Den udødes gård

Museumsdirektøren er på vej til en forladt gård på Juleaften da hun har fået et opkald om nogle gamle ting.

Hvad mon der vil ske?

4Likes
3Kommentarer
1794Visninger
AA

2. Afsnit 2: Den forladte gård.

Gården så endnu mere trist ud. Bygningerne var i forskellige niveauer af forfald. ”Gården virker … Død.” hørte direktøren et af de nye medlemmer sige. ”Det er jo klart. Den er jo forladt.” svarede hun, en anelse irriteret. Men gården så ganske vist ud som om den ikke var blevet tilset i mindst et århundrede. ”Et perfekt sted for spøgelser.” blev der spøgt. Direktøren stampede direkte hen til døren og flåede i den for at få den op, bare for at bevise at hun ikke var bange. Hun skulle vise dem. Efter et stykke tids flåen og hiven i døren, gik den op, eller snarere gik i stykker. Låsen der havde siddet på døren var rent faktisk smuldret. Direktøren lod låsen falde, og trådte ind gennem resterne af døren. Den lille entre så ud til at hører til i 1800-tallet. ”Fantastisk.” mumlede direktøren. Det eneste der stort set kunne overvælde hende, var fortiden. Som en kvinde i fyrrerne, selvom hun dog gjorde alt for at skjule denne alder, var hun meget tæt knyttet til fortiden. Nye tider var ikke rigtig hende. ”Nå, men var det ikke meningen at vi skulle møde ejeren her?” spurgte en eller anden. Direktøren nikkede. ”Jo, han sagde at han ville være her når vi kom.” svarede hun. Da hun vendte sig om for at se på resten af hendes hold, stod de alle samlet i en tæt gruppe nær døren. Hun kunne ikke lade være med at smile kort. At se en hel gruppe voksne mennesker stå tæt sammen, rædselsslagne, var virkelig et kønt syn. Hun drejede op på hælene og gik videre ind i stuen. I stuen stod der en gammeldags lænestol med matchende møbler. Der var en gammel kamin, og et stort maleri af en utrolig køn mand. Træet var mørkt som chokolade. Et behageligt syn for direktørens øjne. Støvet lå i tykke lag rundt omkring, og da hun satte sig i sofaen rejste der sig en støvsky. Der var noget galt. Da direktøren så ned på det smukke tæppe, fandt hun en rød plet. Pletten var så stor at den gik ind under sofaen. Det lignede …. Det kunne ikke passe, kunne det? Forsigtigt rejste direktøren sig op og lagde sig ned på knæ. ”Direktøren har altid sans for detaljer.” hørte hun sin assistent sige. Under sofaen var der næsten lige så mørkt som udenfor, men da hendes øjne havde vænnet sig til mørket fik hun øje på noget grufuldt. Hun trak sig tilbage mens hun skreg rædselsslagent. Hun kravlede væk på en meget ukvindelig måde. ”Hvad er der?” udbrød assistenten. ”Død…! Han er død!” stønnede direktøren.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...