JB- Et nyt liv.

Et nyt land. Ingen venner. Et nyt sprog.
Det kan man vist roligt kalde et nyt liv.


Dette er min første novelle, og jeg vil personlig mene at den ikke er specielt godt skrevet i de første mange kapitler, men jeg synes da jeg bliver bedre og bedre til at skrive i de sidste :P Men ved selvføledig ikke hvad i synes, så i er altid meget velkommen til at skrive både ros og ris! :D

30Likes
450Kommentarer
15675Visninger
AA

82. En lille ting, er ikke noget at skændes over.

Jeg kunne høre døren åbnede sig nede i gangen, men jeg gad ikke rejse mig, det var vel bare Justin som kom. Jeg puttede mig med dynen om mig, og hovedet begravet i hovedpuden, og prøvede at sove igen. Jeg stirrede ud i det mørke rum, og lyttede efter de lyde der kom nede fra stuen, som Justin lavede. Caitlin havde fået mig over bevist om han ikke havde ment noget med han bare var gået, hun kendte ham trods alt bedre end jeg. Hun havde jo kendt ham i længere tid. Jeg vendte mig mod den hvide væg, og stirrede ind i den. Den lignede en sort stor klat i mørket, med en masse uhyggelig skygger på. Det var sådan noget man ville blive bange for når man var lille, men ikke mere, nu vidste man det bare var skygger. Jeg skyndte mig at lukke øjne, da jeg kunne høre trappen knirke. Døren til værelset blev åbnede, og der strømmede lys ind i det ellers meget mørke værelse. ”Josefine?” Spurgte Justins blide stemme. Jeg mumlede et ”Ja.” Ned i puden. Han kom hen og satte sig på senge kanten, og jeg kunne mærke hans øjne på mig. Jeg vendte langsomt mit hoved op fra hovedpuden, og kiggede på ham. ”Hvad?” Mumlede jeg søvnigt. Han aede min kind og smilede. ”Ingenting, undskyld jeg kommer så sent.” Sagde han. ”Hvad er klokken?” Mumlede jeg, og lagde mit hoved ned i puden igen, jeg var begyndt at blive rigtig træt nu. ”23:30.” Mumlede han, og rejste sig. Jeg lukkede mine øjne, og faldt i søvn med lyden af Justin rumstere rundt ude på badeværelse.
Næste morgen vågnede jeg af mig selv. Jeg blev først bange for jeg havde sovet over mig, da jeg aldrig plejet at vågne før vægge uret. Men jeg faldt ned igen da jeg kunne se Justin lå og sov, og uret kun vidste 6:01. Jeg sukkede, og prøvede at sove, men jeg kunne ikke sove længere. Jeg gad ikke rejse mig fra sengen, jeg var for doven. Min krop føles som om den var limet fast til sengen, og min ben var tunge som metal klumper. Jeg lå og kiggede ud i det halv mørke rum. Da jeg kunne høre sengen knirke. Jeg kiggede mod Justin, som gabte og åbnede sine øjne langsomt. ”Er du allerede oppe?” Gabte han, og rejste sig op så han støttede med sine albuer ned i madrassen. ”Jeg kunne ikke sove mere.” mumlede jeg. Han nikkede, og lagde sig ned igen. ”Men det kan jeg.” Jeg smilede af ham. Justin kunne altid sove, men han havde jo også meget arbejde. Jeg satte mig op med ryggen imod væggen, og kiggede ud af vinduet, som var ved siden af sengen. Jeg kunne se fuglene flyve fra gren til gren, og videre til deres rede. Jeg kiggede ned på det grønne saftige græs. Der lå morgen dug hen over det, og glimtede. Over græsplænen kom en ræv luntende, sikkert på vej ud for at finde noget morgenmad. Jeg betragtede rævens røde pels, som hoppede for hvert eneste skridt den tog, og dens små potter, der fløj over græsset. Et smukt syn en tidlig morgen. ”Laver du ikke morgen mad i dag?” Spurgte en træt stemme bag mig, og jeg vendte mig om til Justins trætte ansigt. ”Jeg troede du skulle sove?” spurgte jeg, da jeg kunne se han satte sig op. ”Det kan jeg ikke, hvad kigger du på?” Han rykkede sig hen til vinduet, og satte sig tæt op af mig. ”Morgen livet.” Sagde jeg glad, og smilede. Han nikkede og kiggede ud i haven. ”Men laver du ikke morgen mad?” Sagde han, og kiggede på mig. ”Jojo, det skal jeg nok,” Jeg rejste mig for sengen, og strakte mig. ”Var det ellers hyggeligt ved Chris i går?” Jeg gik ind i mit skab, og kiggede på noget tøj jeg kunne tage på. ”Fedt ja, jeg tæskede dem i spillet!” Sagde han glad. Jeg valgte et par lyse lange jeans, og en dejlig varm sweater, og gik ud til ham