Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1728Visninger
AA

5. 5. december

”Scarlett?”.
Jeg lå helt stille, og bevægede ikke en muskel.
”Scarlett?”.
Stemmen var insisterende. Kendte jeg den? Nysgerrigheden trængte sig på, men jeg holdt stædigt øjnene lukkede.
”Scarlett!”.
Jeg sukkede dæmpet og slog øjnene op. Det var mørkt omkring mig, men alligevel så jeg skikkelsen, som sad på knæ ved min side, tydeligt.
”Hvad er der?”, mumlede jeg uhørligt. Min stemme var hæs og indelukket, fordi jeg ikke havde brugt den i lang tid.
Callum aede mig på armen og trak mig op at stå. ”Hvad er der sket? Du kom aldrig ind. Jeg blev bekymret!”. Hans isblå øjne glitrede uroligt.
Jeg trak svagt på smilebåndet og fik mig så kæmpet op at stå. Han må have lagt mærke til mit sammenkrøllede ansigt, for han tog min hånd og trak mig op.
”Er du ikke sur?”, hviskede jeg og undgik omhyggeligt hans dystre blik. Alligevel anede jeg ud af øjenkrogen, at han rystede på hovedet.
”Scar, du er min bedste ven…”.
Lettelsen strømmede gennem mig, da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at prøve at kysse mig eller noget. Jeg smilede. Nu et ægte smil.
”Men, hvad er klokken?”, spurgte jeg forvirret. Han nikkede mod huset, hvor alt stadig var i fuld gang. ”Den er sådan cirka ti!”..
Jeg regnede hurtigt ud. ”Jamen, så har jeg ligget her i…” – ”Næsten to timer”, afsluttede han og nikkede. ”Men har du det fint nok?”, tilføjede han med et bekymret blik på mine frosne overarme, som var blå af kulde. Jeg nikkede og begyndte at gå tilbage mod huset.
”Jeg må finde December!”.
Han trak på skuldrene. ”Hvorfor?”.
”Jeg kyssede med Lewi” – jeg afbrød mig selv og kunne have bidt tungen af mig, mens jeg skævede til ham.
”Uff”. Han rynkede panden. ”Så må du hellere finde hende og sige..”, hans stemme stilnede langsomt af.
Han så ikke på mig, men stirrede på et punkt bag mig. Jeg hævede øjenbrynet og tog et baglæns skridt op på de gråbrune fliser, som førte op til hoveddøren.
”Scarlett?”. Decembers stemme skar sig gennem luften som et piskesmæld. Jeg sank en klump og kørte hurtigt hånden gennem mit sorte hår.
Callum forsvandt hurtigt med et par mumlende ord og efterlod os så alene. Jeg kunne have myrdet den kujon.
”December, jeg er virkelig ked af det”, sagde jeg og holdt nøje øje med hendes ansigtsudtryk. ”Han kyssede mig først, og der skubbede jeg ham væk, men så gjorde han det igen, og jeg lod ham bare gøre det. Jeg magtede ikke at sige imod”, tilføjede jeg hurtigt, da hun åbnede munden. ”Undskyld, undskyld! Jeg har også fortalt ham, at jeg ikke føler noget for ham, og han er sur på mig nu, og, og”. Jeg holdt en pause for at trække vejret, som jeg havde holdt mens jeg snakkede. Hun nikkede og så væk, mens hun langsomt brød ud i gråd. Jeg trådte hen til hende, og så fuld af blandede følelser på hendes smukke alfeansigt. Hun havde en lille, perfekt rundet næse, store blå øjne og en sød, lille mund, med perfekte hvide tænder, man så, når hun smilede. Hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde nu.
”Det er okay, det er okay”, hviskede hun og gav mig et hårdt kram. ”Der er en i telefonen. Han vil snakke med dig. Åh, det lød så alvorligt. Det var vist noget med dine forældre. Scarlett, du må hellere skynde dig ind!”.
Jeg lagde hovedet lidt på skrå, mens tusinde tanker invaderede mit sind. Jeg lod dem få adgang, mens jeg skyndte mig indenfor.
Der var fuldstændig stille indenfor, da jeg kom hen til telefonen. Alle stirrede på den, og løftede så blikket til mig. Jeg sank en klump og tog forsigtigt røret.
”Hallo?”. Min stemme rystede, men jeg fortsatte uanfægtet. ”Det er Scarlett Willumsen”.
”Hej Scarlett”, sagde en dyb mandestemme – en smule sørgmodig i det. Jeg lod blikket glide ud blandt ansigterne i stuen, og mødte Lewis’ blik. Han så ikke væk, men stirrede bare medfølende på mig. Vidste de noget, jeg ikke gjorde? Vidste December det? Havde hun fortalt dem det? Hvad helvede skete der? Det gik op for mig, at manden havde stillet mig et spørgsmål, jeg ikke havde hørt.
”Undskyld, vil De gentage det?”, spurgte jeg dæmpet og vendte ryggen til de andre, mens jeg stirrede ud af vinduet.
Et kort smæk med døren afslørede Decembers tilstedeværelse, men jeg så ikke tilbage.
”Du er Adelie og George Willumsens datter, ikke sandt?”.
”Jo!”.
”Ved du, hvor de skulle hen til aften?”, spurgte han lavmælt, og jeg kunne høre, at han satte sig i en knirkende stol.
”De skulle i biografen sammen med min søster”, svarede jeg per automatik og lukkede øjnene. ”Hvad er der sket? De skal ikke prøve at gøre det nænsomt. Jeg vil vide præcis, hvad der er sket”.
”Som du ønsker”. Han trak vejret dybt, hvorefter der opstod en kort tavshed. ”Der var glat på vejen, og dine forældres bil skred i et sving, hvor de gled over i den anden modsatte kørebane. En modkørende lastbil hamrede ind i dem, før nogen havde mulighed for at gøre noget. De døde uden smerter, hvis det kan trøste dig”.
Jeg kunne mærke, hvordan tågen langsomt indtog mit sind, og hvordan alt pludselig svimlede omkring mig. Jeg sank en klump, som langsomt voksede sig større i min hals.
”Så det De siger, er altså, at…”. Jeg måtte tage mig samme så min stemme ikke rystede. ”At mine forældre og min søster er… døde?”.
Han svarede, men jeg hørte ingenting. Smerten overtog mit sind. Jeg nægtede at tro på det, selvom noget fornuftigt i mig – som tit opstår i krisesituationer – sagde, at det var rigtigt. I takt med, at sneen udenfor steg, begyndte tårerne at stige op i mine øjne, hvorefter de flød udover skrænten og fortsatte ned i intet.
”Du skal bo hos din tante”, sagde han, men jeg hørte ingenting. En kimende lyd begyndte at ringe for mine ører. Langsomt faldt røret ud af mine hænder, og jeg udstødte en sær hulkende lyd.
Jeg mærkede Decembers arme omkring mig, men alt flød langsomt ud i et. Jeg var alene.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...