Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41149Visninger
AA

27. Hvad smiler i dog sådan af?

”Er i to så klar til at tage hjem?” smilede Pattie og kiggede underligt på os, da vi kom gående sammen med hinanden i hænderne. ”Jeg skal have Jamilla med hjem, så jeg bliver selv nødt til at køre hjem,” smilede jeg og Justins mor smilede forstående. ”Det har du ret i. Og hvad smiler i dog sådan af?” ”Os to?” grinede Justin og kiggede over på mig. ”Nah.. Det er ikke noget,” fortsatte han, men Pattie sendte ham et kærligt moderligt blik, og han overgav sig. ”Jeg fik spurgt hende,” indrømmede han, og jeg kiggede var underligt over på ham. Vidste Pattie det her? Vidste hun at han ville spørge mig? På en måde var det faktisk lidt sødt. Tænk at han havde fortalt hans mor om hans følelser. Det gjorde mig helt varm inden i. ”Godt min dreng. Endelig var. Du ved ikke hvor lang tid han har gået og spekuleret over det, Victoria,” sagde hun og krammede og begge to på én gang. ”Har du,” mimede jeg til Justin, og han nikkede hurtigt og smilende. Jeg kunne mærke, at mine kinder med ét blev helt varme, og jeg var ikke itvivl om, at jeg rødmede. ”Du er sød når du rødmer,” indrømmede han, og nærmest hviskede det i mit ene øre. Jeg rødmede bare endnu mere, og krammede ham til sidst. ”Jeg må nok også hellere til at komme hjem. Jamilla og jeg skulle gerne nå hjem inden spisetid. Ej.. Men gerne inden natten er omme,” jokede jeg og kiggede ned over på Pattie. Jeg slap Justins hånd, og gik hurtigt over til hans mor. ”Vi ses Pattie, og tak fordi du er så flink mod mig.” ”Selvfølgelig er jeg flink ved dig søde. Du er jo min søns dejlige kæreste, og jeg holder virkelig meget af dig, Victoria. Det må du ikke glemme.” Hun krammede mig og jeg smilede stort. ”Tak Pattie, og jeg holder også allerede virkelig meget af dig, og din søn selvfølgelig,” svarede jeg og trak mig ud af krammet. Hun smilede bare til mig, og Justin kom over til mig. ”Jeg er jo stadig væk i et stykke tid, men vi skal have det her til at fungere, shawty. Jeg kommer og besøger dig så tit jeg kan, og jeg skriver noget mere nu! Det skal jeg nok love,” smilede han, men jeg tyssede bare på ham. ”Det ved jeg godt Justin, og selvfølgelig skal det nok komme til at fungere. Det ved jeg,” sagde jeg roligt og han trykkede mig blidt ind til mig, hvorefter han placerede hans læber mod mine. Jeg var først lidt pinligt berørt over, at stå og kysse foran Pattie, men Justin fik mig til at slappe af på en måde, som ingen andre kunne gøre det. Han var i det hele taget bare min lykkesmed. Vi trak os langt om længe fra hinanden, efter et meget romantisk kys. Jeg bed mig genert i læben, og kiggede hurtigt over på Justin. ”Jeg må nok hellere til at komme afsted så,” mumlede han sagte, og jeg nikkede bare kort. Jeg gav ham et stort kram, og han krammede hurtigt med. Inden vi trak os ud af krammet, kyssede jeg ham på kinden, og smilede så derefter over til Pattie. ”Jeg kommer til at savne dig,” smilede Justin og tog min ene hånd. ”Jeg kommer også til at savne dig, Justin.” ”Men jeg lover vi nok snart skal ses igen, Shawty,” konstaterede han og jeg blev igen glad indeni. Justins stemme og ved lyden af hans ”ord,” Shawty, det gjorde mig altid bare så glad – så lykkelig. ”Ja det skal vi. Ellers må vi jo chatte, eller snakke sammen over Skype, eller hvad vi ellers skal gøre, for at få det her til at virke,” foreslog han og jeg brød igen ud i et stort smil. Dog var det ikke et helt ægte smil. Jeg var ked af det. Mere end ked af det. Bare det at skulle undvære Justin igen, ville tage hårdt på mig. Det vidste jeg allerede nu. ”Ja det må vi. Jeg kommer virkelig bare sådan til at savne dig, søde,” sagde jeg og Justin knugede mig hårdt ind til sig igen. ”Det skal du ikke tænke på, Victoria. Jeg kommer også til at savne dig mere end noget andet. Men nu kan jeg i det mindste have en god følelse indeni, for nu ved jeg, at du er min! Kun min,” smilede han og kyssede mig på næsen. ”Du er også kun min, Justin. Men vi ses. Jeg må nok hellere til at komme hjem, og denne her gang mener jeg det,” grinede jeg, og slap mit greb i hans hånd. Jeg kiggede efter ham da jeg gik ud til bilen sammen med Jamilla. Jeg ville komme til at savne ham så frygteligt meget.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...