Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3491Visninger
AA

15. Rivaler

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg knyttede hænderne og prøvede at kontrollere den vrede mod Carmen, som jeg var helt opfyldt af.
'Kan du ikke se det?' havde jeg lyst til at skrige til ham.
'Kan du ikke se, at hun bare spiller såret, så hun kan tage din opmærksomhed, og du kan være stor og maskulin?'
For nej, det kunne Jonas tydeligvis ikke se. Carmen lagde ansigtet i hænderne og græd. Hans hånd strøg blidt over hendes hoved.
Jeg gik over til Samira, som lå og kiggede op i loftet. Jeg undrede mig lidt over, om hun altid bare lå på sin sofa.
"Hej" sagde jeg og fremtvang et lille smil.
"Hej" Samira satte sig op og så begejstret ud, "hvordan har du det? Er alt godt mellem dig og Jonas?"
Det sidste hviskede hun. Tårene kom frem i mine øjne.
"Det troede jeg. Vi kyssede og.." jeg fik helt gåsehud ved tanken om vores kys, "men så kom Carmen. Og hun græd og sagde, at hun aldrig havde været god nok"
Samira skævede over til hjørnet, hvor Carmen kiggede på Jonas med blanke øjne. Hun havde et bedende udtryk i ansigtet.
"Jeg har aldrig kunnet tage hende. Hun har altid villet have medlidenhed" sagde hun skarpt. Jeg fik en følelse af, at jeg kun snakkede med Samira for at få mine tanker ud, men hun var i den grad en god psykolog.
"Skal jeg gå over til dem?" spurgte jeg tøvende.
"Gør det. Vis, at du også kan være sød og plejende" svarede Samira og hev en neglefil frem. Hun begyndte at file sine perfekte negle, der overhovedet ikke havde brug for det.
Jeg gik derover med en følelse af, at jeg var for påtrængende.
"Carmen. Er du okay?" spurgte jeg med en stemme, der var så blid, jeg kunne gøre den.
Hun kiggede op på mig gennem de våde øjenvipper, og hendes øjne glimtede hadsk.
Hun så på Jonas og et halvkvalt hulk udslap.
"Undskyld" jeg så ned i jorden og modstod min trang til at slå hende. Hårdt. "Skal jeg hellere gå?"
Jonas kiggede op på mig med et blik, der gav mig gåsehud.
"Nej, Malina må godt blive her ikke?" spurgte han henvendt til Carmen. Carmen svarede ikke, men lagde hovedet på hans skulder og hulkede. Så sagde hun, kun lige tilpas højt til at jeg kunne høre det;
"Jonas, vil du ikke nok kysse mig? Bare en gang. Jeg ved godt, at du ikke føler det samme for mig, men vil du ikke nok kysse mig? Jeg har bare altid forestillet mig det" hendes øjne fyldtes med tårer.
Jonas kastede et blik op mod mig. Jeg kiggede forpint tilbage. Alt indeni mig skreg 'NEJ!'
Jonas kiggede på Carmen. Så strøg han håret væk fra hendes ansigt og trykkede blidt sine læber mod hendes...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...