Når kærligheden vinder over døden - Hestens Dagbog

Hej derude :-DD
Jeg har hørt for mange der afliver sine heste, fordi de har fået en skade. Der måske gør de aldrig kommer tilbage på stævnepladsen, bare fordi. DU måske førte hesten over springet, men den styrtede. Og der skete noget med den. Der gjorde så hesten aldrig vil kommer over et spring igen. Men stadig havde chancen for og komme langt op i klasser, bare i spring.
Eller måske, havde den fået en rygskade så den aldrig vil blive ridehest igen..
Så tænk over det.
Håber i kan lide novellen.
God fornøjelse..

OBS: Den er set fra hesten synsvinkel.

2Likes
19Kommentarer
2195Visninger
AA

5. En anderledes hverdag - noget helt nyt

Zindy kom ind i boksen. Hun tog en underlig ting frem, den var lavet af reb. Hun tog den på mig, og den sad ligesom en grime, bare meget bedre og var mere afslappende at have på, og behageliger. Hun klipse et langt reb fast under grimen, ligesom til en normal grime. Vi kom ud på ridebanen. Hun longede mig, med hun brugte ikke en pisk eller andet. Kun sin stemme, og "tegn" til hvilke gangarter jeg skulle lave, ved hun selv lavede dem. I starten forstod jeg dem ikke, for det var jo ikke sådan hun plagede at longer mig. Hun lavede en øvelse der hedder, "knytte bånd" teknikken. Det gik ud på, at jeg skulle tage hovedet ca. 10 cm over jorden, gumle, som om jeg spiste noget og så skulle mit øre der vendte indmod hende, være indmod hende, og det andet skulle være væk fra hende. Det var et tegn på at jeg gerne vil samarbejde eller bare arbejde med hende. Da jeg havde givet hende tegnet, vendte hun ryggen til mig og satte sig ned på hug. Hun sad helt stille. I starten forstod jeg det ikke, men efter noget tid blev jeg irriteret af hun Ingorede mig, så jeg gik over til hende. Hun rejste sig op da jeg var kommet hen til hende, og så begyndte hun at gå rundt. Det var som om hun ligepluslig ikke vil have jeg måtte være i hendes selskab. Jeg gik stille og forsigtigt efter hende, hun begyndte at løbe. Jeg løb efter hende, hun grinede. Nu forstod jeg det. Jeg skulle følge efter hende. Det tog meget lang tid før jeg forstod det, men det var faktisk vildt sjovt. Jeg løb efter hende, igennem nogen kegle - ligesom slalom. Vi løb også over nogen små kryds sprang, side ved side. Det her var meget sjovere end at vinde en rosset, og vide at man var den bedste. Det her var ... unikt ... utroligt ... ubeskriveligt ... uforglemmeligt ... det var, noget helt andet. En helt anden følelse. Det var som om, men levede i ét, med hinanden. Jeg ved ikke engang hvordan man skal forklarere det, man skal opleve det for man kan sætte ord på det. (Det er en fantastik følelse, vil KLART anbefale det! Både du og hesten vil elske det, og I vil aldrig glemme følelsen igen!) Zindy tog en dressurpisk frem, og bandt en plastikpose på den. Hun viste godt, jeg var rædselslangen for plastik. Hun gik stille rundt om mig med den, imens hun små larmede med den. Jeg begyndte stille at svede, jeg var forvirret og vil helst væk. For jeg var bange for plastikken, men Zindy blev ved. Hun ignorerede mine signaler, som viste jeg var bange for den. Hun kom tætter og tætter på mig, jeg blev mere og mere bange. Men på den anden side, gjorde hun mig mere roligere. Jeg ved ikke hvad, men hun fik mig ligesom til at slappe mere af. Det var som om hun snakkede med mig imens hun gik rundt om mig, men det var jo bare fordi hun var rolig. Og det gjorde så mig rolig, selvom det jeg var rædselslagen for, kom nærmer. Viste den person der havde tingen i hånden, alligevel at den ikke var farlig. Ved hun selv var helt rolig og afslappet.
Zindy kom nærmere, og havde den der pisk med en plastikpose i hånden. Jeg vil bakke, men et eller andet fik mig til at blive stående. Hun vil jo ikke gøre mig noget ondt. Til sidst rørte hun mig med plastikposen, jeg var skramt i starten. Men nu var jeg helt rolig. Hun stod nu ved min side. Hun hoppede stille op på mig, med posen i hånden, imens hun viftede rundt med den, jeg blev urolig og bakkede lidt i starten. Men Zindy snakkede beroligende til mig, så jeg blev afslappet. Efter 5 minutter skridtede vi stille afsted, Zindy havde stadig posen i hånden imens jeg gik. Men det gjorde mig afslappet at hun ikke havde udstyr på, og at hun stolede så meget på mig. Hun drev stille på mig, jeg slog over i trav. Posen larmede, men det irriterede mig ikke, så jeg travede videre. Hun smed posen på midten af ridebanen, cirka. Og red videre, hun satte mig i galop. Det var fantastik, at galopere rundt på ridebanen, uden udstyr. Mine smerter i ryggen, var som forsvundet. Jeg kunne overhovedet ikke mærke dem mere, det var som om kærlighed, eller hvad det her var, fik dem til at forsvinde. Havde Zindy ligefrem, helbredt mig? Vi galopede rundt på ridebanen uden udstyr, som om det var det mest naturlige i hele verden. Jeg nød det i værtfald. Sikkert ligeså meget som Zindy, for hun grinte i værtfald. Jeg lavede et lille buk, jeg var så glad. Jeg håbede på det aldrig vil stoppe. Men efter lidt tid, begyndte Zindy har få mig til at sænke farten, ved at læne sig tilbage. Jeg satte farten ned, og skridtede nu stille rundt.





UNDSKYLDER DET HER KORTE KAPITEL!!! - BÆR' OVER MED FEJLENDE! DET ER SKREVET PÅ EN X10 MINI PRO.! DERFOR ET MEGET LILLE TASTETUR!
DET NÆSTE KAPITEL LOVER JEG, BLIVER LÆNGER!(;
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...