Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3613Visninger
AA

7. Raphael

Han grinte da han så mit ansigtsudtryk.
"Det´ ikk sjovt" protesterede jeg, men det hjalp ikke rigtigt.
Pludselig lød der en knirkende lyd. Jeg vendte mig efter lyden, mod den tunge dør, som blev skubbet op. En dreng dukkede op. Hans ansigt var anderledes, uden jeg kunne beskrive hvorfor. Han strålede ikke gyldent men sølvagtigt.
"Solen er ved at gå ned..." bekendtgjorde han med et skævt smil. Han lod hånden glide igennem sit sølvagtige skulderlangehår, mens han lænede sig op af muren og holdt en dramatisk pause. Jeg lagde mærke til at jeg ikke var den eneste der kiggede på ham. Alle kiggede på ham.
"Det er Raphael" hviskede Jonas til mig.
"... så vi kan godt gå ud"
Der lød begejstrede grin, og alle stormede hen mod døren. Mig og Jonas fulgte strømmen.
"Hvorfor er han sølvfarvet?" spurgte jeg og tænkte på hvor dumt det lød.
"Han er vores... hmmm leder... det kan man vel kalde det" sagde Jonas og smilede til mig. Han syntes åbenbart ikke det lød dumt. I det samme lagde Raphael en hånd på Jonas´ skulder og holdt ham tilbage.
"Hvem er hun? Endnu en?" spurgte han, da Jonas drejede sig og så ham i øjnene.
"Ja - i dag.. Malina" svarede Jonas stift
"Hej Malina..." Raphael smilede skævt til mig.
"Hej..." jeg så ned i jorden .Hvordan opfører man sig over for en død leder. Han havde et glimt i øjnene.
"Siden hvornår er du begyndt at byde de nye velkommen?" spurgte Jonas og stirrede irrettesættende på ham.
"Jeg lagde bare mærke til at du ikke luskede rundt alene eller sammen med Carmen" svarede Raphael.
"Kan du OGSÅ huske alles navne?" jeg stønnede irriteret, og så lo de begge to. Stemningen var blevet mere afslappet.
"Selvfølgelig" grinede han.
"Skal vi ud eller hvad?" spurgte Jonas, med en iver jeg ikke havde hørt før.
"Selvfølgelig skal vi det" sagde jeg og lod ham hive mig over til døren...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...