Marie.

Marie skal flytte fra sin lille by på landet til en stor taglejlighed i storbyen. Det er hun ikke vild med indtil hun møder Christoffer. Hun falder pladask for ham, men hun ved ikke at han også kan lide hende. Der går ikke lang tid før at det bliver for meget for Marie, og så går historien over fra Christoffers synsvinkel.

1Likes
1Kommentarer
591Visninger

1. 1.

Marie skubbede hendes grå mountainbike op ad den grusbelagte indkørsel. Snart ville hun ikke kunne cykle op og ned af Nattergalevej mere. Snart ville blomsterne i vejkanten visne og falde til den hårde jord. Snart ville de små fugle på naboens æbletræer flyve sydpå og undgå den lange kulde. Snart ville Marie ikke kunne se den udvikling mere. Hun skulle flytte med mor, far og storebroderen, Mikkel. De skulle flytte fra deres lille hus til en taglejlighed i byen. Den stille lyd af at høre græsset gro, bierne summe og fuglene pippe blive erstattet med bilernes dytten, natklubbernes vilde musik og butikkernes evindelige klikken fra kasseapparater. Mikkel glædede sig umådeligt. Det var da kun fordi han så skulle flytte tættere på hans gymnasium og hans kæreste, Xenia. Far fik et nyt og bedre arbejde som advokat for et firma der laver og sælger sæbe. Og mor, tsk! Mor har sagt sit job som lære op og skal være tjener på klubben Club de Sun. Det var værst for Marie. Hun skulle skifte skole og fordi de flyttede 200 km væk, kendte hun ingen. Absolut ingen! ,,Det er ikke så slemt, Marie. Du får da bare nye venner.” Havde mor sagt som om det var det nemmeste i verden. Hun var så heldig. Mor var lille og spinkel. Hun havde et markeret ansigt og nogle fyldige rosa læber. Hendes øjne var dybe og når hun kiggede på solen, blev hendes øjne helt sorte. Hendes hår var en cremet lysebrun farve. Hun lavede det altid stort på toppen af hovedet og flettede det ned langs baghovedet og lagde fletningen over skulderen. Hun var så pokkers heldig! Marie var helt sin egen. Hun var tynd, men hun havde altid haft lidt fedt på maven og hofterne. Og hendes kindben var brede og de stikkede mærkeligt væk fra hendes kinder. Hun havde en lille og spids næse der bøjede ned mod overlæben. Hendes øjne var kolde og klare. I en rigtig isblå farve. Hendes hår var tykt og det gik hende til der hvor skuldrebladene sluttede. Den mørkebrune farve passede slet ikke til hendes øjne. En gang gik hun og tænkte på hvor meget hun væmmedes ved sig selv. Men hun sagde til sig selv at hun ikke rigtig kunne gøre andet end at leve med det. ,,Jeg vil ikke have nye venner! Jeg vil blive her!” Havde Marie råbt, den aften for en uge siden da hende og hendes mor have haft en stor diskussion. ,,Det er meget muligt, men det får du ikke lov til! Du er 13! Du kan flytte når du fylder 18!” Marie havde løbet oven på og kastede sig ned under hendes seng. Der faldt hun i søvn og vågnede næste morgen ved at hun kunne høre kirkeklokkerne. Hun havde talt salgene. Da hun havde talt 14 tænkte hun, at hendes mor ikke havde gidet vække hende i morges. Og ganske rigtigt. Men moderen havde haft medlidenhed med hendes datter og havde givet hende fri.
,,Hej Marie! Har du pakket det hele? Er du klar til i morgen?” Spurgte Mikkel da Marie havde parkeret cyklen på den store gårdsplads. ,,Ja, Mikkel. Jeg overvejer dog stadig at lade være at tage med.” Mikkel rystede på hovedet af hende og kravlede ind igennem køkkenvinduet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...