Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41135Visninger
AA

4. Koncerten og en underlig forvirring

”Hvorfor er det egentligt at vi tager til denne her koncert? Vi kan jo sikkert ikke komme ind overhovedet,” sagde jeg opgivende da jeg fik stoppet bilen ved Angel Stadium. ”Selvfølgelig kan vi det. Hvorfor skulle ham drengen ellers give dig det?” prøvede min søster opmuntrende at sige. ”Det er jo bare et stykke papir Jam! Men vå får vel at se.. Nu er vi jo her ved koncertstedet, så hvorfor i det mindste ikke prøve at komme ind! Det værste der kan ske, er jo bare, at vi bliver afvist. Vi ved jo ikke engang hvem der skal spille,” blev jeg ved og gik ud af bilen, hvorefter jeg hurtigt fik taget min taske med mig. ”Det skal nok gå! Du er jo fint i tøjet, så du må da havde været bare lidt spændt,” konstaterede min lillesøster hurtigt og jeg smilede hurtigt til hende. Måske havde hun en pointe der. Jeg havde trods alt taget bare lidt pænt tøj på. Et par sorte stiletter – ikke alt for høje, men heller ikke alt for lave. Jeg havde taget et par lyseblå bukser på, med slidmærker forskellige steder rundt på benene, min trøje bestod af en hvid top med en grå lang cardigan uden over, og et sort halstørklæde, hvor der under halstørklædet hang et af mine yndlingssmykker. Min nøgle halskæde som jeg havde fået af min lillesøster engang. Jeg havde den altid på, og elskede den i det hele taget bare. Øreringene bestod af et par mellemstore guld ringe, og håret havde jeg ladet hænge løst, dog havde jeg sat mit pandehår op med et sløjfespænde. Makeuppen var bare normal, og bestod af lidt puffer, et normalt lag mascara og en hvid glitrende øjenskygge. ”Lad os nu gå,” fortsatte hun og jeg rystede hurtigt på mit hoved, så jeg lige kunne vågne op fra drømmeverden. ”Ja lad os det,” smilede jeg og tog armen om hende. ”Jeg tror faktisk godt vi kan komme ind. Men hvem der så skal spille, det er så den store gåde.” Vi snakkede ikke på resten af den korte tur hen til det sted, hvor vi skulle vise vores billetter. Jeg trak nervøst vores stykke papir op af min lomme, da vi nåede alle sikkerhedsvagterne som stod og tjekkede billetter, og sørgede for at ubudne gæster ikke kom ind på forbudt område. ”Må vi se jeres billetter piger?” sagde en meget dyb mandestemme. En stemme som tilhørte en stor og meget bred sikkerhedsvagt. ”Ehh.. Ja selvfølgelig,” sagde jeg med rystende stemme, og viste ham vores ”billet!” ”Jeg tror lige vi skal have fundet ud af, hvem denne her er skrevet af,” mumlede vagten, og jeg sank en klump. Jeg vidste bare, at det ikke ville lykkedes. Det hele var en stor løgn. ”Vent her piger, så kommer jeg hurtigt tilbage.” Og med de ord, gik den bredskuldrede vagt sig vej, og efterlod mig og min søster tilbage, med tusindvis af andre piger. Der var begyndt at strømme en del piger til, og hvis vi gerne ville have en ordentligt plads til en koncert, som vi ikke engang anede noget om, så skulle vi vidst snart til at have den tilladelse til at vi måtte gå.
Jeg trippede uroligt med foden, da vagten endeligt kom tilbage efter et godt stykke tid. ”I kan gå ind. Billetten var god nok, også selvom jeg havde troet at det var en snydebillet, men what ever! Ind med jer piger,” smilede han og lukkede os hurtigt ind. ”DET LYKKEDES!” råbte Jam til mig, da vi kom ind i den store koncertsal. ”Woaw!” var det eneste jeg kunne sige, da jeg så den lidt overfyldte hal. Der var allerede kommet en del mennesker, eller fans ville jeg nok kalde det for. Nok et par tusinde var allerede ankommet. ”Lad og se, om vi kan komme helt op foran. Det kunne være lidt fedt, at stå forrest,” smilede jeg og tog min søster under armen, og så banede vi os ellers så godt vi nu kunne, igennem den skrigende menneskemængde, indtil vi nåede vores destination efter et par gode stunder. Vi fik en af de ellers så mange forreste pladser, og vi var nu klar til at skrige i vilden sky, når koncerten startede. Hvem der ville synge havde vi dog stadig ingen fjerneste anelse om. ”Er du spændt?” råbte jeg til min søster og hun tog hånden op til øret, som tegn på, at hun ikke kunne høre hvad jeg sagde. Jeg gentog det jeg lige havde sagt, og råbte det denne her gang endnu højere. Hun nikkede ivrigt, da hun havde fundet ud af, hvad jeg spurgte om. Vi blev nødt til at råbe for at overdøve larmen. Jeg tyssede stille på min søster som var i fuld gang med at råbe noget til, men jeg tyssede kun på hende, på grund af én ting! Noget musik var begyndt at spille, og det kunne kun betyde én ting – koncert var klar til at blive skudt i gang!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...