Når kærligheden vinder over døden - Hestens Dagbog

Hej derude :-DD
Jeg har hørt for mange der afliver sine heste, fordi de har fået en skade. Der måske gør de aldrig kommer tilbage på stævnepladsen, bare fordi. DU måske førte hesten over springet, men den styrtede. Og der skete noget med den. Der gjorde så hesten aldrig vil kommer over et spring igen. Men stadig havde chancen for og komme langt op i klasser, bare i spring.
Eller måske, havde den fået en rygskade så den aldrig vil blive ridehest igen..
Så tænk over det.
Håber i kan lide novellen.
God fornøjelse..

OBS: Den er set fra hesten synsvinkel.

2Likes
19Kommentarer
2193Visninger
AA

4. Smerte efter smerte

Vi red ind på banen, den så let ud. Vi var, som normalt fejlfrie, og vi gik i gang med omspringningen, Zindy drev meget, men forsigtig på mig. Jeg valgte at stole på hende, og drejede. Jeg satte af, men afstanden var for dårlig, og springet for stor. Vi styrtede, jeg mærkede en hvor smerte. Vi væltede lige ind i det næste spring, endnu flere smerte kom. Jeg vil rejse mig, men kunne ikke. Zindy lå under mig, uden at røre på sig. Jeg var pannisik, tænkerne fløj rundt, hvad skulle jeg gøre?
Folk stod rundt om os, de vil have mig op, men jeg kunne ikke. De lod mig ligge, og først dér mærkede jeg for alvor mine smerte. Kunne måske åbne sår over hele kroppen, men de største smerter kommer fra nakken og ned og ryggen. Jeg blev afbrudt af mine egne tanker, af en masse udrynkning og en masse folk i uniform der kom løbende imod os. Jeg ved ikke hvordan, men de fik mig flytte, og Zindy kom ud. Jeg ville se hende, måske for sidste gang. Men jeg kunne ikke. Smertende kom bare over det hele med den mindste bevægelse jeg laver. Zindy blev ført væk, og her lå jeg nu alene. Nogle fremmede folk tog mit udstyr af. Jeg lå alene, og helt hjælpeløst så ridehusbunden. Jeg fik en sprøjte og alt blev sort. Men jeg trak stadig vejret, og mærkede at jeg blev ført du eller andet sted hen.(Det er en form for beroligende og bedøvelse han fik, for at være afslappet)
Jeg vågende op i et mørkt rum, der lå halv på bunden, og der var sortstof på væggende. Jeg vil rejse mig op, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke rigtig husket andet, end smerterne, og de var her stadig. Jeg vrinskede, stille. Da jeg ikke hvavde krafter til at vrinske højre. Døren blev åbnet lidt tid efter, og en mand kom ind, men han var ikke alene. Bag ham gik der nogen, jeg troede det var Zindy. Men det var 2 staldpiger, eller det lignede de iværtfald. De kom med hø, og noget flydende meget lygtende vand. Jeg stak forsigtende mulen ned i spanden og smagte på det. Det smagte ikke dårligt, men heller ikke godt.
Jeg lå inde i boksen 24 timer i døgnet, og havde nu gjort det i 4 dage. Nu kom der endnu engang nogen ind i boksen, men denne gang var der flere mennesker med. Det var Zindy, jeg kigger op. Prøvede at rejse mig, men efter jeg ikke har stået på mine ben i 4 dage, var mine ben svage. Jeg vil op at stå, så jeg kunne komme hende i møde. Zindy satte sig på hyg ved siden af mig, hun aede mig stillede ned ad pelsen. Nogen tårer ramte min pels, hun græd. Hvorfor græd hun, hvad sker der? Hun krammede mig, imens tårende trillede ned ad hendes kinder, en dyrlæge kom ind. Han satte sig ved siden af, han de snakkede om noget. Det eneste jeg hørte var,"Skal vi aflive ham, eller vil du have ham til at leve videre i smerter i nogen uger endnu gang?",
Zindy svarede:"Han fortjener ikke at have flere smerterne, han skal ikke have så mange smerter. Han har klaret det godt, indtil nu. Jeg vil ikke give slip, jeg vil gerne beholde ham. Men nogen gange skal man tænke på hvad der er bedste for hesten. Og ikke det der er bedste for sig selv. Jeg synes han skal aflives",
Hun græd ufattelige meget, hvorfor skulle jeg aflives? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Der var nogen minutters stilhed, inden Zindy igen sagde noget:"Undskyld Zantos, men det her er det bedste for os begge. Eller i værtfald for dig, jeg vil savne dig. Du vil aldrig glemmes, jeg elsker dig!",
Jeg tog mulen op på hendes mund, jeg elsker også hende. Jeg kiggede op på hende, prustede stille. Det her var vist enden, på et så fantastik eventyr. Zindy kiggede ned på mig, hun smilede stille og meget forsigtig. Zindy begyndte at græde rigtig meget, det gjorde mig endnu mere forvirret. Jeg havde en masse spørgsmål, jeg gerne vil have svar på, men det kunne jeg ligesom ikke. For Zindy vil ikke kunne svare mig på det. Zindy afbrød stilheden, hun snakkede lidt, så stille jeg næsten ikke kunne høre det. Til sidst brød hun sammen, hun kunne ikke mere. Hun råbte næsten ud over det hele:"HAN SKAL IKKE AFLIVES! DET FORTJENER HAN IKKE! DET VAR MIN SKYLD HAN ENDTE MED AT VÆRE SÅDAN HER! DET ENESTE JEG KAN GIVE HAM IGEN, ER ET LYKKELIGT LIV! HAN SKAL VÆRE VED MIN SIDE, TIL DØDEN OS SKILLER!",
Det var det hun sagde.
Der gik nogen dage, og så kom jeg hjem igen. Jeg kom hjem til rideskolen, i den samme boks. Med de samme omgivelser. Jeg kunne nu gå igen, men havde smerter i ryggen. Zindy havde sagt til mig, at jeg aldrig vil blive ridehest igen. Men at jeg stadig vil have et lykkeligt liv, og et meget bedre et end for. Hun vil gå ved min side, til døden os skiller. Hun vil gøre alt for, ligemeget hvad.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...