Når kærligheden vinder over døden - Hestens Dagbog

Hej derude :-DD
Jeg har hørt for mange der afliver sine heste, fordi de har fået en skade. Der måske gør de aldrig kommer tilbage på stævnepladsen, bare fordi. DU måske førte hesten over springet, men den styrtede. Og der skete noget med den. Der gjorde så hesten aldrig vil kommer over et spring igen. Men stadig havde chancen for og komme langt op i klasser, bare i spring.
Eller måske, havde den fået en rygskade så den aldrig vil blive ridehest igen..
Så tænk over det.
Håber i kan lide novellen.
God fornøjelse..

OBS: Den er set fra hesten synsvinkel.

2Likes
19Kommentarer
2263Visninger
AA

2. Kom tilbage!

Jeg ventede og ventede, på du skulle komme tilbage. Men alligeved var det bare min ejer der kom vær dag, aldrig dig. Det var det samme vær dag. Der skete aldrig noget nyt. Jeg ventede & ventede. Hver gang der kom nogen ind i stalden, kiggede jeg forventningsfuldt derhen. Meget spændt på og se om det var dig. Men det var det aldrig. For det meste var det bare nogen rideskoleelever, der synes det var spændende at se os privatheste. Jo flere der kom ind ad døren, jo flere gange måtte jeg vende mig trist om i boksen.
Dagene gik og du har stadig ikke været her. Men jeg bliver ved med at vente. For jeg ved du én dag kommer tilbage. Men jeg mindster håbet mere og mere for hver dag der går.
Min ejer kom ind ad døren. Men hun var ikke alene, ved siden af hende gik der en pige. Men det var ikke dig.. Det var en ikke særlig høj pige, måske kun på de 12-13 år. Hun havde kort kulsort hår, lidt tyk i det. Hun gik med faste og hurtige skridt imod min boks. Hun gik ind i boksen, tog hårdt fat i min grime. Hun sagde ikke noget, ikke et hej, eller bare klap. Nej, hun tag bare hårdt og meget beslutte fast i min grime. Jeg bed ud efter hende, og med held ramte jeg hende. Ikke hårdt, men jeg fik hende bidt. Hun råbte:"Av, lorte dyr! Det skal du fandeme ikke gøre ved mig!,"
Hun hev bare hårdere i min grime, og jeg blev bange. Jeg var redselsslagende! Jeg stejlede, fægtede vildt med forhovene. Jeg havde det hvide ud af øjne. Jeg var bange, den lille pige så ikke lige ud til og give efter. Da jeg landte, råbte hun bare ad mig. Hun fik jeg langt om længe ud ad boksen, men meget hård kamp! Min ejer gjorde ingenting, hun stod bare, helt tav og så på?! Pigen trak mig over i spiletovet, og smed bare min sadle op min ryg, AV! Hun spændte hårdt gjorden. Skyndte mig og give mig det iskolde bid i munden. Denne gang hev hun igen hårdt, da hun skulle trakke mig ud af boksen, men denne gang kom alle smertene i munden. Jeg havde inte valg. Jeg skulle følge med hende.. Hun gik hurtige og meget faste skridt. Der gik overhovedet ikke særlig lang tid for jeg var i ridehallen. Men der var alt for mange, så vi gik ud på springbanen. Bunden var hård, den var frosen. Den gjorde mega ondt at træde ned på, men min ejer satte på bænken ved siden af ridebanen, og igen helt tav. Det var kun med held pigen overhovedet kom op mig, for jeg var jo 1.73 cm i stangmål, så en faktisk ret høj hest. Hun landte hårdt og meget tyngt i sadlen, det gjorde lidt ondt i ryggen. Hun satte med det samme sporene meget hårdt ind i mine flankerne, det gjorde ondt. Hun hev meget i biddet, hun vil have mig til at gå til biddet, men det var ikke det hun viste. Men selvom jeg kom ned i den helt rigtige holdning, men hun blev ved at hive i biddet. Jeg kunne simpelhen ike sige biddet imod. Hvis jeg gjorde det, vil jeg selv få dobbelt så mange smerter tilbage. Biddet var for stærkt, og hun misbrugte det for meget. Jeg kom ned og gå Rollkür, denne holdning gik ind og 'låste' min vejrtrækning, så jeg næsten ikke kunne få luft. den var ikke bare meget smertefuld og skadelig for mig. Men jeg gik simpelhen og kiggede ned i jorden og på min ben/hove hele tiden, så hvis der var fare forude vil jeg ikke kunne se det, eller hvis var bagfra. Der var kun gået 3 minutter men hun satte mig allerede i galop. Mine muskler var overhovedet ikke opvarme nok til at galoper nu, og sletter ikke når bunden var så dårlig. Mine hove hamrede ned i bundfrosen bund, jeg fik nærmeste et 'stød' vær gang. Det gjorde ondt, jeg kunne ikke mere. Men hendes spore klemte bare ind i siderne på mig.
Jeg bukkede, jeg kunne simpelhen ikke mere. Det her gjorde for ondt. Hun skulle af nu, og helst dø! Hun kom af. Mit meget uvendte og store buk, fik hende til og miste balancen. Hun fløj lige ned i den frossen jord, håbede det gjorde virkelig ondt! Jeg stod bare helt stille, jeg pustede helt vildt. Det her var virkelig første gang jeg pustede så meget! Det var forfærdeligt. Jeg håbede ikke pige kunne rejse sig op, men det gjorde hun. Jeg ville bakke tilbage, men mine ben var 'låst'? Alligeved prøvede jeg, men det lykkes ikke. Da jeg trådte tilbage, faldt jeg sammen. Lige ned på den bundforsossen bund. Smerterne kom susende igemmen min krop. Pigen kunne ikke se hvor mange smerter jeg har, hun hev i biddet og vil have mig op at stå. Jeg kunne simpehen ikke, jeg havde for mange smerter. Det hele gjorde så ondt, over det hele i min krop. Det var som om mine ben var frossen fast til jorden. Pigen blev ved med at piske, slå, sparke og hive hårde i biddet. Værd en smerte kunne mærkes, og de blev kun være. Med besvær, og mange virkelig hårde smerter. Fik jeg rejst mig op. Var hun blind? Kunne hun virkelig ikke se at det gjorde ondt? Åbenbart ikke. For hun satte sig op igen, op på min ryg. Hun nåede heldigvis kun at ride i 15 minutter. Men det var nogen lange minutter, hun lavede ikke andet end at hakke sporende ind i siden på mig, og drive endnu mere. Jeg skulle galoper hele tiden, ned i rollkur. Jeg var ved falde om, fordi jeg ikke kunne få luft. Hun steg endelig af mig, hun havde overhovedet ikke skridte på mig. Jeg pustede helt vildt. Hun trak mig ind i boksen, skyndte sig at blive færdig med og sadle mig af. Så gik hun, endelig!
Jeg venter stadig på dig, om tilbage! Nu har jeg vente i 3 mdr. hvorfor kommer du ikke?

