Justin Bieber's danser!

Amanda er et naturtalent til dans! Hun stiller op til en konkurence om at danse på scenen med en kendt!

114Likes
788Kommentarer
46644Visninger
AA

64. NÅ??

"Du SKAL komme!" sagde jeg. Vi snakkede om festen.
Jeg fik Mell og Victor til at tage over til nogle venner sammen med lille Drew. De skulle overnatte..
"Måske kommer jeg... Jeg har travlt Shawty!" sagde han og stirrede mig i øjnene.
"Hmrf" fnøs jeg og kiggede væk.
"Nuuuuuurh! Er du nu sur?" spurgte han og killede mig under hagen.
"Nej! Justin fingrene væk" grinte jeg.
"Er du ikke killen?" spurgte han.
"Nej. Det er kun dig der er killen under hagen!" sagde jeg og killede ham under hagen.
Han fniste og tog min hånd i sin.
"Selvom vi kun har været væk fra hinanden en måned savner jeg dig virkelig meget" hviskede han.
"I lige måde" sagde jeg og kiggede på vores hænder.
"Nå?" spurgte han.
"Nå hvad?" grinte jeg.
"Det ved jeg ikke. Jeg ville bare bryde tavsheden" grinte han med sin søde hæse stemme.
Jeg grinte af ham og lagde mig på tværs i sengen.
Justin lænede sig over mig. Face2Face... Han kiggede på mine læber, kunne jeg se.
"Hvad laver du?" spurgte jeg, da han nærmede sig.
"Shh" hviskede han og lukkede øjnene.

JUSTIN'S SYN!!!!
------------------------
"Hvad laver du?" spurgte hun stille, da jeg nærmede mig.
"Shh" hviskede jeg for at få hende til at lukke arret.
Jeg lukkede øjnene. Var hun nervøs? Hendes hjerte dunkede som bare fanden!
Jeg kunne mærke hendes dejlige varme mod min hud. Hendes dejlige duft der beroligede mig.
Jeg kyssede hendes dejlige og bløde læber. Først gjorde hun ikke noget, men da jeg skulle undskylde, kyssede hun mig. GUUD hvor jeg dog savnede hendes kys.
Hun vendte kinden til, fordi hun ikke kunne trække hovedet tilbage. Da hun sukkede, åbnede jeg mine øjne og kiggede undrende på hende.
"Hvad?" hviskede jeg. Hun rynkede panden og så forvirret ud.
"Ikke noget" sagde hun og rystede på hovedet.
Hun så stadig forvirret ud. Da jeg prøvede, at se hende i øjnene, vendte hun blikket væk.
"Amanda. Hvad er der galt?" spurgte jeg og fangede hendes blik.
Hun tog en dyb indåning og smilte lidt til mig.
"Der er ikke noget galt. Jeg tænkte bare på noget" mumlede hun.
"Hvad tænker du på?" spurgte jeg. Nu var det min tur, at have det forvirrede udtryk i ansigtet.
"Os...." hviskede hun og kiggede mig i øjnene.
"Hvad er der med os?" spurgte jeg dumt.
"Du bor i Atlanta. Jeg bor her. Vi kysser. Hvad sker der så?" sagde hun. Hun lød skuffet og vred.
Jeg lukkede øjnene og kyssede hendes kind.
"Langdistanceforhold" grinte jeg tøvende.
Hun grinte også.
"Det kommer ikke til at fungere" sagde hun og droppede det sjove.
Ville hun overhovedet være sammen med mig igen?!
"Du får det til, at lyde som om du ikke vil" sagde jeg skuffet.
"Jeg vil godt. For jeg kan stadig lide dig. Da jeg kom sammen med Davin troede jeg, at jeg kunne glemme og komme over dig. Men åbenbart ikke" hviskede hun.
"Vil du høre sandheden? Altså om da jeg sagde jeg elskede Jasmine mere end dig" sagde jeg.
Hun skar tænder, da jeg nævnte Jasmine.
"Jeg løj" indrømte jeg flovt.
Hun var stille, men hendes vrede åndedrag var for hidsige til at kunne være stille.
"Hvorfor?" spurgte hun sammenbidt.
"Måske fordi jeg var for bange til, at indse sandheden i øjnene. Jeg ved det lyder latterligt, men nogle gange skal man bruge en pause fra kæreligheden" sagde jeg.
Årh for Satan i Helved! Hvorfor i Fandens dumme navn sagde jeg det?!
"Hvad mener du?" spurgte hun med en rynket pande.
Jeg sukkede opgivende. Hvordan skulle jeg fortælle det?
"Okay. Lad os sige at vi lever i datid. Jeg elsker dig og kan ikke få nok af dig, derfor afviser jeg dig. Kun for vores eget bedste!" sagde jeg som om hun var mongol.
"Du afviste mig og ydmygede mig total meget, fordi du holdt af mig??!!" spurgte hun dumt.
"Ja" svarede jeg.
"Justin det er sgu den mest lammeste og dummeste undskyldning nogensinde!" snerrede hun vredt. Hun skubbede mig hårdt væk og satte sig op.
"Jeg ved det lyder lamt, men det er rigtigt!" sagde jeg og sukkede.
"Seriøst? Du brugte en tøjte, som... hjælp til at få dig i godt humør igen?!" spurgte hun stadig meget meget vred.
"Nej ikke på den måde... Jeg... Du forstår ikke Amanda" sagde jeg utålmodigt.
"Nej.... Jeg forstår åbenbart ikke din hjerne" grinte hun lidt efter.
Jeg fniste, og lagde hende ned igen som før.
Jeg lagde en hånd på sengen, så hun ikke blev mast af min vægt og min anden hånd var flettet i hendes. Hun tog fat i min trøje og trak mig nærmere.
Hun smilte, da jeg kyssede hende.
Jeg kunne mærke, hun trak på smilebåndet.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...