Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1774Visninger
AA

7. 7. december

Jeg steg ud af bilen. Mit ansigt var vist ret bekymret, for Grace lagde sin tunge, ru hånd på min skulder. ”Det skal nok gå”, sagde hun kort og låste bildøren med et lille bip. ”Lad os så få noget at spise, maden er lavet, det skal bare tages frem”, tilføjede hun og gik hen mod døren, og indenfor.
Jeg trak på skuldrene og tog så et skridt ned ad fliserne mod huset efter. De var grå og aflange, og der voksede små ukrudtsplanter i de små huller. Min tante var jo ved at blive gammel og havde ikke kræfterne til det, som hun havde engang. Jeg lod minderne om det gamle hus sive gennem mit sind i ét stort kaos, men forsøgte så at fastholdte et bestemt.
Jeg var ude i den solbeskinnede have. Dengang var jeg vidst omkring tre. Min søster var endnu ikke født. Jeg var derude fordi vores forældre var nede hos moster Alice. Hun lå på hospitalet, og døde kort efter. Kræft. Min tante kom ud med nogle småkager og kaldte skarpt på mig, som var på vej ud i de store krat i den smukke have, der omkransede huset som en sø.
* * *
”Tak for mad, tante Grace”, sagde jeg og rejste mig med et sæt, så stolen skrabede mod gulvet. Jeg bar tallerkenen over til vasken, og satte den på bordet.
”Kan du ikke lige vaske den op?”, spurgte hun dæmpet, men det var mere en ordre. Jeg nikkede og tændte for den varme stråle. Det begyndte at dampe, men jeg skubbede vinduet op så der kom frisk vind ind.
Efter al opvasken, pegede min tante på trappen, og smilede stramt. ”Jeg er ked af det, Emmy, men min gamle krop magter ikke at gå ovenpå. Du skal bo i værelset til højre på første hånd, den første dør. Du kender det, gør du ikke?”.
* * *
Jeg foretog mig intet. Jeg drev bare omkring i huset, og så mig omkring, mens Grace gik rundt nedenunder. Jeg havde alligevel fulgt hendes råd om at blive hjemme fra skole. Hun var kun en skygge af den person, jeg syntes at huske, fra da jeg var barn. Og det samme var huset. Hun var så sandelig blevet venligere med tiden. Dengang havde hun været en skrap tante, som altid irettesatte en, og som altid var klar med en hurtig, skarp bemærkning. Hendes kastanjebrune hår havde siddet som en glorie omkring hendes faste, urokkelige ansigt, og de små, sorte øjne havde altid været misbilligende, når de uheldigvis landede på en. Nu var hun bare en gammel, venlig dame. Hendes hår var ikke længere stort og iltert, men sad derimod tæt indtil hovedet. Ja, det var næsten så kort, at man kunne kalde det karseklippet. Og nu var det med tiden blevet askegråt. Huset havde dengang passet til hendes person, men ligesom hende, var det også falmet med tiden. Grace havde tit rygsmerter, og hun klarede ikke at gå op ad trappen, og hun nægtede støt at modtage hjælp fra offentligheden. Hun havde altid været en stolt kvinde. Så derfor var den øverste del af huset henlagt i mørke, og støvet lå som et tykt lag på enhver vandret overflade. Jeg skar ansigt af væmmelse, da jeg kom derop første gang, men der var alligevel noget næsten magisk over det. Det var som at træde ind i en anden tidslomme. Huset havde allerede dengang været møbleret til den gammeldags stil, for da min tante overtog huset fra min farfar, ændrede hun ikke på noget. Derfor var huset et gammel levn fra fortiden. Møbleringen var nok det, man ville have kaldt moderne under anden verdenskrig, og støvet, der lå på alle værelserne, gjorde bare forestillingen om min farmor og farmor, som havde levet i huset dengang, mere levende. Jeg nød at gå rundt og se mig omkring. Støvet hang også i luften, det var en sød duft, som jeg ofte kom til at nyse af, men jeg nænnede ikke at fjerne det.
Dagene gik. Det blev mandag. Tirsdag, og så til sidst kom onsdag. Jeg følte mig underlig let og sorgløs, allerede da jeg vågnede. Min tante derimod havde mørke rander under øjnene, og var unaturligt bleg. Blegere end hendes sædvanlige bleghed. Vi vekslede ikke et ord under morgenmaden, som også mest stod til pynt på bordet. Grace var iført en enkel, sort trøje, sorte stofbukser, og sorte sko. Hun havde bundet et sort slør omkring hovedet, og udtrykket i hendes blik passede også til resten af hende. Knugende sorg. Jeg selv havde taget min mors satingrønne kjole på for at mindes hende. Jeg var ligeglad med, hvad folk ville tænke. Min tante havde også sendt mig et par misbilligende blikke, men havde beholdt sin lige streg af en mund at være. Derudover havde jeg en lille sort jakke på, som jeg dog ikke knappede. Mit hår lod jeg bare hænge løst.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...