Det måtte jo være en drøm, du trådte ind ad døren. Samme med min ejer, men du går lige der. Lige imod mig. Endelig så jeg dig igen, så lang tid siden. Men nu er du her igen, lige foran mig. Du åbnede stille og forigtig min boksdør. Jeg vrinskede stort. Jeg stod meget utålmodigt og ventede på du fik åbnet boksdøren. Endelig trådte du ind i boksen. Jeg lagde forsigtig mit hovede imod din brystkasse, imens du aede mig forsigtig bag ørene. "Hej Zantos, hvordan har du det? Er du glad for og se mig igen? Jeg er iværtfald glad for og se dig igen," spurgte hun ligepluslig om.
"Jeg er så glad for og se dig igen," pustede jeg.
Vi stod lidt sådan her, men min ejer afbrød os. "Zindy, er du snart færdig med og sige farvel til Zantos?," spurgte hun stille.
Hvad? Hvad mente hun med farvel? Jeg var total forvirret. Tankerne fløj rundt i mit hovede, skal vi aldrig se hinanden igen?
Men inden hun gik, spændte hun et træktov fast til min grime, og trak mig med. Hvorfor nu det? Hun gik stille ud ad boksen, og jeg gik selvfølgelig efter hende. Hun trak mig ud ad stalden, og imod en hestetrailer. Den lille lidt tykke mand stod ved siden af den. Skulle jeg ind i den der?
Sidst jeg stod i sådan en hestetrailer, var jeg tæt på og dø. Min gamle ejer havde for meget fart på i et skarpt sving, hestetraileren faldt ud over vejen, ud på en mark. Og havde bilen med sig. Jeg faldt ud af den, lidt tid efter. Jeg kunne tydligt huske hvordan der fløj blod blod ud igemmen mine åbne sår. Det var kun et held jeg var havde overlevet det, og endnu mere at jeg var blevet ridehest igen. Jeg skulle simpelhen ikke ind i den der!
Rampen var ikke lukket ned, men alligeved trak Zindy mig imod den, og stilte mig ved siden af hestetraileren. Hun snakkede stille og beroligende til mig, eg koncentrede mig kun om hende. Men imens kunne man høre rampen blive lukket ned. Jeg fik lidt af et chak da rampen landte på jorden. Men Zindy så ud til og være meget rolig. Hun trak mig iværtfad helt stille imod hestetraileren. Da hun skulle til og tage sit første skridt op på rampen klipsede hun træktovet af min grime og smed det ud til siden. Hun satte sig op på rampen, lige det hvor den sluttede. Hun sad bare og kiggede ned i jorden. Der stod ingen andre omkring os, det var kun os to. Men jeg var bange. Jeg vil have en jeg kunne føle mig tryk ved, men der var kun Zindy jeg kunne gå op til. Så hvis jeg skulle gå hen til en, var det hende. Men hvis jeg skulle hen til hende skulle jeg gå op ad rampen, for det så iværtfald ikke ud som om hun havde tænk sig og gå ned ad den. Hun sad helt stille. Hun lavede ingen bevægelser. Hun var bare heelt rolig. Jeg stod meget usikkert, og viste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre. Men jeg gjorde det! Jeg satte virkelig min hov op på rampen, og gik stille op ad den. Da jeg kom op til hende, vente hun sig engang om. Hun rejste sig bare og gik helt ind i den. Jeg fulgte efter hende, uden tøven. Jeg gik i hendes fødspor. Da jeg var kommet helt ind i den, spændte hun mig fast til et tov der hang ude i siden. Rampen blev lukket. Det var ingen vej ud, jeg stod i en hestetrailer, igen. Der var lagt noget hø ind i traileren. Og så begyndte den og køre. Jeg stod der virkelig længe! Men endelig blev rampen lukket ned, og der kom lys ind i traileren. Jeg vrinskede og Zindy kom ind.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...