Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del. Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-: Det er som sagt en kalendernovelle, så.. Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1649Visninger
AA

1. 1. december

Jeg sukkede dæmpet, mens jeg trådte ud fra bruseren og svøbte badekåben omkring mig. Min mobil lå på badeværelsesdisken og ventede kun på mig. Jeg snoede et grønt håndklæde om min sorte hårbunke og betragtede så mit spejlbillede. Duggen sad let på spejlglasset, men ville forsvinde om lidt. Egentligt var mit ansigt ret kønt. Når man altså så på de store træk. Hvis man kiggede nærmere, som jeg gjorde nu, ville man se, at de kattegrønne øjne var en anelse for store. Næsten var en smule for lille, og sad faktisk lidt mere til højre end til venstre, og min overlæbe var en smule for stor i forhold til underlæben. Jeg trådte et skridt tilbage og kiggede så. Meget bedre. Nu så mine træk harmoniske ud, med den lige linje, der kørte op langs hver side ad næsen og startede øjet. Og min en smule fyldigere overlæbe, så faktisk lidt sød ud. Jeg smilede og rystede på hovedet af min latterlighed. Så åndede jeg lidt på spejlet og skrev mit navn der. Ingen kunne jo være perfekte, og jeg kunne lide mig som jeg var.
”Scarlett!”, kaldte Adelie, min mor, bestemt ude fra den anden side af døren. ”Vi kører nu. Du skal altså snart af sted!”.
Jeg kastede et blik på uret, som stod på tandbørstehylden og snappede så efter vejret. Jeg skulle være ved Decembers fødselsdagsovernatningspartyetellerandet om tyve minutter. Og det tog fem minutter at spurte derover på cykel. Hurtigt viklede jeg håndklædet af min krop og smed det på gulvet – der var ikke tid til oprydning! Derefter tog jeg hurtigt mit undertøj på, og trak den lysegrønne kjole med stropper over hovedet, som jeg nøje havde udvalgt. Hvorfor skulle jeg altid være så sent på den? Jeg bandede indædt for mig selv, og lagde ikke mærke til, at min telefon ringede, før den øgede lyden. Forvirret stoppede jeg op et sekund, før jeg per automatik rakte ud efter den og trykkede på den grønne knap.
”Ja, det’ Scar”, svarede jeg så henkastet så muligt, og prøvede ikke at lyde forpustet, hvilket ikke helt lykkedes, og resulterede, at jeg nærmest stønnede ind i røret. Jeg opgav scenariet og begyndte bare at trække vejret normalt.
”Hej Scar, det er Lewis”. Idet han sagde navnet, sukkede jeg uvilkårligt, men fiskede så en børste frem fra skuffen, og uden at give slip på telefonen, begyndte jeg at trække den gennem mit store, filtrede hår.
”Hej Lew”, sagde jeg og så mig desperat omkring efter mine sko. Den ene lå halvt anmassende op ad badekaret, den anden var som sunket i jorden. ”Fandens også”, mumlede jeg, og Lewis begyndte at klukke i den anden ende af røret, hvilket bare irriterede mig endnu mere.
”Jeg tænkte på, Scar.. om jeg skulle komme over, så vi kunne følges?”. Jeg nikkede bare afmålt, men kom så i tanke om, at han ikke var her. ”Ja, bare kom, men du har af at være her inden klokken..”, begyndte jeg, men blev afbrudt af hans drillende stemme i det samme som det ringede på nedenunder. Derfor hørte jeg ikke, hvad han sagde, men låste bare døren op og spurtede ud mod døren, så godt jeg nu kunne på én sko. Da jeg åbnede den og kneb øjnene en smule sammen for at se ud i halvmørket, stod han lænet op af dørkarmen og så på mig med et skævt smil. ”Jeg er her allerede”, sagde han samtidigt med hans stemme i røret.
Jeg prøvede at smile, men det blev kun til en skæv grimasse, mens jeg haltede indenfor på den ene højhælede. ”Hvor helvede er den anden sko?”, hvæsede jeg og tog en bid af et æble.
Lewis trådte indenfor og rullede øjne, men han betragtede mig alligevel alvorligt. ”Du ser pæn ud”, sagde han henkastet, og gik ned mod badeværelset. Jeg skyndte mig efter ham og stillede mig foran døren.
”Tak, og privat!”. Han lagde armene over kors og skubbede mig til side, hvorefter han gik ind, lagde sig på knæ, trak skoen ud, rejste sig, gik ud og gav den til mig. Jeg måbede.
”Men, hvordan vidste du, hvordan kunne du..”, han trak mig ind i et knus. ”Jeg kender dig, Scar”, hviskede han hæst ved mit øre, og jeg trak mig lidt forvirret tilbage. Hvad i hede hule helvede mente han med det? Jeg tænkte over det i sådan cirka tre sekunder, før jeg skubbede det om bagerst i min private losseplads i mit hoved. Ikke tid nu. Jeg havde travlt!
* * *
December skubbede en lys lok på plads i frisuren og smilede mat til sig selv i spejlet. Hun orkede ikke det her, men hun havde ikke kunnet få sig selv til at aflyse, nu da Scarlett havde været så begejstret. Den pige var utrolig. Og hendes forælder var ude sammen med Madeleine. Hun smilede igen, nu med lidt mere energi, og begyndte så at gøre klar til gæsterne. Stuen bar præg af hendes mors særprægede, eksotiske smag, men ikke desto mindre, havde mange komplimenteret den. Hun bar alle drikkevarerne hen til bordet og hørte så de første ringe på døren. Så slukkede hun lysene, tændte hurtigt stearinlysene, og tændte for noget blid musik. Derefter gik hun ud i sin korte, hvide kjole og lukkede de første gæster ind fra kulden.
* * *
”Kom”, sagde han leende og begyndte slingrende at cykle med mig bagpå. Jeg var seriøst bange for, at han skulle vælte, eller cyklen punktere under min vægt. Helt ærligt, hvad tænkte han på? Han udsatte mig jo for livsfare. Månen sendte sit svage skær nedover halvmørket og ned på den svagt oplyste vej. Halvdelen af gadelamperne var gået ud, så der var ikke så meget at se efter, bort set fra månen. December boede ti gader væk fra mig. Under hele turen var jeg nervøs og sagde ikke et pip, og først da jeg fik øje på hendes hus, blev jeg en smule roligere. Men så skulle vi ned ad en bakke.
”Hygger du dig?”, grinede han og kiggede – til min store skræk – bagud på mig.
”Kæft, Lewis Bruce McCrown, og hold øjnene på vejen”. Jeg turde ikke daske til ham, for hvad nu hvis han mistede balancen? Først, da jeg kunne mærke fast grund under mig – det skal lige tilføjes, at jeg var svimmel, og havde det virkeligt dårligt, blev jeg muggen. Han puffede drilsk til mig, men både fordi det var koldt, men også fordi han havde kørt så hensynsløst, skulede jeg til ham, og marcherede forbi ham. Jeg spankulerede hele vejen op til Decembers hus og bankede så på, før jeg trådte indenfor.. Ind i varmen. Bag mig, kunne jeg se Callum, min bedste ven, ankomme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...