Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41149Visninger
AA

5. Justin... Bieber!

Musikken spillede nu endnu højere, men der skete ikke rigtigt noget oppe på scenen. ”And I was like Baby, baby, baby – Ohh!” En drengestemme begyndte hurtigt at synge, og det var Jamillas kald til at begynde at skrige. Hun og alle de andre tusindvis fans begyndte at skrige. Jeg kiggede bare underligt over på hende, og rystede på hovedet. Hvorfor skreg hun? Vidste hun allerede hvem det var? ”Jamilla? Hvorfor skriger du?” råbte jeg til hende, og hun sendte mig et stort smil. ”Hvorfor! Ved du ikke hvorfor! Det er Justin.. JUSTIN BIEBER!” og pludselig gik hun endnu mere amok. Justin Bieber! Justin Bieber! Det navn mindede mig om et eller andet, og efter lidt tids tænken slog det mig. Det var ham drengen som Jamilla og hendes veninder havde hørt, den dag hvor hun holdt pyjamasparty. Pludselig dukkede en skikkelse op midt på scenen omgivet af røg, og alle skreg nu endnu mere. Jeg stod bare og studerede skikkelsen som stod i mørket. Et spotlight ramte pludseligt den mørke person, og jeg kunne se at det var en dreng. Drengen vendte sig hurtigt rundt, og pegede ud til siden. Han skifede hånd, og pegede nu ud til den anden side. Til sidst pegede han ud mod publikum, og kiggede op. Jeg stod som forstenet til jorden i dét øjeblik. Jeg kendte straks hans øjne. Drengens varme brune øjne! Det var ikke hvilken som helst dreng. Det var ikke Justin Bieber for mig – det var ham drengen fra Café La Boheme. Ham jeg smadrede ind i, ham som gav mig papiret som han mente var en billet, ham som gav mig penge til noget nyt tøj! Var han.. kendt? Åbenbart. Åbenbart rigtig kendt endda. ”I thought you’d allways be mine! For you, I would have done whatever, and I just can’t believe we aren’t together!” Jeg forsvandt hen I drømmeland for et stykke tid. Han øjne og hans stemme hypnotiserede mig på en eller anden underlig måde. Jeg kunne ikke lide hans stemme da jeg havde hørt ham på Jamillas værelse for et par dage siden, men det var ligesom om, at det var glemt nu. Jeg hverken skreg eller råbte hans navn, men jeg stod bare og kiggede på ham. Pludselig kiggede han ned på mig, og hans ansigt lyste op i ét stort smil. Jeg smilte hurtigt tilbage, og rystede lidt efter på hovedet. Der stod så mange mennesker om mig, og han smilede sikkert ikke til mig. Han kunne jo have smilet til hvem som helst. Det så dog ikke ud til, at nogen havde opdaget hans lille smil, da alle omkring mig og Jamilla skreg i vilden sky. ”Syntes du ikke han er god?” råbte Jamilla pludselig lige ind i øret på mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Jo han er fin nok. Hans stemme er fin nok, og så er han jo heller ikke helt grim,” smilede jeg mens jeg havde rettet mit blik mod min søster. ”Nemlig,” konstaterede hun hurtigt, og igen var vi fuldt optaget af koncerten. Jeg kendte sådan set ikke nogen af Justin Bieber’s sange, så jeg kunne hverken nynne eller synge med på dem, hvilket det så ud til, at så mange andre kunne. ”Skal vi ikke få lidt gang i festen her i dag på Angel Stadium?” råbte Justin ind i mikrofonen, og jeg smilede ved lyden af hans stemme igen. Alle skreg som svar, og jeg nikkede dog bare med. ”Er i klar CALIFORNIEN!” ”Jaaaaah!” Råbte alle og han gik i gang med endnu en sang. Endnu en ukendt sang for mig. Jeg valgte bare at lytte med til sangen, siden jeg jo ikke kunne synge hverken med på det ene eller det andet han sang. Jeg nynnede dog så godt med, som jeg havde lært, og kiggede hurtigt over på min lillesøster som storsmilede. Hun nynnede ikke med, hun sang heller ikke med, men skreg derimod med. Hun var helt oppe og køre, og meget forundret over, at vi faktisk var til en Justin Bieber koncert. Jeg vidste dog også, at jeg nok aldrig ville se Justin efter denne her dag. Han kunne sikkert ikke genkende mig fra dengang hvor vi begge to, var ude for et mindre uheld. Han så jo så mange piger i hans fritid – så mange fans, så hvordan skulle han nogensinde kunne huske mig? Jeg kiggede igen op på ham, og jeg kunne se, at hans blik flakkede rundt mellem alle hans tusinde fans, som havde betalt for at komme til denne her koncert. Jeg sukkede højt, men selvfølgelig kunne ingen høre det, da musikken stadig spillede på fuldt tryk. Jeg rettede igen mit blik mod Justin… Hvad mon der ville ske, hvis han kunne huske mig? Hvad ville der ske, hvis han ikke kunne huske mig? Det ville tiden vise!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...