JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15667Visninger
AA

38. En undskyldning

Jeg sad bare og ventede på klokken ringede. jeg kiggede hele tiden på klokken, og jeg sad desværre ved siden af Vanessa, som havde setjeg sad og kiggede på klkken hele tiden. hun skubbede et stykke papir over til mig.
" Hvorfor har du så travlt supermand ? <3"
" jeg skal snakke med josefine"
" uvenner ? :*"
Endelig ringede den. Jeg skyndte mig at pakke mine ting sammen, og løb ud af klassen. Jeg tror aldrig jeg har kørt så hurtig i de små gader som jeg gjorder nu.Jeg stod uden foran hende dør efter 5 min. Jeg ringede på, jeg kunne se hun kiggede ud af vinduret, jeg smilte forsigtigt til hende, hun forsvandt med det samme, jeg ringede på igen. Da hun ikke kom ud, kom jeg til at tænkte på jeg jo havde en nøgle. Jeg fandt den, og låste mig ind.
" Josefine!" råbte jeg. Hun svarede kke.
Jeg tog mt overtøj af, og satte min taske, jeg gik ind i stuen. Hun sad i sofaen, jeg stilte mig i dør karmen.
" Josefine, jeg er virkelig ked af det! Jeg havde ingen grund til at råbe og skælde dig ud, bare fordi du snakkede med Jason, jeg gjorder jo ikke noget for at snakke med dig heller. Jeg er virkelig ked af jeg kaldte dig en kælling, jeg ved ikke hvad der skette med mig." Hun kiggede stadig ned. Jeg forsatte.
" Du må altså virkelig undskylde, jeg elsker dig bare, og jeg er bange for at miste dig. Jeg elsker dig så meget, og når jeg så ser dig snakke med andre, bliver jeg jaloux og det er noget pis, fordi du skal have lov til at snakke med hvem du vil, jeg elsker dig virkelig! Jeg er så kled af det.." Jeg kiggede på hende, hun kiggede stadig ikke op. Jeg blev stående. Hun sagde ingenting.
" undskyld prinsse.."
Lige da jeg skulle til at gå, sagde hun noget:
" Justin vent" jeg vendte mig om og kiggede på hende, hun rejste sig op, og løb hen til mig, jeg smilte, og gav hende et kæmpe kram.
" jeg elsker også dig" mumlede hun ned i min skulder. Jeg kunne høre hun græd.
" Jeg elsker dig aller mest, og det vil jeg altid gøre!" Sagde jeg og kramte hende hårdt. Jeg begyndte at græde igen, jeg kunne ikke holde det tilbage.
" Du må virkelig undskylde, jeg har virkelig været en idiot" sagde jeg. Hun trak sig væk, og kiggede på mig. " Hvorfor græder du Justin ?" Spurtge hun.
Hun tørede min tåre væk, med hendes hånd.
" Jeg er bare så ked af at jeg har været sådan en idiot, og så er jeg bare så glad for du kan holde en idiot ud som mig" sagde jeg og smilede til hende.
" Når idioten er så sød kan jeg jeg godt holde ham ud" smilede hun. Hun gav mig et langt kys. Jeg smilede til hende og gav hende et langt kram, jeg elskede hende virkeligt. Tænk jeg er så heldig at have hende. Jeg vil aldrig give slip igen!

( undskyld det blev lidt kort :P Kig evt. min besked i komentarene hvis i skulle have en ide :b )
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...