Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41153Visninger
AA

35. Et råb om hjælp

Jeg glippede stille med øjnene, og åbnede dem derefter på klem. Jeg kiggede op i Justins brune øjne, som ikke udtrykte så meget glæde denne her gang. De udtrykte mere følelsen af sorg og rædsel. ”Victoria,” udbrød han og smilede et lille og forsigtigt smil. ”Hej..” halvmumlede jeg og mærkede pludseligt smerten i både mit hoved og i min fod. ”Hvad skete der?” Jeg kiggede hurtigt rundt, og opdagede at jeg lå i hans skød. Vi var stadig på badebroen foran den smukke pavilion. Det var dunkeltmørkt, da solen næsten var gået ned. ”Du faldt. Din hæl på din sko, sad fast i broen, og så faldt du.. Du besvimede. Du har højst sansynligt brækket din venstre fod, og så har du fået hjernerystelse,” sagde han meget lavt. Han nærmest hviskede det. Jeg fandt vej frem til hans hånd, og han hjalp mig med at flette mine fingre sine. ”Kan du godt huske mig?” ”Justin.. Dig glemmer jeg ikke lige foreløbeligt,” sagde jeg hurtigt og smilede forsigtigt. Han kyssede mig hurtigt i panden. ”Tak. Men kan du så huske andre ting?” Han ville vide hvor meget jeg havde slået mit hoved. Om jeg havde fået hukommelsestab, eller om jeg stadig kunne huske ting. ”Jeg ved hvertfald at jeg hedder Victoria. Victoria Wright McCartney. Jeg er seksten år. Jeg har en lillesøster på fjorten, en mor som hedder Annie, en far som hedder Daniel, en vidunderlig kæreste som hedder Justin. Justin Drew Bieber. Så meget kan jeg da i det mindste huske. Men..” mumlede jeg stille, og han smilede til mig. ”Men hvad?” sagde han så lidt efter, og han fik igen et trist blik. ”Men der er en ting som jeg ikke så godt kan huske,” indrømmede jeg hurtigt og kiggede op på ham. ”Og det er?” spurgte han forsigtigt om, og jeg smilede lumskt. ”Jeg kan ikke huske hvordan det føles at presse mine læber mod en drengs. Hvordan følelsen er! Det er sikkert hjernerystelsens skyld, at jeg ikke kan huske det.” Jeg rødmede stille, og lukkede øjnene. ”Lad mig hjælpe dig med at huske det igen. Lad os genopfriske det,” grinede Justin charmerende og jeg kunne stille mærke hans læber, som satte sig i spænd med mine. Jeg kyssede hurtigt med, og rødmede nu kraftigt. ”Kan du huske det nu?” smilede han da vi omsider, efter lang tid, trak os ud af kysset. Jeg nikkede rødmende. ”Justin.. Jeg har ondt i hovedet, og i foden,” mumlede jeg efter min rødmen var væk. ”Måske skulle vi vende snuden hjemad. Men inden da, må du lige en tur på hospitalet. Den fod skal have gips på, og så tror jeg måske, at du skal blive en nat på hospitalet. Hovedet skulle gerne få det bedre, og vi skal helst ikke have, at du ikke kan huske hvordan man kysser igen.” Han fik mig stille rejst op, og jeg skulle til at gå, men faldt igen sammen. ”Det her går ikke,” konstaterede jeg hurtigt, og fik taget min anden sko af også. Justin havde min ene sko i sin ene hånd. Den sko som havde været skyld i det lille uheld, som jeg lige havde været ude for. ”Du bliver enten nød til at hinke, eller også bliver jeg nødt til at bære dig oppe på min ryg,” sagde Justin hurtigt, og stoppede op igen. ”Du skal ikke bære mig Justin. Det ødelægger din ryg. Så hellere hinke.” Og sådan skulle det blive. Jeg ville ikke ødelægge hans ryg, fordi jeg bare var kommet lidt til skade med min ene fod, og med mit hoved. ”Så skal du i det mindste tage din ene arm om mig, så du ikke vælter. Vi skulle helst ikke have flere skader,” foreslog Justin, og jeg nikkede bare. Jeg tog min arm om nakken på ham, og så begyndte vi ellers at gå. Jeg humpede stille med ved siden af ham, og han kiggede hele tiden så medlidende på mig. ”Er du nu sikker på, at du klare den?” spurgte han igen, og jeg nikkede for tiende gang. ”Justin, jeg skal nok klare den. Bare du vil køre mig på hospitalet når vi endelig når op til bilen.” ”Jeg skal nok køre dig!” afsluttede han smilende. Jeg humpede videre, og nynnede stille en sang. Hvilken sang det var, vidste jeg ikke, men det var en sang, som fik mig til at humpe videre. En sang som fik mig til at holde modet højt, og en sang som fik mig til at se alle de gode ting ved livet. Alle de gode ting, såsom Justin!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...