Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41161Visninger
AA

22. Hvem siger tolv dage ikke går stærkt?

”Falsk tone igen!” sagde jeg og trampede irriteret min fod i gulvet. Jamilla havde vist mig den sang, som jeg åbenbart skulle øve på. Til hvad jeg skulle bruge den til, vidste jeg dog ikke, men jeg havde en anelse. En anelse som jeg ikke vidste om jeg rigtigt, men det ville tiden jo vise. ”Prøv igen! det lyder altså ikke dårligt! Du skal bare huske på, at vi kører om et par timer, så hvis du skal have det der tøj på til koncerten, så er det fint for mig,” grinede Jamilla og hentydede til mit nattøj. Mit prikkede silke nattøj som jeg stadig havde på. ”Jaja! Men jeg tager den lige et par gange til,” smilede jeg hurtigt og min søster nikkede ivrigt på hovedet. Hun var tydeligvis ude på noget, som jeg ikke havde nogen idé om, hvad kunne være.

Efter et par timer var jeg kommet i en kjole, havde været i bad, havde fået redt og sat mit hår op, og havde fået lagt makeup. Jeg havde fået sangen til at sidde lige i kassen. Det lød faktisk rigtig godt, hvis jeg selv skulle sige det. Jamilla optog selvfølgelig at jeg sang, og viste det til mig bagefter. Hun er nu ikke helt for dum! Min kjole var faktisk lidt festlig. Den havde en himmelsk lyseblå farve. Den gik til lige over knæene, og var overdækket til med glimmer. Den glitrede og strålede som en dejlig drøm. Den havde små pufærmer, og sad stramt om barmen. Ved hoften hang den løst ned af min krop, og den matchede ufatteligt godt til skoene – et par sko som jeg havde lånt af min søster. Et par lyseblå stiletter! ”Ved du overhovedet hvor vi skal hen?” spurgte jeg min søster om, da vi sad ude i bilen og var parat til at køre. ”Ja kør du bare! Jeg har helt tjek på den her rute. Jeg kan den ud og ind, forlæns og baglæns.” ”Den er god med dig, søs. Hvis du kan den så godt, hvilken vej skal vi så herfra?” grinede jeg og startede bilen. Vi var ikke engang kommet ud af indkørslen endnu. ”Den vej,” konstaterede min søster hurtigt og pegede i nordøstlig retning. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Godt gæt, men det er desværre ikke rigtigt! Vi skal i nordvestlig retning. Men eller godt forsøgt, Jam!” Hun kunne åbenbart ikke se det sjove i, at hun havde gættet forkert, så vi kørte bare mod San Francisco uden noget som helst snak. Jeg nynnede stille sangen for mig selv, mens min søster ikke gav en lyd fra sig. Hun var ikke så snaksalig når hun var i et mindre godt humør, såsom hun var nu. Bare fordi hun ikke lige havde ret. ”Jam! Du ved godt det bare var for sjovt det der før? Det var jo slet ikke meningen at gøre dig.. hvad skal man sige.. ked af det!” mumlede jeg for mig selv, og hun kiggede hurtigt over på mig. ”Ja jeg forstår! Men jeg har det fint.. Jeg er bare spændt på hvad du vil sige til din anden overraskelse! Det er det, som jeg sidder og studere lidt over,” indrømmede hun, og jeg kunne ikke lade være med at smile igen. ”Uanset hvad det end bliver, så skal det sikkert nok være den bedste overraskelse noegnsinde! Det er trods alt min aller bedste søster, som har planlagt det hele.” Jeg tog stille hendes hånd, og klemte den kærligt, mens jeg stadig havde mig blik rettet mod vejen. Turen til San Francisco var rimelig lang, men i min søsters selvskab skulle det nok gå hurtigt! Tiden går altid bedst, når den bliver brugt i et godt selvskab.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...