Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1729Visninger
AA

8. 8. december

”Vi skal af sted nu”, sagde Grace med sin skurrende stemme. Jeg svarede ikke, og tavsheden voksede for efterhånden at blive til en mur mellem os.
Da vi kom frem, efterlod jeg Grace ved kirkens dør, hvor hun satte sig på knæ og begyndte at bede. I stedet gik jeg indenfor og satte mig på den forreste kirkebænk. De hvide kister var lukkede, tre kister, de to større end den tredje, og en enkelt rød rose var placeret ovenpå hvert låg. Jeg lænede mig tilbage. Folk var begyndt at strømme ind, folk fra nær og fjern. Nogle genkendte jeg, nogle gjorde jeg ikke. Jeg fik øje på min mormor, Sofia, som stod med tårerne løbende ned af sine kinder ved alteret. Hun var den eneste familie, jeg havde tilbage udover min tante, og alternativet havde været enten at bo ved hende eller min tante. Grace var yngre, og derfor havde kommunen, eller hvem der nu havde afgjort det, valgt hende. Efter et stykke tid kom Grace ind og satte sig ved min side. Min mormor satte sig også ind ved siden af Grace, og de nikkede kort til hinanden. De foldede begge to hænderne, da præsten begyndte, mens jeg lod mine være i fred.
”Vi samlet her i dag for at ære og minde disse tre fantastiske mennesker”. Præsten var en bekendt af min far, og det var ham derfor umuligt at holde stemmen helt i ro. Jeg lagde mærke til, at den rystede en smule. Egentlig havde jeg ikke lyst til at komme i dag. Der fandtes ikke ord, som kunne rumme min sorg, men Grace havde anset det for upassende, hvis jeg blev hjemme. Så jeg var taget med. ”De blev taget fra os i en alt for tidlig alder, og det er nu op til os at leve videre uden vore kære. Det kan være svært at forstå, at de nu ikke skal leve videre sammen med os mere, at de ikke skal dele vore sorger og glæder”. Jeg hørte ikke længere, men drejede bare hovedet tilbage og stirrede udover folkemængden, som var mødt op for at sørge over min familie. Alle var klædt i sort, nogle med sorte hatte, andre med sorte slør, men altid sort. Jeg lod mit blik feje henover de triste ansigter, og tog mig i ikke at forstå selve sorgen. Jeg følte ingenting, hverken sorg eller glæde. Jeg var som et tomt bæger. Eller også var jeg så fuld af sorg, at jeg ingenting mærkede. Måske ville jeg aldrig kunne føle noget igen? Jeg lukkede øjnene et par sekunder, før jeg mærkede Graces lette tryk på min skulder.
”Og nu, må I komme op at sige farvel”. Præstens dybe stemme rungede i kirken, allerede efter han var færdig, men ingen rørte sig. Alle ventede respektfuldt på, at vi som de første, som familien, skulle gå derop. Jeg sad yderst, og rejste mig langsomt, hvorefter jeg efterfulgt af Grace og Sofia gik op mod kisterne. Der lå en cirkel af blomster, alle slags, roser, valmuer, tulipaner, og i alle slags farver, blå, røde, orange, gule, men også grønne. Jeg trådte over den og stirrede så på de tre kister, som stod foran mig. Jeg følte ingenting, ingen sorg. Jeg havde allerede sagt farvel til dem, og mit hoved var tomt. Alligevel rømmede jeg mig, og vendte mig mod forsamlingen.
”Jeg har altid elsket mine forældre, og det gør jeg stadig. Min lillesøster, Annie, har altid været så fuld af liv og spilopper, at det er mig umuligt virkelig at forstå, at de alle sammen er væk nu. Og at de aldrig vil komme tilbage. Jeg bærer ikke sort, som I kan se. Denne kjole er min mors, var, og hun havde den på den allerførste gang de mødtes, min mor og far. Mange af jer har kendt dem, og ved, at de var gode og venlige mennesker. Derfor forstår vi ikke, at de er blevet taget fra os, men sådan er det, og sådan må det være. Sådan har Gud bestemt, at det skal være. Vi må tro på, at Gud havde en speciel mening med dem. Sorgen skal ikke gemmes væk, den skal leves, den vil aldrig helt forsvinde, den ville ikke blive mindre med tiden, men vi vil lære at leve med den”.
Flere sad med tårer i øjnene, da jeg talte til dem, og da jeg vendte mig om for at tale direkte til kisterne, lød der flere udbrud.
”Jeg elsker jer, men jeg tror og ved, at Gud vil passe på jer for mig, indtil vi mødes igen!”.
Da jeg sagde det, var det som om noget flød ud af mig. Alt flød sammen til en stor kraft, som bruste i mit bryst. Min stemme var rolig og kraftfuld, da jeg igen vendte mig mod forsamlingen, og pludselig fik øje på mange mennesker, jeg kendte.
”Jeg vil på mine forældres og min søsters vegne sige tak for at dukke op i dag, for at sørge, men jeg ved, og det ved I også, hvis I kendte dem, at det de ville ønske mest, hvis de var her nu, var, at vi kom videre med vores liv. Så det har jeg tænkt mig at gøre!”.
Flere nikkede genkendende. Jeg fik øje på December som sad længere nede på en række med sin tvillingesøster, Madeleine. Når Madeleine sad stille, som hun gjorde nu, var det umuligt at se, at hun var spastisk handicappet, men ligeså snart hun bevægede sig, lagde man mærke til de kluntede og klodsede bevægelser. Ved siden af de to sad Bruce og Lucy – deres forældre. Lucys blege ansigt udtrykte både sorg og forvirring, og hendes isblå øjne var rettet mod kisterne bag mig. Hun var gode veninder med min mor, bedste veninder, just ligesom December og jeg. Jeg lod mit blik søge længere ned og fik øje på Callum og hans storebror, Robbert, som også sad med deres forældre, Larry og Alvera. Lewis sad allerbagerst, helt alene, på en bænk og havde blikket rettet direkte mod mig. Han så væk, da vores blikke mødtes. Udover mine nærmeste venner, så jeg også en masse klassekammerater, nogle kolleger, og ja endda vores postbud var mødt op for at ære deres minde.
Da jeg vendte blikket mod Grace og Sofia igen, var de netop holdt op med at tale, og det gik op for mig, at jeg ikke havde hørt det. Folk rejste sig og gik op for at sige farvel. Mange kom hen til mig, som jeg stod der rank og stærk, og sagde nogle hurtige ord, ”du er en stærk pige”, ”dine forældre ville have været stolte”, ”det gør mig ondt”. Jeg nikkede og smilede når der var behov, men ellers forholdt jeg mit ansigt i ro.
Da alle havde sagt farvel, kom nogle kirkehjælpere, som skulle bære kisterne ud til gravene. Jeg gik ikke med ud, da de blev begravet. Jeg havde hørt nok, og at sige farvel tredje gang, ville jeg ikke kunne holde til. Derfor stod jeg bare ved Graces bil og ventede.
Hun kom tilbage efter ti minutter, og vi kørte i tavshed tilbage til hendes hus. Der var stadig en tyk sorg, som dannede en mur mellem os, men denne gang var det en ren sorg, en fredfyldt sorg. Vi havde sagt farvel, og kunne nu sørge i fred.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...