Guldgraverens datter

Osmann havde været en rigtig guldgraver, men nu om dage var han rettere en omrejsende handelsmand der kun ejede en kærre, en hest, og så hans datter. Under en voldsom storm stikker hesten af, og datteren Traude bliver væk i et forsøg på at hente hesten hjem. Mange år senere er Traude stadig ikke blevet fundet, og håbet er opgivet. Dog bliver de to brødre, Milron og Heron, sønner af en Sherif, aldrig trætte af en udfordring, og måske lykkes det dem at finde guldgraverens forsvundne datter et sted i den vilde prærie?

3Likes
5Kommentarer
1517Visninger
AA

1. Stormfuld nat

Solen skinnede. Den stod højt oppe på himlen, faktisk præcist i midten, så skyggen forsvandt under kroppen selv. Traude smøgede ærmerne på den beskidte skjorte op, og klappede den svedige hest på mulen. "Far! Far, jeg tror, hesten er tørstig!", råbte Traude, men hendes far var faldet i søvn. Han havde klappet stolen ud og den brede hat skyggede hans ansigt. Hun gik beslutsomt ind og fandt en spand, som hun fyldte med vand fra deres tank. De sørgede altid for at fylde tanken godt op, for vand kunne man ikke få nok af når man var ude på prærierne. Traude stillede spanden med vand foran hesten, der slubrende drak i sig. Hun smilede tilfreds til den - der var et lille mellemrum mellem de to fortænder, men det sagde far, nok skulle vokse væk. Det var heller ikke fordi, Traude gik meget op i hvordan hun så ud. Hun var ligeglad med at folk ofte tog fejl og troede hun var en dreng, for det hørte med til at være datter af guldgraveren. Man måtte knokle hårdt, sådan var det. Hun var vokset op til dette liv, og selvom det var hårdt, så elskede hun det. "Du er sikkert stærkere end alle pigerne i byerne, og måske endda drengene også," sagde hendes far tit, og så smilede Traude. Til tider kom de forbi byerne, og Traude mængede sig ofte med hendes jævnaldrende for at lægge arm med dem. Selvfølgelig vandt hun ofte!
Der var kun få bøller, hun ikke havde tæmmet endnu. Det skulle hun nok få gjort, tænkte hun, og fjernede den tomme spand fra hesten igen. "Hesten er ikke tørstig mere," sagde hun til hendes far, der forvirret vågnede. "Den hedder altså Soufflé," sagde han. Traude trak på skuldrene. Siden hun havde fået at vide, at Soufflé var en ret, brød hun sig ikke om at kalde hesten ved det navn. Hun mente det var forkert, og at hesten ikke på nogen måde mindede om en Soufflé. Så hellere kalde den Hest.

Solen stod nu lavt på himlen. De havde ikke foretaget så meget idag - normalt red de frem og tilbage og gjorde handel i byerne, for derefter at tage ud og overnatte i prærien, efter de havde fundet ud af hvad aftensmaden skulle være. Osmann lukkede døren til kærren, så ingen kryb eller insektet kunne komme ind, når de skulle nyde deres aftensmad.
"Traude, imorgen drager vi af sted mod Sherif Willards by, kan du huske den?", spurgte Osmann og stak hende et ordentlig stykke kød, som han lige havde grillet ude på bålet. De havde været så heldige at finde nogle harer. Nogle gange var det meget svært at finde dyr i prærien, men der var selvfølgelig slangerne. Dem brød Traude sig bare slet ikke om at spise, for ikke at tale om tilberedelsen. Derfor var harer som et drømmemåltid, og glædeligt satte hun tænderne i den.
"Nej. Det kan jeg ikke," svarede Traude med munden fuld. "Nå.. Sherif Willard er ellers ham den flinke. Ham, der giver gratis måltider" fortalte Osmann. "Siger mig ikke noget..." sagde Traude eftertænksomt. "Nå. Bare lad som om du kan huske ham, for ellers er det slut med gratis måltid fra ham!", sagde Osmann og lo. Traude lo lige så højt med.
De fik øje på de tunge, grå skyer udenfor.
"Stakkels Hest. Han skal sove udenfor," påpegede Traude. Det var sjældent regnvejr, men når det var, kunne det godt være slemt. "Tja, en hest er en hest," var Osmanns eneste kommentar.
De ryddede op og gjorde klar til at lægge sig til ro. Traude havde ikke iført sig hendes natkjole endnu, da en høj vrinsken lød udefra. "Åh nej. Jeg må hellere berolige den," sagde Traude, og slog døren op ud til. Regnen silede ned, men alligevel trådte hun ud i den. Tunge dråber faldt på hendes mørke hår, og på det snavsede, drengede tøj, men hun tænkte kun på at berolige hesten. Den havde rejst sig, og Traude betragtede det store dyr. Tordenvejret startede - et lyn slog ned et sted i det fjerne, og et højt brag fulgte efter. "Traude, kom indenfor!" beordrede Osmann, men så hørte han et forskrækket udbrud, og skyndte sig hen til den åbne dør. Hesten havde sat i fuld galop og sprintede nu ud over prærien. Osmann stod bare i afmagt og stirrede efter hesten, men så gik det op for ham, at pigebarnet var spurtet efter den. "Traude! Kom tilbage!", råbte han efter hende, men pigen var fuldt overbevist om at hun var i stand til at indhente hesten. Hun snublede gennem prærien, mens det våde græs blev tynget i jorden. Dumme hest. Dumme pige. Osmann stampede irriteret ud af kærren. Forskrækket hørte han døren smække bag ham, og straks vendte han sig om, for at sikre sig den stadig kunne åbnes. Det kunne den. Han åndede lettet op. Så vendte han sig igen om, for at spejde ud over prærien, måske få øje på Traude. Skyerne havde nu overtaget hele himlen, og det var meget mørkere end for noget tid siden. I det fjerne synes han at genkende en løbende skikkelse, og igen råbte han af sine fulde lungers kraft, kaldte på sin datter...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...