JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15590Visninger
AA

74. Rebet.

Jeg kiggede på hende. Jeg stolede på Justin, men hvad mente hun? Jeg kunne ikke klare det mere. Hun skulle ud, og aldrig komme tilbage. ”Skrid!” Råbte jeg, og pegede mod døren, med en vred bevægelse. ”Hvad tror du Justin vil sige til det når han kan se du har smidt mig ud?” Spurgte hun med en sød, kvalmende stemme. ”Det er jeg pisse ligeglad med, for jeg bor her også!” Skreg jeg, og tog fat i hendes arm. Jeg trak hende med besvær ud i gangen, og tog hendes sko og jakke i favnen. ”her, skrid så!” Snerrede jeg, og kastede det over til hende. Jeg åbnede døren, og gjorder tegn til hun skulle gå. Jeg kiggede ikke på andet end hende. Jeg var rasende, hvordan kan man være så dum at komme at sige sådan noget? Hun bevægede sig ikke, stod bare at kiggede skiftevis på mig, og ud af døren. ”UD!” sagde jeg og stampede i gulvet, af vrede. Hun blev ved med at kigge ud af døren, men bevægede sig ikke. Jeg kunne se hendes blik blev forvirret. Jeg kiggede tøvende ud af døren, og så Justin stå med tre pizza bakker. Jeg stønnede irreterne. ”Hvorfor skal hun gå?” Spurgte Justin, og trådte indenfor. ”Fordi hun er så falsk!” Sagde jeg. Justin sukkede. ”Hun har sagt undskyld jo, hun fortryder det hun havde gjort. Kan du ikke bare tilgive hende?” ”Ja, jeg fortryder det virkeligt, og jeg vil gøre alt for at blive venner med dig” Sagde hun, og smilte lidt. ”Løgner” Hvæsede jeg. ”Jeg ved altså ikke hvad jeg har gjort galt, Justin” Sukkede hun, og kiggede over på Justin, med et sorgmodigt blik. ”Det kan jeg fortælle dig, du kommer og disser mig fuldstændigt til! Du spiller så meget, fordi du vil have Justin!” Skreg jeg. ”Nej, vi er kun venner, og jeg kunne aldrig finde på at disse nogle” Sagde hun, og kiggede stille mod mig. Hun var måske god til at spille skuespil, men jeg kunne se hendes øjne lyste ondskab. Jeg sukkede, hun vil aldrig sige det samme som hun havde sagt foran mig, til Justin. ”Slap nu af Josefine” Sagde Justin med en hård stemme. ”Du tror ikke på mig vel?” Sukkede jeg, og kiggede på Justin. Han sagde ikke noget, men kiggede bare på mig, med et koldt blik. ”Du behøver ikke at svare” Sagde jeg. Han kom hen til mig, og gav mig en af pizzabakkerne i favnen. Jeg kiggede op i hans øjne, og kiggede på ham med iskolde øjne. Jeg var såret, han troede mere på Jessica, end på sin egen kæreste. ”Hvis du har så meget mod Jessica, så gå op på værelset og spis selv” Sagde han hårdt, og vendte sig om. Han gik ind i stuen, mens Jessica bare blev stående i gangen. Jeg kiggede op fra pizzabakken, hen på Jessica. Hun sendte mig et tilfreds, onskabt smil, og gik efter ham. ”Justin skal vi ikke se en film?” Råbte hun efter ham. Jeg farede op af trappen, og ind i soveværelset. Jeg skyndte mig ind, og låste døren. Jeg stod med ryggen op af døren, og kiggede ud i værelset. Jeg sank sammen, og gled med ryggen ned af døren. Jeg sad op af døren, og bandede for mig selv. Jeg kunne høre grin, og snak nede fra stuen, og fjernsynet der kørte i baggrunden. Jeg kiggede over på min mobil, og tænkte jeg kunne spørger om jeg ikke kunne komme over til Samantha eller Caitlin. Jeg gik stille over til min mobil, og ringede dem op. Jeg ventede i lang tid men der var ingen der tog den. Da jeg havde ringet konstant i 20 minutter, bestemte jeg mig for at gå der over. Jeg gad ikke pakke, jeg havde ikke tid. Jeg skulle bare væk nu! Jeg tog ned i håndtaget, og gik stille ned af trappen. Jeg gad ikke sige det til Justin, han var sikkert ligeglad, ellers vil han bare stoppe mig. Jeg var næsten nede af trappen, da jeg kunne høre deres stemmer tydeligt. Jeg så dem gå ud på gangen, og kastede mig tilbage så de ikke så mig. De gik ind i køknet, og jeg skulle selvføledig forbi der, hvis jeg skulle til døren. Jeg sneg mig op på værelset igen, og satte mig på sengen. Jeg kiggede rundt i værelset, mens jeg tænkte på hvordan jeg kunne komme ud, jeg var jo på 1. sal. ”Aha.” Mumlede jeg, da mit blik røg over et langt reb. Jeg gik derhen og kiggede nærmere på det. Det var et tykt, langt reb. Jeg gik over til vinduet, og bandt den ene ende af rebet til sengekanten, og den anden om mit liv. Jeg stilte mig op i vindueskammen, og kiggede ned. Der var nok omkring de 15 meter ned. ”Du kan godt, der sker ikke noget” mumlede jeg beroligende til mig selv. Jeg satte mig ned, med benene udover kanten, og kiggede ned i haven. Jeg kunne høre Jessicas høre latter, og Justins grin. Det skar