Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1757Visninger
AA

2. 2. december

”Hej”, udbrød December. Hun gav mig et knus og trak min jakke af mig i én bevægelse. Jeg blev tit misundelig på hendes yndefuldhed, noget, hun aldrig selv lagde mærke til. I hvert fald kommenterede hun det aldrig. Jeg så mig omkring i den velkendte entre, og smilede svagt, da jeg lagde mærke til, at hendes mor havde hængt julepynten op, og hun fulgte mit blik, før hun også smilede. Hendes mor havde nemlig en mærkelig smag – og særpræget. Især, når det gjaldt julepynt. For det var ikke de sædvanlige nisser og julehjerter, der stod nok så nydeligt rundt omkring. Det var trolde. Første gang jeg havde set det, var jeg blevet forundret, og havde syntes det var mærkeligt, men nu var jeg bare vant til det. Jeg fnisede og pegede på en trold, som stod i en underlig stilling på skohylden. Den var så hæslig, at jeg fik et latteranfald. I det samme blev døren skubbet og kulden væltede øjeblikkeligt ind. Det sneede ikke endnu, men det kunne det hurtigt komme til, i hvert fald hvis man betragtede den skydækkede himmel. Jeg kneb øjnene sammen og identificerede så de to personer som Lewis og Callum. Tavsheden var tung mellem dem, og ingen sagde noget i et par minutter, før en eller anden fik øje på gåsehuden på mine arme og smækkede døren i. Begge drenge trådte hen mod mig for at varme mig, men jeg ignorerede Lewis og gav Callum et kram. December så bekymret på os, som om hun var klar over det trekantsdrama, som ikke engang jeg vidste, der fandt sted. Så gik Lewis ind i stuen med et fornærmet udtryk i de grå øjne. Normalt plejede jeg at grine, når han gjorde sådan, for han så virkelig nuttet ud, men ikke nu. Callums spinkle, men faste greb om mig, fik mig kaldt tilbage til virkeligheden. Han holdt omkring mig lige et sekund længere end nødvendigt, før han gav slip og så på mig med et stort smil på læben. Jeg rodede op i hans kulsorte hår – selvom han var en del højere end mig, kunne jeg godt nå – og gengældte blegt hans smil.
”Hey Cal”, sagde December og fik også et knus, hvorefter hun så på mig med et tænksomt udtryk i sine blå øjne. Jeg tog afværgende hænderne op foran mig, og hun smilede svagt, selvom det ikke nåede hendes øjne. Så gik hun forbi os og ind i stuen. Jeg vendte igen blikket mod Callum og åbnede munden, men før jeg kunne nå at sige noget, lagde han sin lange, slanke finger – som kom af, at han spillede klaver – på min læbe, og tyssede på mig. Han tog en dyb indånding og bøjede så sit blege ansigt ned mod mig. Jeg spærrede chokeret øjnene op, men mit blik var limet til hans isblå øjne, som hastigt nærmede sig mine.
Da han var få centimeter fra mit øre standsede han og grinede lavt, men med en alvorlig klang, ind i mit øre.
”Jeg hypnotiserer dig, Scarlett Emmy Willumsen! Du er nu i min magt, og skal gøre alt hvad jeg siger”. Jeg lo nervøst, og han smilede bredt, men jeg fik alligevel fornemmelsen af, at der var en skjult mening i ordene. Før der kunne nå at ske andet, skubbede jeg døren til stuen op og gik ind, og han fulgte hastigt efter. Jeg tog en dyb indånding og besluttede så, at jeg ikke ville tænke mere på det, hvorefter jeg stædigt skubbede det bagerst i bevidstheden. Noget jeg ofte gjorde. Jeg gik hen til drikkevarerne og snuppede hurtigt en cola. Den bruste over, da jeg åbnede den, og jeg styrtede ud mod køkkenet med colaspor efter mig.
Der var ingen derude efter første øjekast, men da jeg tændte lyset, fik jeg øje på Carmen. Jeg spærrede overrasket øjnene op, og hun hævede hovedet med et ryk, da køkkenet blev oplyst af det skinnende hvide lys. Hendes gråblå øjne søgte frygtsomt hen mod døråbningen, og lettelsen var tydelig, da hun fik øje på mig.
”Carmen!”, udbrød jeg chokeret. Jeg flyttede vægten fra min krop til det andet ben og satte mundlam hånden på min hofte. ”Hvad sker de..”. Mens jeg snakkede, lod jeg mit blik køre ned ad hendes krop, og afbrød mig selv med et gisp. Midt på gulvet foran hende lå en pøl af noget væske, jeg ikke rigtigt kunne angive en farve på. Jeg antog, det var blød. Jeg snappede efter vejret og fangede hurtigt hendes blik. Hun betragtede mig roligt, næsten for roligt, og hev så efter vejret, før hun dejsede omkuld. Et kort øjeblik stod tiden stille, så åbnede jeg munden og udstødte et lydløst skrig, før jeg kantede mig forbi det mørke egetræsbord, hen over det hvid og sort-ternede gulv og hen til hende. Det var bare så typisk, at det skulle ske for mig. Og så Carmen. Jeg nåede hen til hende og satte mig på hug foran hende. Hun lå helt stille.. Ja, hun så næsten fredfyldt ud. Jeg blev grebet af bange anelser og betragtede lamslået hendes ansigt. Øjnene sad lidt for langt fra hinanden, næsen var alt for stor, og munden var for bred. Og lige netop det, gjorde, at ansigtet var for uharmonisk til at være smukt. Ja endda for uharmonisk til at være kønt. Men hun var sød, det var hun.. og klog! Først et par sekunder senere, gik det op for mig, hvor irrelevant det var. Jeg så ned på pølen, og kunne nu fastslå, at det hverken var rødt eller blod. Derimod havde det en sær gullig farve. Jeg sukkede opgivende, da det gik op for mig, at hun bare havde kastet op.. Og derved kunne jeg udligne, at hun nok bare var faldet om i fuldskab. Jeg stønnede, da jeg satte foden ned i brækket, og en sær boblende lyd blev kastet frem og tilbage i det tomme køkken, hvorefter jeg tog et fast tag på hendes arm og løftede hende op at stå. Hun mumlede noget, som jeg ikke helt opfangede, men for at være ærlig, også var ligeglad med.
”Carmen, kom.. Du skal op og ligge i en seng”, stønnede jeg anstrengt og skubbede døren til gangen op. Der var både en vej ud til den fra køkkenet og stuen, men det var næsten synd for hende at bære hende gennem stuen. Desuden var den her vej kortere, så det var sikkert kun af egoisme jeg gjorde det. Jeg måtte også have skyllet fødderne. Stanken nåede nu mine næsebor og krøb, selvom den var uvelkommen, uanfægtet derop i. Jeg skar ansigt og lukkede døren til køkkenet. En anden måtte tørre brækket op!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...