Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
41224Visninger
AA

18. En dejlig afslappet snak på stranden

Vi svømmede endnu længere væk, og stoppede ved et lille stykke strand, hvor der slet ikke var nogle mennesker tilstede. "Skal vi gå op på land?" Jeg fangede hurtigt Justins brune øjne, og han nikkede kort. Han tog med ét snuptag en arm om mig, og svingede mig op på hans ryg, hvorefter han så gik op på bredden. "Juuuustin! Slip," grinede jeg og han rystede bare på hovedet. "Giv mig en grund til at slippe dig! Nu har jeg dig nemlig lige hvor jeg vil have dig." "Har du mig lige hvor du vil have mig? Justin! Jeg sidder på din ryg, og vejer næsten mere end en elefant, og så siger du, at du har mig lige hvor du vil have mig."
Jeg klemte et grin inde, og han stoppede op lidt efter. Jeg så, at vi var kommet op i det varme sand.
"Ja simpelthen," smilede han og bukkede sig stille ned, hvorefter jeg gik ned af hans ryg, og lagde mig derefter ned i sandet. Justin placerede sig hurtigt ved siden af mig, og her lå vi så! Justin Drew Bieber og Victoria Wright McCartney - To teenagere! Jeg vendte hurtigt mit hoved om mod Justin, for at se hvad han lavede, og til min store overraskelse havde han også vendt sit hoved over mod mig. "Det er hyggeligt det her," konstaterede han hurtigt og jeg nikkede enigt. "Meget hyggeligt endda," svarede jeg og smilede forsigtigt til ham. "Må jeg spørge dig om noget, Victoria?" sagde han pludselig og satte sig op i det dejlige sand. "Selvfølgelig," smilede jeg og ventede på hans spørgsmål. "Når du kigger på mig, og er sammen med mig, behandler du mig så som en kendt, eller hvordan ser du på mig? Er jeg en forkælet og snobbet kendt sanger i dine øjne?" Han stoppede op, og jeg satte mig forbavset op. Dét spørgsmål havde jeg ikke lige set komme. "Om jeg hvad! Behandler og ser dig som en snobbet og forkælet kendt! No way... Det gør jeg ikke Justin! Når jeg kigger på dig, så ser jeg en dreng! En dreng med et par smukke øjne, et sødt smil og en dejlig personlighed. Jeg vidste ikke engang, at du var kendt da jeg mødte dig for første gang, så hvorfor skulle jeg så have en anden mening om dig nu?" Jeg sendte ham et lille smil, mens jeg remsede en helt prædiken op. "Jeg ved ikke.. Nogen vil kun være sammen med mig, fordi jeg er kendt, fordi jeg har en del penge, og fordi jeg får ufatteligt meget opmærksomhed. Og jeg vidste ikke om du også var sådan. Jeg havde godt nok ikke regnet med, at du ville være sådan, da du er anderledes! Du er virkelig ikke som de andre piger. Du er anderledes og unik på din helt egen måde. Unik på en dejlig måde," indrømmede han og jeg krammede ham hurtigt. Han var virkelig sød! Bare alle de søde ord, som han sagde om mig. De ord som han sagde til mig. "Tak Justin.. Det er du nu også. Du er virkelig også unik, og du må på ingen måde tro, at jeg kun gider være din ven, gode ven, for den sags skyld, bare fordi du er kendt!" Jeg skar hurtigt en underlig mine ved ordet "venner!" Venner var hvad Justin og jeg var - ja! Men jeg håbede på det der var et skridt bedre - Jeg håbede på, at det ville gå den vej. At det på et tidspunkt ville gå i den retning. "Ja venner!
Det er hvad vi er.. Bedste venner, vil jeg nu sige," sagde han charmerende og sendte mig et varmt og dejligt smil. "Bedste venner, ja," sukkede jeg og kiggede ned. ”Hey shawty.. Ikke så trist. Hvad er der galt?” Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hans ”ord” igen blev sagt. ”Ikke noget mere,” smilede jeg stort og han tog stille min hånd. Jeg flettede hurtigt mine fingre ind i hans. ”Jeg har faktisk noget jeg skal fortælle dig.. Noget, som er knapt så godt..” Igen stoppede han i hans sætning, og jeg kunne stille mærke en stor klump, som samlede sig nede i halsen på mig. Knapt så godt, havde han sagt! Hvad kunne være så dårligt, at det kunne ødelægge denne her fabelagtige dag? Han sagde ikke noget i et godt stykke tid, men stirrede bare ud i luften. ”Victoria… Jeg kan ikke være sammen med dig mere,” indrømmede han så til sidst.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...