Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1730Visninger
AA

6. 6. december

”Emmy”, sagde min tante skarpt, og smilede, hvilket ikke klædte hende. Det så ud som om hendes stramme ansigt flækkede over.
Jeg kunne ikke fordrage, at hun kaldte mig mit mellemnavn, men det havde hun altid gjort..
”Hej tante”, hviskede jeg, og kiggede ned på min kuffert med mine ting. Jeg skulle bo hos hende nu, men jeg havde allernådigst fået lov til at medbringe nogle småting. Jeg sank en klump, og stirrede tomt ud i luften, før hun tog fat i mig og ruskede mig.
”Gå ind og pak dine sidste ting”, bjæffede hun hårdt og drejede omkring for at sætte min kuffert ind i sin røde polo.
Jeg nikkede, og løsnede hurtigt elastikken jeg havde bundet omkring mit håndled, som jeg bandt mit hår op i en hestehale med.
Da jeg kom indenfor, ind i vores velkendte gang, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. De svømmede bare langsomt over og fik verden til at blive sløret. Jeg støttede mig til væggen og hamrede så knytnæven ind i den.
”Hvorfor?”, hviskede jeg ulykkeligt.
Min tante kom styrtende, og et kort øjeblik blev hendes ansigt fuldt af medlidenhed og blidhed, hvorefter det blev afløst af den sædvanlige stramme maske.
”Har du alt med?”, spurgte hun dæmpet og kastede et hurtigt blik rundt. Huset skulle sælges, med indhold og det hele, så det var begrænset, hvad jeg måtte få med. Jeg havde dog været hurtig til at pakke et par familiebilleder, noget af min søsters legetøj, min mors satingrønne festkjole og min fars velkendte slips, han altid gik. Jeg gemte ansigtet i hænderne, da det gik op for mig, at han aldrig ville styrte stresset omkring med slipset bundet halvfærdigt omkring halsen.
Min tante drejede om på hælen og gik uden et ord ud ad døren og fortsatte ned ad den lille skråning. Jeg bed mig selv i læben for at holde tårerne tilbage – så hårdt, at den begyndte at bløde.
”Emmy”, råbte hun, og jeg traskede langsomt ud til hende.
Lige før vi kørte, sprang jeg ud, og styrtede hen til døren. Jeg satte mig på hug foran vores hoveddør og begyndte med rystende stemme at bede dæmpet:
”Fadervor… du som er i himlene. Hellige blive dit navn og komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse, men fri os fra de onde, thi dit er riget… og magten… og æren i al evighed. Amen!” Jeg bøjede hovedet og undertrykkede et hæst hulk, hvorefter jeg forsatte:
”Kære Gud.
Du må passe godt på min lille søster deroppe. Hils Annie og fortæl hende, at jeg elsker hende. Sig til hende, at jeg har taget hendes barbiedukke med, som hun elsker, og at jeg nok skal passe på den. Fortæl min mor, at jeg elsker hende, og at jeg aldrig vil glemme hende. Og sig til min far, at”. Tårerne begyndte at løbe ned ad mine kinder. ”Sig til min far, at han skal huske at binde slipset ordentligt. Nu vil jeg… nu vil jeg jo ikke være der til at hjælpe ham mere. Og sig, at jeg elsker ham. Jeg elsker dem alle sammen, og jeg vil aldrig glemme dem. Pas på dem, Gud. Gør mig den tjeneste. Indtil jeg kommer op til dem”.
Jeg blev liggende og lod tårerne få frit løb. Ret sarkastisk egentligt, hvis jeg havde været mit gamle jeg. Men det var jeg ikke. Og det ville jeg heller aldrig blive igen. Jeg var forandret.
”Scarlett”, kaldte min tante blidt, og jeg lagde mærke til, at hun brugte mit fornavn. Jeg rejste mig og børstede støvet af mine jeans. ”Jeg kommer”, sagde jeg lavt, og kastede et sidste blik på mit elskede hus, før jeg begyndte at gå hen mod hende.
Min tante boede godt et kvarter fra os. Det havde hun altid gjort, og det ville hun altid gøre. Da vi var mindre, passede hun tit min søster og jeg, når mine forældre skulle i byen. Så kom vi over til hendes storslåede hus, med udsigt over hele London. Okay, dengang vi var små, havde vi syntes, der var udsigt udover hele London, men nu kunne jeg godt se, at det var overdrevet. Flot var det nu alligevel, selvom jeg ikke havde besøgt hende så tit på det seneste.
”Emm – jeg mener Scarlett”, sagde min tante, og jeg kunne se, at hun gjorde sig umage, så jeg trak svagt på smilebåndet. ”Bisættelsen er på onsdag!”. Hun sank en klump, og jeg vidste, at hun også savnede dem, men det ville jeg aldrig kunne tale med hende om. Min tante var bestemt ikke en dame af ord. ”Yd først, og nyd derefter”, var hendes motto. Hendes ansigt var langt og smalt, og bar præg af mange års hårdt arbejde. Hun var en del ældre end min far – han var vist en lille efternøler. Hun var ligesom min far meget bleg og bar stålindfattede briller. Hendes øjne var små og sorte, og hendes næse, lang og spids. Hun var omkring de femoghalvtreds.
”Hvis du gerne vil holde lidt fri fra skolen, er det i orden”, mumlede hun derefter og kiggede ligefrem. Man skulle passe på om søndagen i Londons gader. Folk var hensynsløse og kørte som vanvittige. Jeg skuttede mig, og trak på skuldrene.
”Tak tante Grace, men jeg tror, det vil være bedre for mig at komme i skole”.
Hun nikkede eftertænksomt og bekendtgjorde så med et lille blink, at vi nu skulle køre til højre og derefter fortsætte ned ad Avenue Street, indtil vi kom til hendes hus.
Det var ikke nogen omvej for mig at komme i skole nu, i forhold til før. Faktisk var skolen faktisk tættere på mig nu, men December var længere væk. Jeg havde ikke snakket med hende siden fredag, hvor hun ringede til min tante, som kom og hentede mig. Jeg havde faktisk ikke snakket med nogen endnu fra festen.
Min tante svingede til højre, og susede ned ad gaden. Nu var vi snart fremme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...