Flugten

Anna og Elias lever at hårdt liv på Sønderborg Slot i året 1863. De lever et liv uden forælder og uden et rigtigt hjem......

2Likes
2Kommentarer
1799Visninger
AA

2. Livet på slottet....

Livet på slottet var hårdt. Siden mine forælder døde i en ildebrand, havde min lillebror og jeg boet i et lille tårnkammer på slottet. Jeg kunne ikke huske meget fra den aften. Kun ildens flammer der brændte vores hjem ned. Råbene og skrigene fra mine forældre om, at jeg skulle tage Elias og komme væk. Det var den sidste aften jeg så mine forældre. Ilden tog dem og vores hjem fra os. Vi kom her til slottet uden nogen ejendele. Slotsforvalteren gav os et lille tårnkammer at bo i. Vi måtte arbejde for føden, men der var aldrig nok mad, derfor var jeg nød til at stjæle. Jeg løb tilbage mod tårnkammeret, med æblerne og brødet i mine lommer. Solen var snart stået helt op og folk var begyndt at vågne. Snart ville gårdspladsen være fyldt med folk.
Det lille tårnkammer lå badet i sollys fra det lille gavlvindue øverst. Elias lå i den eneste og fælles seng, vi havde. Han træk vejret tungt og roligt. Jeg foldede tæppet omkring hans spinkle krop og satte mig stille på kanten af sengen, ved siden af ham. Jeg strøg hans brune hår blidt væk fra hans ansigt og begyndte at synge stille. Det var en vuggevise min mor engang havde sunget for mig. Sådan sad jeg i noget tid, da vuggevisen var slut, startede jeg på ny. Elias slog sine grønne øjne op. ”Anna,” ”ja,” hviskede jeg. ”Jeg er sulten,” sagde han. Jeg rejste mig og gik over og tog et æble og en humpel brød med tilbage til ham. ”Her,” sagde jeg og gav ham maden. Han tog imod det og begyndte at spise. ”Hvad er der sket med dig,” spurgte han bekymret.”Ikke noget,” svarede jeg og tog min hånd op til kinden. Han lagde blidt sin hånd ovenpå og hviskede: ”Vi skal væk herfra.” ”Nej,” svarede jeg bestemt og skubbede hans hånd væk. ”Vi har husly og mad her,” fortsatte jeg. Han var stadig ikke overbevidst.”Rygtet taler sandt, fjenden er gået i land,” sagde han stille og jeg kunne høre hvor bange han var. ”Hvad.” ”Fjenden er gået i land, der udbryder snart krig mellem Danmark og Preussen.” Jeg sad som forstenet. Krig, ødelæggelse og død. ”Hører du, hvad jeg siger Anna,” Elias spinkle skikkelse sprang op og greb fat om mine skuldrer, han begyndte at ruske i mig. ”Der bliver krig,” råbte han. ”Vi er i sikkerhed her på Sønderborg slot,” svarede jeg roligt. ”Nej Anna,” hviskede han. ”Så bliver jeg nød til at kæmpe,” sagde han.”Hvad, nej,” jeg slog en gøende latter op. ”Du er kun tretten Elias, selvfølgelig skal du ikke kæmpe.” Tårerne trillede ned af mine kinder. At miste mine forældre og mit hjem var det værste, jeg nogensinde havde oplevet. Savnet, smerten og minderne ville altid sidde fast i mig. Jeg var plaget af skyldfølelse hver dag, over ikke at have kunnet redde dem. Tanken om også at miste min lillebror Elias, var ikke til at bære. Aldrig skulle nogen gøre ham fortræd, aldrig skulle nogen tage ham fra mig. ”Så må vi væk Elias,” hviskede jeg, da alvoren gik op for mig og jeg kunne se hans beslutsomhed. ”I nat, efter at månen er stået op.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...