Pigen på Hospitalet

Forvirring på et hospital ... ||Hvad vil der ske...?||

9Likes
12Kommentarer
1552Visninger

1. Hospitalet

Hospitalsvæggene var så hvide at de nærmest skar hende i øjnene. Hun kneb sine smukke øjne let sammen og så ned i gulvet. Gulvet var også hvidt, men det havde en anelse mørkere nuance af mange års støv og andet skidt. Nu og da kunne man skimte en rødlig plet. Hun lod hånden køre hen af væggen, mens hun stadig så ned. Et kort øjeblik var alt hendes fokus rettet mod gulvet, og hun var nær ved at støde ind i en læge. ”Undskyld..” hviskede hun. Han ignorerede hende. Hun fortsatte. Hele den morgen havde alle ignoreret hende. Lige fra da hun slog øjnene op. Hendes mor havde siddet i en stol ved hendes hospitalsseng. Hun havde virket bleg og bekymret. Men alligevel havde hun ignoreret hende da hun havde kaldt på sin mor.

Hun så ind på en anden stue. Der lå en gammel dame. Damen så op, da pigen trådte ind. ”Hvem er du?” spurgte hun med sin knirkende stemme. Hæs af alderdom og sygdom. Pigen så på hende. ”Cecilia.” svarede pigen. Den gamle dames blå øjne kiggede skarpt på hende. End ikke alderdom havde kunnet formindske kraften i damens blik. ”Din lille stakkel.” sagde hun bare. Pigen vendte hende ryggen og gik ud. Damens blik havde næsten gjort ondt. Hun besluttede sig for at besøge den lille dreng i stuen ved siden af hendes egen. Hun trådte ind og satte sig ved hans seng. Her på det sidste var han blevet svagere. Han åbnede næsten aldrig øjnene mere. Ikke engang når hun kom på besøg. Han var døende, og hun vidste at hun kunne ende som ham. Hun lod sin hånd stryge ham hen over kinden. Han virkede så varm. Men hans kinder var blege, og der lå skygger under hans lukkede øjne. Han var så lille. Det virkede ikke retfærdigt. Han syntes at smile. Med de bløde læber der buede en smule opad. En enkelt tåre faldt ned på hans kind. Den syntes svag og gennemsigtig. Han havde været som en bror for hende. Hun rejste sig da en sygeplejerske kom ind, men sygeplejersken så end ikke på hende. Langsomt gik hun ud fra det deprimerende rum. Det var på tide at gå ind i hendes egen stue. Men der var noget galt. Der lød gråd inde fra stuen. Hendes mors gråd. Pigen stod i døren. Hun kunne se sin mors bøjede ryg. Hun hang nærmest hen over pigens seng. Hvorfor græd hendes mor? Pigen følte sig friskere end nogensinde. Hun havde stået op af sig selv. Hun havde været oppe for første gang i lang tid. Hun så ned af sig selv. Hun virkede tynd og bleg. Hun lignede ikke sig selv, men hun følte sig stærk. ”Mor? Hvorfor græder du?” spurgte hun. Hendes mor hørte hende ikke. ”Mor!” sagde hun, nu højere. Lægen kom ind. ”Du ved at der ikke var noget håb tilbage mrs. Johnson.” sagde han stille. Hendes mor græd stadig. ”Ikke nu. Det var for tidligt.” hulkede hendes mor. Pigen gik helt hen til hende og lagde sin hånd på hendes mors skulder. Så var det at hun fik øje på pigen i sengen. Hun lignede hende. Hun så bare mere bleg ud, mere svag. Mere død. Pigen vaklede. ”Det kan ikke passe!” gispede hun. Hendes stemme lød mere som vinden der puslede i træerne. Endnu et par dråber faldt ned fra hendes kinder. ”NEJ!” skreg hun. Glasset ved siden af den døde pige smadredes. ”Jeg er ikke død!” skreg hun.
”Jo du er, Cecilia. Det ved du også godt.” sagde en lille stemme. Pigen vendte sig om. Det var drengen fra den anden stue. ”Jamen jeg vil ikke dø..” hviskede hun desperat. Drengen smilede fredeligt og rakte sin lille hånd hen mod hende. ”Kom.” sagde han. ”Kom.”
Pigen tog hans lille hånd i sin. Den virkede så frysende kold. ”Hvad nu?” spurgte hun. Drengen smilede kærligt op til hende. ”Nu forlader vi hospitalet, for nu er vi raske. Intet kan længere gøre os ondt.” svarede han. Hun smilede. Først tøvende, og så bredt. Intet kunne længere gøre hende ondt. Aldrig mere.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...