JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15617Visninger
AA

81. Pandekager i loftet.

”Bøh!” Skreg en dyb stemme, og en skikkelse hoppede ud foran mig. Jeg skreg, og kunne høre Justin skridt. ”Josefine, er du okay?” Spurgte hans stemme rystende. Jeg skyndte mig hen til Justin, som tog mig ind i hans favn. ”Hvem er det?” Spurgte jeg med en rystende, og bange stemme. Mit hjerte bankede, og jeg kunne se nogle skikkelser bevæge sig i mørket. Jeg puttede mig længere ind til Justin. Vi stod og kiggede ud i mørket, i håb om at kunne se dem igen, da vi hørte en fnisen. ”Chris?” Spurgte Justin ud i mørket. En lille, spinkel skikkelse, og en høj, mere kraftig skikkelse kom frem fra det store palme træ ved siden af trappen, hvor vi stod. ”Ryan?” Spurgte jeg da de kom hen i en rækkevidde hvor man kunne begynde at se dem rigtig. De kom op i døren, og vi kunne se det var Chris og Ryan, som stod og fnisede. Jeg begyndte at grine af lettelse, og det samme med Justin. ”Der tog vi røven på jer!” Smilede Chris tilfreds. ”Det gør i aldrig igen, det var totalt uhyggeligt.” Sagde jeg med en seriøst stemme, men jeg brød dog ud i latter hurtigt. ”I er for skøre drenge, jeg vidste det var jer!” Sagde Justin, og lavede sit håndtegn med dem. ”Vel gjorde du ej! Du var mindst lige så bange som Josefine.” Grinede Ryan. Justin rystede på hovedet, men skriftede hurtigt emne. ”Men skal vi se at komme af sted?” Spurgte han, og tog en taske der stod lige inde for døren. ”Hvor skal i hen?” Spurgte jeg forvirrende, mens jeg så han også tog sin pizza. ”Jeg tager lige hjem til Chris, og spiller nogle video spil. Jeg er hjemme om nogle timer.” Og med de ord gik han ud i mørket sammen med de andre to. ”Jamen farvel.” Mumlede jeg stille, da jeg svagt kunne høre moteren på hans bil starte ude på vejen. Jeg sukkede, og smækkede døren i. Jeg gik stille ind i stuen, med min pizza. Jeg sank ned i den bløde sofa, og stenede lidt tv, mens jeg spiste min pizza, stykke for stykke. Det var en smule ensom. Jeg havde glædet mig til en hyggelig aften med Justin, hvor vi kunne tale om optagelserne. Men nej, han vil hellere være sammen med sine venner, isteden for mig. Var jeg blevet så kedelig? Han plejet altid at sige til mig når han skulle noget. Men var jeg nu ligegyldig? Spørgsmålene summede rundt i hovedet på mig, men jeg blev afbrud af min mobil ringede. Jeg kiggede på sofa bordet hvor den lå. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage den, lidt ligesom der var for langt. Jeg kom i tanke om det kunne være Justin, så jeg strakte mig den halv meter, og tog den. ”Det er Josefine.” Sagde jeg. ”Hej, det er Caitlin. Må jeg ikke godt komme over til dig nu? Der bliver skreget så meget hjemme ved mig, fordi drengene sidder nede i stuen, og spiller et eller andet tosset videospil.” sagde hun med en irriteret stemme. ”Jo, du kommer bare, er du sulten?” Spurgte jeg, og kiggede ned på den halve peperoni pizza, der lå i pizza bakken. ”Ja! Især efter et stykke peperoni pizza..” Sagde hun drømmende. ”Jeg har peperoni pizza klar til dig, hvis du skynder dig! Ellers spiser jeg det selv.” Grinede jeg. Hun lagde på med det samme, og jeg grinte. Jeg satte pizzabakken på sofa bordet, jeg kunne ikke spise mere selv. Jeg rejste mig fra den bløde sofa, og gik med tunge skridt ud i køknet, og tog et glas koldt vand. Jeg lændte mig op af køkken bordet, og kiggede ud af det store vindue ud i haven. Poolen skinnede så smukt i måneskinnet, og jeg havde svært ved at bekæmpe lysten til at hoppe ud i den. Forsvinde ned i det smukke vand, og komme op med måneskinnet på sig. Jeg blev afbrudt mine tanker med det ringede på. Jeg skyndte mig der ud, og åbnede op til en træt, og pizza sulten Caitlin. Vi gik