JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15595Visninger
AA

83. Englebørn.

”Det kan han da ikke blive sur over?” Sagde Caitlin for hundrede gang. Vi var på vej til skole, og jeg havde fortalt det hele til hende. Bilen stoppede, og vi var ved den store skole. ”Hvad skal jeg sige til ham inde i klassen?” Mumlede jeg, og kiggede på hende. Hun trak på skuldrende, og spændte sin sele op. ”Lad ham komme til dig.” Jeg nikkede, og steg ud af bilen, med min taske. Jeg svang min taske over skulderen, og gik mod den store dør sammen med Caitlin. Der blev snakket, råbet og snakket endnu mere på gangene, og folk løb forvirret rundt over det hele, på vej til den klasse de skulle have time i. ”Hvad skal du have i første time?” Spurgte Caitlin, og stoppede ved den store opslagstavle. ”Engelsk, tror jeg.” Jeg fandt mit skema frem fra tasken, og ganske rigtigt var det engelsk. ”Okay jeg skal have biologi, vi ses i frikvarteret.” Hun gav mig et kram, og forsatte ned af en lille gang. Jeg kiggede på tavlen, for at se om der skulle være nogle football kampe snart eller noget andet spænede. ”Hvad?!” Sagde jeg, da jeg så en seddel. *Drama klubbens skuespil er blevet rykket til næste fredag! *Vi havde ikke fået øvet i lang tid, og vi var overhovedet ikke klar! Jeg kunne mærke mit hjerte galopere der ud af med hundrede kilometer i timen, jeg var allerede nervøs for at stå foran et publikum. Jeg vidste jeg skulle vænne mig af med min nervøsitet, det vil jo snart blive en selvfølge. Jeg kom til at tænke på at Scooter stadig ikke havde ringet, men han sagde jo også bare ”engang.” I næste uge. Jeg gik videre på den store gang, med alt larmen. Jeg kom frem til klassen og kiggede rundt, for at se om Justin var der. Men jeg stoppede min kiggen, da jeg huskede han også skulle have biologi i første time. Jeg sank ned på en stol i midten af klassen, og fandt mine bøger frem. Jeg kiggede på de forskellig elever der kom ind i døren, og smilede da jeg så Jake komme inde. ”Hey!” Smilede jeg. Han smilede tilbage, og løftede hånden som hilsen. Han fik møvede sig igennem flokken af mennesker i døråbningen, og hen til bordet foran mig. ”Er du allerede klar?” Spurgte han med et forskrækket blik i øjne, og nikkede mod de bøger jeg havde lagt frem. Jeg smilede stort, og nikkede. ”Det ligner dig ikke..” Mumlede han, og satte sig ned. ”Og det ligner ikke dig at komme til tiden.” Gav jeg igennem. Han vendte hovedet mod mig, og smilede. ”Godmorgen!” Sagde en højrøstede stemme og ind kom den dumme vikar som havde givet mig eftersidning, den da jeg havde glemt min taske. Jake vendte sig om til mig, og sendte mig en grimasse. ”Englebørn! Jeg har stadig ondt i hånden. ”Hviskede jeg. Han nikkede ivrigt på hovedet, og vendte sig om.
Det endte med at der kun var tre der fik en eftersidning, men der iblandt var Jake og jeg ikke. Heldigvis. Vi havde været englebørn som aftalt, og havde fulgt godt med. Da han havde spurgt om hvem der skulle op til tavlen og analysere en sætning, havde jeg frivilligt meldt mig, og til mit store lettelse havde jeg gjort det rigtig. ”Jeg vil aldrig ha’ ham igen!” Sukkede jeg, da jeg endelig var på vej ud fra klasseværelset med Jake. ”Heller ikke mig! Jeg skal aldrig være englebarn igen!” Sagde han, og kiggede alvorligt på mig. Jeg smilede, ”Hvad skal du have nu?” Spurgte jeg og gik hen mod mit skab. Han hev sit skema op fra tasken, og sukkede. ”Biologi.” Jeg nikkede, og smed mine ting ind i skabet, og fiksede mine matematik bøger frem. ”Okay, men vi ses så.” Smilede jeg, og gav ham et kram. Jeg forsatte ned glad ned af gangen, med raske skridt. Men mine skridt blev langsommere, da jeg kom til at tænke på Justin også skulle have matematik nu. