Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3490Visninger
AA

3. Samtalen

Jeg fulgte efter Jonas, væk fra parken og ind mod centrum.
"Er der mange af vores slags?" spurgte jeg, da stilheden blev lidt akavet.
"Ja..." svarede Jonas "Jeg ved virkelig ikke hvad der sker.... Men jeg er rimelig træt af at være fanget her, mellem liv og død, hvis man kan sige det sådan"
Det vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige til, så jeg nikkede bare forstående.
"Du forstår det ikke rigtigt vel?" spurgte han pludselig
"Jo jo... Jeg tror jeg ved hvad du mener" svarede jeg, meget overrasket... Jonas svarede ikke, og drejede rundt om hjørnet. Vi gik lidt i stilhed. Jeg iagtog den gyldne dreng ved siden af mig. Gad vide hvor længe han havde været død? Han havde et anspændt udtryk i øjnene, og så også lidt sørgende ud. Gad vide om han var ked af at endnu et menneske var dødt, uden han kunne gøre noget ved at det kunne komme videre? Mit hoved var fyldt med spørgsmål, burde jeg ikke have begået selvmord. Men det måtte da være bedre at være "fanget" end at leve sammen med svinet.
"Du Jonas...?" spurgte jeg forsigtigt, og han drejede hovedet og kiggede på mig.
"Kan de... normale folk.... se os? Dem der ikke er døde?" Han så på mig, med et blik jeg ikke rigtigt forstod.
"Det ved jeg faktisk ikke - Nej ikke umiddelbart, men jeg har oplevet at et lille barn kunne se mig.... Jeg ved det ikke...." Han så ud som om han ville ønske, at han kunne give et bedre svar.
Han lignede den type der gerne ville vide alt.
"Måske kan vi undersøge det, man kan vel ligeså godt bruge tiden fornuftigt" sagde jeg, og kiggede forsigtigt på ham, for at se hans reaktion. Jeg kunne godt tænke mig at tilbringe mere tid sammen med ham. Han virkede.... sød.
"Forhåbentlig får vi ikke tid til det" sagde han, og rynkede panden.
Jeg blev nærmest lidt såret, selvom han sikkert mente at vi forhåbentlig ville komme til "livet efter døden" hurtigst muligt.
"Nu er vi her" sagde han, og drejede mod en forladt bygning. "...Vi holder til i kælderen"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...