gennem den lyse gang, og ind i den store stue. Caitlin plaprede løst om hvor meget drengene skreg og råbte hjemme ved hende, så hun var glad for at hun måtte komme her over. Jeg nikkede bare, og mumlede: ”Altid.” Hun begyndte at snakke om en fyr hun havde mødt, på vej hjem fra skole i dag. Jeg lod som om jeg fulgte med i hendes forvirrende snak, om hvordan han så ud, men jeg havde mine tanker nogle helt andre steder. ”Hvad er der galt? Du siger jo ingenting.” Jeg kiggede hurtigt op på hende, og slap det tæppe jeg sad og pillede ved. ”Det er bare Justin..” Fik jeg fremstammet. ”Hvad er der sket nu?” Sukkede hun. Jeg fortalte hende det. ”Jeg ved godt det måske ikke er noget, men alligevel er jeg bange for han er sur på mig. Han tog jo direkte over til Chris, han sagde ikke engang farvel, og jeg sagde jo undskyld.” Sukkede jeg, og krammede puden der lå foran mig, hårdt. Jeg var så forvirret. ”Nogle gange tager du tingende lidt for nært, han mener det ikke sådan.” Smilede hun. ”Det er bare forvirrende.” mumlede jeg. Hun rykkede sig tættere på mig, og gav mit et stort kram. ”Har du ikke noget slik?” Spurgte hun efter noget tavshed. Jeg kiggede op på hende, og hun kiggede på tv’et. Jeg kunne ikke andet end at smile. ”Jo, jeg henter det lige.” Grinte jeg. ”Hvorfor griner du?” ”Det er bare typisk dig at spørger om det.” Hun trak på skuldrende, og smilede. Jeg tøffede ud i køknet med min alt for store hjemmesko på. Jeg åbnede vores såkaldte slik skab, ikke fordi der var specielt meget. En lille pakke chokolade kiks, og en pose chips. Jeg trak det hele ud af skabet, og tog en skål ud fra skabet nedenunder. ”Kan vi ikke lave pandekager isteden for?” Spurgte Caitlin, som var kommet frem i døråbning. ”Jo, men hvad skal man bruge til det helt præcis?” Hun åbnede køkkenskabene, og køleskabet, og fandt alle tingene frem. ”Det her, hvis jeg husker rigtigt.” Mumlede hun. Jeg smilede, og fandt en opskrift på pandekager frem. Vi fik lavede en blanding, som skulle på panden. ”Vi er da sindssyge gode til de her.” Mumlede jeg, da jeg vendte en pandekage i luften. Caitlin nikkede, mens hun var ved at spise en af de færdiglavede pandekager. ”Du skal ikke spise dem endnu!” Sagde jeg, og tog tallerkenen hvor resten lå på. Hun kiggede på mig med et surt blik. ”Jamen, så vil jeg vende dem.” Jeg smilede, og rykkede mig væk, så hun kunne komme til. ”Okay, jeg dækker bord.” Hun nikkede dybt koncentreret. Jeg fik taget alle tingene på en bakke, og balancerede koncentreret ind i stuen med den. Jeg gad ikke sidde ved bordet. ”Åh, Josefine?” Råbte Caitlin ude fra køknet. ”Hvad?” ”Kom lige!” Jeg tøffede ud i køknet, og mødte et syn af en tom pande, og en grinene Caitlin. ”Hvad er så sjovt, og hvor er pandekagen?” Hun grinede endnu mere, og pegede op i loftet. Jeg kiggede op i loftet, og kunne se en lille rund pandekage side i loftet. Jeg begyndte at grine, og kiggede på Caitlin. ”Det var ikke min skyld, den sprang selv der op!” Sagde hun med et dyb seriøs stemme, men den forvandlede sig hurtigt til en grimasse, og et grin. Jeg kiggede op i loftet, og tænkte på hvordan vi skulle få den ned, vi havde ikke nogle stige, og der var højt til loftet. Og det var ikke så lækkert at have en pandekage til at hænge i loftet. ”Men Caitlin, hvordan får vi den ned?” Spurgte jeg. Hun kiggede på mig, og trak på skuldrene. Jeg kiggede op igen, og kunne mærke noget blødt, og gummi artigt i mit ansigt. En pandekage.”Sådan!” Grinede Caitlin. Jeg tog den væk fra mit hoved, og smed den i skralde spanden, uden at fortrække en mine. Jeg kiggede på Caitlin, som var stoppede med at grine. Jeg kiggede på hende, og brød ud i grin, og det samme gjorde hun.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...