i hjertet at min kæreste troede mere på hende, end på mig. Jeg tog en dyb indånding. Det store kirsebær træ stod til høre for vinduet, og jeg kunne lige nå der over med min fod. Jeg tog fat i en store gren, og slap vindueskarmen helt. Jeg mærkede et sug i maven, da min fod gled. Jeg fægtede med foden, og fik fodfæste igen. ”Okay” mumlede jeg, og kravlet roligt ned af træet. Mit hjerte galoperede da jeg endelig havde begge fødder på jorden igen. Jeg skyndte mig at binde knuden op, og smed resten af torvet på jorden. Jeg løb ud af haven, og løb de to gader der var hen til Samantha. Jeg løb helt op af trappen, til den store hvide dør. Jeg ringede på. ”Hej, er Samantha hjemme?” spurgte jeg forpustet, da hendes mor åbnede. ”Nej, hun skulle være sammen med en fra drama gruppen” ”Okay, tak” Sagde jeg, og gik stille ned af trappen igen. Jeg kom ud til gaden igen, og begyndte at løbe hen til Caitlin. Jeg løb op til trappen, og bankede på. Efter mange bank, var der stadig ikke åbnet. Jeg satte mig i hendes have, op af et stort træ. Jeg kunne jo ikke gå hjem igen, hvad skulle jeg sige. Jeg begyndte at græde. Jeg hadet når mig og Justin skændes, jeg synes det skete tit efterhånden. ”I’ve been roaming around, I was looking down at all I see” Lød det fra min lomme. Jeg tog min mobil op, og kigget på displayet. ”*Jasmin* Stod der. Jeg sukkede, og prøvede at synke min gråd. ”Hej det er Jasmin” ”Hej” mumlede jeg. ”Hvad er der galt?” Spurgte hun hurtigt. ”Ikke noget” sagde jeg, og prøvede at lyde lidt gladere. ”hvorfor sidder du så og græder op af et træ, inde i en have?” Spurgte hun. Jeg kiggede rundt, og fik øje på hende ude ved vejen. Jeg lagde på, og gik stille over til hende. ”Hvad er der galt søde?” Spurgte hun, og gav mig et kram. ”Justin” jeg kiggede ned i jorden. ”Hvad har han gjort?” Spurgte hun. Jeg fortalte det hele, også det Jessica havde gjort før. ”Vil du så ikke med hjem til mig?” Spurgte hun. Jeg smilede lidt, og nikkede.
”Jeg har prøvet noget af det samme, med Jessica” Sukkede jasmin, da vi sad i hendes bil, på vej hjem. Jeg kiggede på hende, og ventede på hun fortalte videre. ”Hun var forelsket i min eks, da jeg var kærester med ham. Hun blev ved med at flirter med ham, og disse mig når han ikke var her. Jeg gjorder det samme som dig. Stak af for det hele, isteden for at gøre noget, og det var forkert. Jeg gad det ikke mere, og gav op. Jeg slog op med min kæreste da han begyndte at forsvar hende i alt, og hele tiden var sammen med hende.” jeg kiggede på hende, og kunne se hendes smil var væk. Vi kørte ind i en garage. Vi sad bare og kiggede lige ud for os, ingen sagde noget. ”Det er jeg ked af Jas” sagde jeg, og kiggede på hende. ”Det er okay, han var alligevel et røvhul” grinede hun. Jeg smilte. Vi gik ud af garagen, og hen over en græsplæne, hen til et stort hvidt hus. ”Mine forældre, og søskende er ikke hjemme, så vi har huset for os selv” Smilede Jas, og åbnede døren. Vi gik ind i en stor flot stue, og satte os i hver vores stol. ”I've been roaming around, I was looking down at all I see” Lød det fra min lomme igen. Jeg tog den langsom op af lommen, og kiggede på Jas. ”Er det Justin?” Spurgte hun, mens hun kiggede stift på mobilen. ”Ja” mumlede jeg. Jeg skulle lige til at ligge på, da hun tog den ud af hånden på mig. ”Hvad er der?” Spurgte hun, med en kold stemme. Hun satte den på højtaler så jeg også kunne høre med. ”Er det dig Jasmin?” ”Ja!” Jeg kiggede på hende, men hun kiggede bare stift på min mobil. ”Er du sammen med Josefine?” Spurgte han. ”Ja, ellers vil jeg nok ikke have hendes mobil, tumpe!” ”kan jeg tale med hende?” Hun kiggede på mig, og jeg rystede kraftigt på hovedet. ”Næ!” ”jamen det skal jeg!” Han begyndte at lyde lidt sur. ”ærgerligt, kan du ikke bare snakke med Jessica?” ”Lad vær med at blande hende med ind i det, og hun er gået” Sagde han surt. ”Nej jeg gider ikke, hvis hun ikke havde været der var i aldrig blevet uvenner, også kunne du tale med hende!” Råbte hun. Jeg blev helt forskrækket, hun råbte som en vild løve der brølede ud over sletten. ”Hun prøvede jo bare at sige undskyld!” Råbte Justin igen. ”Tror du selv på det? Kan du huske den gang hun gjorder det samme overfor mig?” Sukkede Jasmin. ”Hun er blevet sødere, det vil hun aldrig gøre igen.” sagde Justin med en kold stemme. ”Hun kan spille skuespil Justin! Josefine bliver ved mig i nat” Sagde hun, og lagde på. Jeg kiggede på hende, og hun kiggede på mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...