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, det ville jo også være dumt ikke at sige noget til hinanden. Jeg forsatte ind i klassen, og kunne se jeg var den første. Jeg satte mig ude ved væggen, ved et to-mandsbord. Jeg kiggede spændt på døren, for at se hvornår Justin kom ind. Der kom en pige ind, med langt lyst krøllet hår. Hun havde et blænderne smil, og smukke krystal klare lyseblå øjne. Hun smilede til mig, og jeg smilede tilbage. Der blev ved med at komme mennesker ind, men jeg kunne ikke se Justin. Lige da jeg troede han ikke ville komme, kunne jeg høre stemmer ude på gangen. ”Justin, og Austin.” Mumlede jeg for mig selv, og jeg kiggede spændt på døren igen. Rigtig nok, kom de gående grinede ind i klassen, fulgt af en masse piger. Jeg fik øjenkontakt med Justin, men han vendte hurtigt hovedet, og trak Austin med over til et-mandsborderne hvor de satte sig ved hver deres. Jeg sukkede, hvorfor skulle han være så barnlig? Timen begyndte, men jeg kunne ikke koncentrer mig. ”Jeg må ringe til Chaz når jeg kommer hjem, Chris har sikkert hans nummer.” Hviskede jeg stille for mig selv. ”Hvad sagde du Josefine?”Jeg kiggede op, og mødte hele klassens blikke på mig, og læren som også kiggede på mig. ”Du sagde et eller andet. Efter det er mere spændene end undervisningen, kan du vel godt dele det med klassen.” Jeg kiggede end i bordet, og over på Justin som kiggede på mig med kolde øjne. ”Det var bare noget matematik.” Mumlede jeg, og håbede inderligt på hun hoppede på den. Hun vendte sig om, og forsatte undervisningen. Jeg åndede lettet ud, og kiggede over på Justin. ”Hvad?” Mimede jeg, da jeg så han stadig kiggede på mig. Han vendte hovedet mod tavlen igen, og det samme gjorder jeg.
”Han har ikke snakket med mig hele dagen!” Sukkede jeg, da jeg snakket med Caitlin i kantinen. Hun tog den juice hun havde købt, og satte den på sin bakke. ”Giv ham tid. Nu sætter vi os over til hans bord.” Hun tog sin bakke med mad, og gik glad over til drengenes bord, hvor vi plejet at sidde. ”Caitlin vent..” Mumlede jeg, men hun forsatte. Drengene snakkede med hende som de plejede, også Justin. Hun smilede til mig, og vinkede mig over. Jeg sukkede, og kiggede omkring om der ikke var andre pladser hvor jeg kunne sidde. Der var en ved ”Nørderne” Dem kunne jeg da prøve at blive venner med? ”Nej!” Mumlede jeg, da jeg så de tog deres matematik bøger op, og begyndte at lave matematik. I tavshed. Jeg sukkede og kiggede videre, men der var ikke rigtig nogen plads. Jeg kiggede over mod Caitlin igen, og hun vinkede endnu kraftigere til mig. Jeg sukkede, og gik langsomt over til deres bord. ”Hej.” Mumlede jeg, og satte mig ned ved siden af Caitlin. Der blev straks helt stille ved bordet, og alle kigget på mig, undtagen Justin, som spiste videre af sin sandwich. ”Hej!” Sagde Jake, og afbrød tavsheden. Jeg smilede til ham, og han blinkede tilbage. Jeg tog et bid af mit æble, og kiggede over på Justin igen. ”Jeg tror lige jeg smutter.” Mumlede Caitlin, og rejste sig. Jeg kiggede op på hende, og gav hende please-ikke-lad-mig-være-alene-med-ham blikket, men hun inorrede det. Austin og Jake spiste videre, men Caitlin trak dem med sig, og de sukkede. ”Jeg tror også jeg går..” Mumlede Justin. ”Nej, vi skal lige snakke.”Sagde jeg hurtigt. Han satte sig ned igen, og kiggede afvendtene på mig. ”Hvad skal jeg sige? Jeg har sagt undskyld.” Begyndte jeg. ”Kan du ikke bare sige hvad du var inde i?” Sukkede han irriteret. ”Kontakter!” Sagde jeg spydigt, ”Tilfreds?” Spurgte jeg stille. Han nikkede. ”Men hvorfor?” Spurgte han med en lille stemme. ”Jeg kan virkelig ikke sige det Justin, men det er noget godt.” Jeg kiggede på ham, og kunne se hans skuldre sank. ”Men..” Sagde han, men jeg afbrød ham. ”Du ved du kan stole på mig!” Sagde jeg, og smilede. Han kiggede op, og smilede. ”Ja, det ved jeg.” Han rejste sig, og satte sig ved siden af mig, og trykkede blidt sine læber mod mine.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...