igen. ”I nørder de spil for meget,” sukkede jeg. ”Nej vi gør ikke! Hyggede dig og Caitlin jer?” Spurgte han, og skiftede emne. Jeg nikkede, ”Ja, vi lavede pandekager.” smilede jeg, og grinte et lille grin, da jeg kom til at tænke på pandekagen som var havnet i loftet. ”Ej i skulle have gemt nogle!” Jeg kiggede over på ham, uden at fortrække en mine. ”Så kunne du jo bare blive hjemme. Hvornår aftalte du egentlig du skulle der over?” Jeg smed tøjet på en stol, og satte mig over til mit sminke bord. Jeg satte mit hår op i en hurtig knold, og begyndte så at lægge make-up, trin for trin. ”De ringede lige da vi kom hjem.” Mumlede han. Jeg kiggede underligt på ham, det kunne jo ikke passe, jeg stod jo med hans mobil. ”Vel gjorder de ej?” Sagde jeg, og kiggede forvirret på ham, skjulte han nåede for mig? ”jeg stod jo med den.” Mumlede jeg, og kiggede ned i jorden. ”Okay de ringede lige før vi forladte settet, og hvorfor var det egentlig du stod med min mobil?” Han rejste sig for sengen, og kom gående over mod mig. Jeg skyndte mig at kigge på spejlet igen, og forsatte med at ligge min make-up. ”Ikke skifte emne, men hvorfor sagde du det så ikke i bilen? Det var et held Caitlin kom, det var ensomt at spise pizza alene.” Sagde jeg, og koncentreret mig om at få eyelineren til at ligge. ”Jeg glemte det, jeg tænkte ikke rigtig over det.” Mumlede han. Jeg nikkede, det var vel ikke noget, jeg måtte bare leve med han var lidt glemsom. ”Jeg må vel bare leve med du er lidt glemsom.” Grinede jeg, og sendte ham et smil, igennem spejlet. Han lagde sine arme på mine skuldre, og kiggede på mig lige ind i øjne i spejlet. ”Vil du ikke godt sige hvad du kiggede på min mobil? Jeg er ikke sur, men hvorfor kan du ikke bare sige det? Jeg hader hemmeligheder ved du.” Jeg stoppede med at ligge mascara, og kiggede ned i bordpladen. ”Jeg kan virkelig ikke sige det.” mumlede jeg. Jeg kiggede langsomt op igen i spejlet, og kunne se han gav slip på mine skuldrer, og gik neden under. Jeg sukkede, og lagde min make-up færdig, og tog det tøj på som jeg havde smidt på stolen overfor mig. Jeg gik ned, og kunne se Justin sad og spiste nogle cornflakes. ”Nå, jeg troede jeg skulle lave morgenmad.” Smilede jeg, og satte mig på den anden side af det store bord. Han rystede bare på hovedet, og læste videre i det blad han sad og læste i. Der var en ubehagelig tavshed, og jeg havde brug for at få den afbrudt. Men med hvad? ”Det var sjovt til optagelserne i går.” Mumlede jeg. Det lød sikkert totalt plat, men det var vel bedre end tavshed. Han nikkede, men ænsede mig ikke et eneste blik. Jeg prøvede med flere forskellige emner, men han sagde ikke noget. Til sidst fik jeg nok, og rejste mig for bordet, gik med hidsige skridt over med min tallerken, og kiggede surt på ham. Han ænsede mig stadig ikke et blik, kun det dumme blad hans læste. ”Hvorfor er du sådan nu?” Sagde jeg med en hård stemme. Han kiggede op på mig. ”Hvorfor kan du ikke bare sige det?” Sagde han irriteret. ”Kan du ikke bare glemme det? Det er ikke noget at komme op at skændes over, jeg har jo sagt undskyld!” Råbte jeg. Han kunne da ikke hidsige sig op over det. ”Hvorfor kan du ikke sige det? Hvorfor!” Råbte han, og rejste sig. ”Fordi det er en hemmelighed!” Råbte jeg, han skulle ikke vide det, jeg ville så gerne se hans glade ansigt når Chaz dukkede op, og han ville takke mig for det. ”Der er ikke noget der hedder hemmeligheder over for os to!” ”Jo, nogle er der.” sukkede jeg. ”Jeg køre nu, jeg skal lige forbi Chris og hente noget jeg glemte i går.” Han gik forbi mig med hurtige skridt, og satte skålen hårdt på køkken bordet. Jeg stod hamret til jorden, og kiggede på ham. Jeg kunne høre døren smække, og svagt en moter starte. ”Jeg rydder ikke den der op efter dig, hvis du tror det.” mumlede jeg, og kiggede på hans skål, med hans halv spiste cornflakes. Jeg sukkede, og ringede til Caitlin. ”Hej Caitlin kan jeg køre med dig i skole i dag? Justin er lige skredet.” Sagde jeg med en svag stemme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...