Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3488Visninger
AA

6. De andre

"De andre?" sagde jeg "af os?"
"Ja hvem ellers?" spurgte han med et lille smil.
"Ehm. Hvor mange er vi?" spurgte jeg. Vi. Det lød... Mærkeligt...
"Uhm.... Det ved jeg ikke præcis. Vi kommer og går. Nogle vælger at bo et andet sted. Det her er ikke den eneste bolig for vores slags. Men du kan møde nogle af dem der er her lige nu" sagde han
Det lød på en måde ret fedt. At være en fri fugl. Jeg var nu ret sikker på at jeg ville blive her. Hos Jonas.
O-M-G Im in loooove.
Men han virkede sådan lidt uopnålig.
"Malina?" spurgte han. Ups. Jeg var vidst lidt væk.
"Jah. Undskyld. De andre" han grinte dæmpet. Ikke hånligt. Bare.... sødt
Så gik han over mod en sofa. Den var stor, rød og rimelig elegant. Der sad en gylden pige i den. En af os. Hun havde langt krøllet gyldent hår. Hendes ansigt var smalt, med en smal næse og mund. Hun havde utroligt lange øjenvipper.
"Malina - det her er Samira" sagde Jonas.
"Hej" sagde jeg og så ned i jorden. Hendes skønhed strålede ud fra hende. Og fik mig til at føle mit mindreværdig.
"Hej" sagde hun "velkomment til"
Jeg kiggede op. Hun så meget venlig ud.
"Tak" jeg smilede prøvende.
"Hvordan døde du?" spurgte hun ligeud og smilede.
"Selvmord. Dig?" sagde jeg lavt.
"Voldtægt" hun kastede håret tilbage "for voldeligt"
Jeg nikkede. Heldigvis trak Jonas mig videre.
"Samira kan være lidt..." han tog min hånd og så gik vi videre.
Så blev jeg præsenteret for Mick og Joe. De var høje, muskuløse og fulde af dårlige jokes. Bagefter var der Misja og Lina som var lidt hippieagtige. Da han præsenterede mig for 3-4 mere havde jeg glemt næsten alle navnene. Jeg kunne kun huske Samiras.
"Der er ikke flere vel?" stønnede jeg opgivende. Han grinede.
"Nej! ikke hjemme ligenu"
"Hvordan husker du deres navne?" spurgte jeg. Han grinede igen.
"Nåh men tak for rundvisningen" sagde jeg høfligt. Jeg så mig lidt omkring. Hvor skulle jeg slå mig ned? Sove henne?
"Hvorfor er der egentlig ingen senge?" spurgte jeg da det slog mig ind.
"Senge?" han smilede "hvad skulle vi bruge dem til?"
"Sove i!" sagde jeg og gloede. Så gik det op for mig.
"Sover vi ikke?" Han rystede på hovedet. Jeg var i chok. Ingen søvn?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...