Sagde han, og kyssede mig igen. Jeg smilte, og han tændte moteren, og kørte hjem.
”Men Justin hvad gør jeg egentlig når jeg skal i skole i morgen?” Spurgte jeg, da vi kom indenfor, derhjemme. Jeg tog mine støvler af, og min jakke. Jeg tøffede ind i stuen, med Justin i hælene. ”kan du ikke tage en hue på, som du har nu” Smilede han. ”Jamen, jeg har ikke nogen selv” Mumlede jeg. ”Du kan bare beholde den du har på” Sagde han sødt. ”Tak!” Sagde jeg og gav ham et kram. ”Baby, baby, baby ohhh” Kunne svagt høres. Justin kiggede underligt på mig. Jeg smilede, og rejste mig fra sofaen. Jeg løb ud til min jakke, og tog min mobil op af jakke lommen. ”Det er mig den seje!” Sagde jeg, da jeg kunne se det var Ryan. ”Undskyld jeg må ha’ fået forkert nummer, hende jeg skulle tale med er nemlig ikke sej” Sagde han. ”Hey, jeg er fornærmet” Sagde jeg snobbet. ”Sandheden søde, sorry” Mumlede han. ”jaja” Mumlede jeg, og gik ind i stuen til Justin. ”Hvem er det?” Mimede Justin. ”Ryan” Hviskede jeg, og holdte en hånd over mobilen.”Højtaler!” Sagde Justin højt. Jeg satte den på højtaler ”Er du sammen med Justin nu?” Spurgte han. Jeg nikkede, men kom lige til at tænke på han ikke kunne se det. ”Ja ” Sagde jeg. ”Okay, kommer i ikke over til Samantha nu, og ser film?” Spurgte han. ”Er der popcorn?” Spurgte Justin. ”Selvf!” Råbte Ryan ”Jeg troede du kendte mig bedre, til du ikke behøves at spørger om det” forsatte han. ”Vi er på vej!” Sagde Justin, og rejste sig for sofaen, og løb rundt i stuen, som batmand. ”Av!” Råbte Justin, da han faldt over sine egne ben. ”Hvad skete der?” Spurgte Ryan. ”Justin snublede over sine egne ben, da han legede batmand” Grinede jeg. ”Men vi ses” Sagde jeg, og lagde på. Jeg fik hjulpet Justin op, og vi kørte over til Samantha. ”Hvorfor går du med hue?” Var det første Samantha spurgte om, da hun åbnede døren. ”begrund af stingene er blevet taget ud” mumlede jeg. ”Og hej” Sagde jeg glad, og krammede hende. ”jamen det er jo kun godt, hvorfor så gå med hue?” Spurgte hun, og kiggede undrende på mig. Jeg trak huen lidt op fra panden. ”Behold du bare huen på” Sagde hun hurtigt, og hev den ned over panden. Jeg sukkede, og satte mig ind til de andre. Vi brugte hele dagen på at se film. Rigtig hyggeligt bare at ligge i Justins arme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...