fremmed for mig selv

Julie føler sig fremmed for sine venner, sin familie og for sig selv. Hun synes at hun ikke passer nogle steder, og har intet at holde fast i. Hun er også træt af hun bliver set på som en lille pige. mest af alt har hun løst til at løbe væk

12Likes
3Kommentarer
1401Visninger
AA

2. ingens ven

jeg begyndt at gå for mig selv. Jeg dagdrømte tit om en ny verden hvor jeg ikke blev behandlet som et barn, men hvor folk hørt hvad jeg sagde. Alle pigeren ville også blive deres gamle jeg, og glemme alt om drenge og make-up. i den verden ville mine forældre forstå mig, og de ville give mig lov til atl jeg bedte om. Men det blev kun ved drømmen. Jeg blev ved med at skubbe mig væk fra dem jeg kendte, og jeg begyndte også at stille spørgsmål ved mig selv
-hvem var jeg, og hvad ville jeg blive? ville jeg nogle sinde finde en som mig?- spørgsmålene hobede sig op, og jeg havde intet svar. Mange af frikvarterende gik med, at jeg sad i en krog for mig selv, men en dag skete der noget uventet.
Nogle ældre drenge havde fået fat i en anden dreng. Jeg genkendte ham fra min parallelklasse. Han havde en mørk hud, og hans sorte hår var fyldt med krøller. De stor drenge havde fået ham trængt op i en krog, og stod nu med deres truende knytnæver. Den afrikanske drengs mørke øjne lyste af afsky og frygt. I sidste øjeblik fik jeg en idé som kunne hjælpe ham. Jeg tog nogle af de småsten jeg altid gik rundt med, og smed dem tæt på hvor drengene stod. De store drenge vendte sig om for at kigge, og den afrikanske drenge kunne løbe væk.
Han løb så hurtigt han kunne mod hovedbygningen, og før nogle opdagede ham var han væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...