Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1727Visninger
AA

4. 4. december

Han kyssede mig grådigt, og jeg stod stiv som en pind. Langt om længe trak han sig væk og betragtede mig med sine grå øjne. Han smilede stort.
”Er du færdig?”, spurgte jeg iskoldt, og hans smil stivnede. Min stemme var skarp, og skar sig nådesløst gennem luften.
”Scarlett…”, begyndte han, men jeg afbrød han resolut og kneb øjnene sammen til smalle sprækker. ”Det der gør du aldrig mere!”. Min stemme dirrede af vrede.
Jeg holdt hænderne stift ned langs siden og knyttede langsomt næverne. Så vendte jeg om, og stirrede på ham. Jeg var så rasende, at mine tænder begyndte at klapre i munden af mig.
”Fryser du?”, hans stemme var fløjlsblød og han trådte hen til mig. ”Skal jeg varme d…”, jeg ventede ikke på hans svar, men svang bare min hårdt knyttede næve ind i hans kind. Der lød et hult dunk, hvorefter hans øjne udstrålede forvirring. Så trådte han et skridt tilbage. Jeg kunne ikke fatte, at jeg lige havde.. havde slået ham. Langsomt steg tårerne op i mine øjne, men de var nu ikke af vrede. Nærmere af sørgmodighed. Lewis lagde armene over kors og betragtede mig dystert, hvorefter han trådte hen til mig.
”Du rører mig ikke!”, hulkede jeg, men vreden var pist væk, og det kunne han også mærke. Han svang armene omkring mig og trak mig ind til sin brystkasse, mens han aede mig på ryggen.
Jeg lod tårerne få frit løb, og lagde med stor selvtilfredshed mærke til, hvordan de gennemblødte hans trøje.
”Nu.. gør jeg din trøje våd”, mumlede jeg grådkvalt og trak mig lidt væk. Han så på mig med et skævt smil og rakte ud efter mig.
”Jeg er ligeglad, Scarlett, jeg vil have dig.. Det har jeg altid villet..” Hans lysegrå øjne var blide, da de langsomt rettedes mod mig. Jeg tilbageholdt et gisp, der langsomt voksede i munden af mig og kneb munden sammen til en lige streg. Pludselig dalede en et dunet snefnug ned fra himlen, hastigt efterfulgt af andre. Sneen lagde sig som en lun jakke på mine bare arme, og han trak mig ind til sig igen. Jeg hvilede hovedet mod hans bryst, men jeg så ned i jorden, men langsomt, uendeligt blidt, lod han sin pegefinger løfte min hage, og kyssede mig.
Jeg magtede ikke at gøre modstand, selvom jeg vidste, at det var forkert. Jeg orkede det ikke… Selvom jeg vidste, at jeg ikke følte andet for ham, end venskab. Og desuden vidste jeg, at December godt kunne lide ham. Jeg trak mig alligevel ikke væk. Jeg lod ham bare slikke mine læber, min hals, mine kindben. Lod ham begrave sit ansigt i min kjoleudskæring og smilede bleg til ham, da han smilede stort. Jeg havde det elendigt.
Hans øjne strålede, hans mørkebrune hår blafrede i den svage vind og hans mund søgte igen efter min. Men den her gang trak jeg mig væk.
”Lewis”, begyndte jeg, men han afbrød mig med et blidt kys, og sagde så de skæbnesvangre ord, jeg frygtede.
”Jeg ved det… Jeg elsker også dig!”.
”Lewis… Nej, lad mig snakke”, tilføjede jeg hurtigt, da han skulle til at åbne munden. ”Jeg.. Jeg..”. Han så spørgende på mig.
Jeg sank en klump og prøvede at tvinge ordene ud af min mund, men jeg kunne ikke. Jeg kunne bare ikke. ”Jeg – ikke noget”, mumlede jeg lavt. Der gik et par sekunder, før han igen begyndte at kysse mig, og mens han gjorde det, kiggede jeg op mod huset. I det værelse, jeg før havde stået i, stod December. Hun så på os, på mig, med et uendeligt såret blik i de blå øjne, som jeg alligevel kunne se herfra. Jeg spærrede øjnene op og skubbede Lewis væk.
”Nej”, hviskede jeg halvkvalt og kastede et hurtigt blik på Lewis, som havde hævet det ene øjenbryn. Da jeg så tilbage mod vinduet, var hun væk.
Jeg fik det pludselig dårligt og snappede efter vejret. Da Lewis rakte ud efter mig, snerrede jeg hårdt af ham. ”Hold dig væk”, sagde jeg. ”Jeg nærer ingen følelser for dig, men du gav mig intet valg. Nej. NEJ!”. Jeg skreg det sidste, og så gik det op for mig, hvad jeg havde sagt. Han så uberørt ud, men et hurtigt såret glimt kom til syne i hans blik, hvorefter det forsvandt. Jeg sank sammen på jorden.
”Lewis, undskyld…”. Jeg holdt mit blik på jorden og forventede halvt om halvt, at han ville tage mig i sine arme, men da jeg kiggede op, var han på vej væk. På vej tilbage til huset. Jeg sank en klump og langsomt blev mit syn sløret i kanterne. Ufrivilligt begyndte jeg at hulke – først dæmpet, men så højere og højere. Jeg havde ødelagt alt. Jeg så dem for mig – først Callum, så December og nu Lewis. Jeg havde såret hver og en af dem, udelukkende fordi jeg var tåbelig.
Jeg borede hovedet ned i den kolde sne, og sukkede dæmpet. Jeg ville bare liige slappe af et par minutter. Jeg orkede ikke at rejse mig, og desuden kunne jeg ikke gå ind nu. Jeg lukkede øjnene og lod kulden snige sig frem fra mørket.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...