Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3603Visninger
AA

4. Flash back

Bygningen var en gammel kiosk. Jeg kendte den godt. Omars kiosk. Den flinke udlænding Omar havde ejet den, men han blev dræbt under et røveri. Fordi han ikke ville overgive sig. Det var hans egen skyld, havde min mor, Esben og alle deres racistiske venner påpeget, når de snakkede sammen under fællesmiddagene. Jeg havde haft ondt af Omar. Han kunne jo ikke gøre for hvor han kom fra. Det sagde jeg også, men de bad mig pænt om at holde kæft. I hvert fald pænt, mens deres venner var der. Mig og Misja havde måske ikke været alt for søde mod den muslimske pige, Fatima. Altså dengang mig og Misja var veninder. Så begyndte hun at være sammen med Kira, og så blev det med at være "ikke alt for sød" MEGET VÆRRE. Fatima skiftede skole. Kira og Misja styrede skolen. En del af mig havde misundet dem. Men jeg var for vred og såret på dem, til virkelig at ønske at være deres veninde. Carmen havde også været et af de andre ofre. Det føltes mærkeligt at tænke på hende. Den halvfede pige med det kraftige blonde hår. Hun havde det ikke så godt derhjemme. Faren slog hende, og moren var alkoholiker. Vi kunne sikkert have snakket rigtigt godt sammen. Men hun ville sikkert have trukket mig endnu mere ned i populartiet. Hun begik selvmord, ligesom mig. Et halvt år før. Misja og Kira burde have indset at de var gået over stregen. Men selvfølgelig ikke...
"Endnu en?" jeg blev revet ud af mit flash back, af en stemme der lød som Carmens.
"Ja" svarede Jonas tungt. Jeg vendte mig om, og så på personen der var dukket op af kælderen. En gylden pige stod ved siden af Jonas. Det lignede Carmen, men hun var tyndere.
"MALINA?" spurgte hun forbavset, med en stemme der lød lidt lysere og finere end Carmens. Hun spærrede øjnene op.
"CARMEN?" sagde jeg næsten samtidig. Hun havde et fredfyldt udtryk i ansigtet, selvom hun stadig ikke var helt i døden... Hendes liv havde sikkert været værre end mit.
"Selvmord?" spurgte hun, og så omsorgsfuldt på mig.
"Mmmm" jeg nikkede " hvor vildt. Hey Carmen. Undskyld jeg ikke snakkede med dig... Du ved... jeg var for bekymret for at du kunne gå ud over mig... Egoisme"
"Det gør ikke noget" hun smilede til mig " jeg er glad for at være død"
Det lød sjovt, men jeg havde ikke lyst til at grine. Jonas stirrede bare på os, meget uforstående.
"Vil du se kælderen?" spurgte han så
"Ja klart" sagde jeg, og smilede lidt. Måske var det ikke så slemt at være død. Jeg havde en følelse af sammenhold...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...