Flugten

Anna og Elias lever at hårdt liv på Sønderborg Slot i året 1863. De lever et liv uden forælder og uden et rigtigt hjem......

2Likes
2Kommentarer
1795Visninger
AA

5. Flugten....

Da jeg vågnede var bålet brændt ud, solen stod på sit højeste, en fugl fløjtede ensomt og træerne dansede i takt med vinden. ”Elias, Elias,” hviskede jeg og ruskede ham blidt. ”Vi skal videre.” Han vågnede pludseligt. Han havde sorte rander under øjne og hans brune hår strittede til alle sider.”Vi skal videre Elias,” gentog jeg. Vi rullede hurtigt tæppet sammen, puttede den smule mad vi havde tilbage i et lille klæde og begav os videre. Vi sagde ikke ret mange ord under turen. Pludselig begyndte Elias at råbe højt. ”Anna, Anna prøv at hør,” han stoppede op. Lyden af hestehove og råb lød bag os. ”Der er de,” råbte en hæs stemme bag os.”Elias, det er dem, vagterne, hvad gør vi?” Min stemme var skinger af rædsel. ”Løb Anna, løb,” råbte han. ”Nej Elias, hvad med dig?” ”Jeg klarer mig Anna, løb.” Han gav mig et blidt puf i ryggen. Jeg satte i løb. Jeg løb og løb, mine ben skreg af smerte, men jeg måtte ikke stoppe, ikke nu. Mine lunger brændte og mine øjne sved. Det blev helt tåget for mig, da tårerne steg op i mine øjne. ”Elias, Elias hvor er du,” råbte jeg forgæves. Grenene slog mod min krop, vinden tog i mit hår og tårerne trillede.”Her Anna lige bag dig.” Han tog min hånd. ”Elias, hvad gjorde du.” ”Løb den modsatte vej.” Jeg kikkede først på ham nu, han smilede et skævt smil. ”Tror du, vi slap af med dem?” Spurgte jeg. ”Jeg tror, de prøver at finde det rigtige spor. ”Anna, prøv at se.” Han pegede mod himlen. En røgsky steg op mellem træerne. ”Kom Anna.” ”Hvad hvis det er fjender?” ”Kan du ikke hører det, de er ikke langt fra os, vi må skjule os et sted,” forsatte han. ”Vi kan skjule os i skoven.” ”Nej, buskadset er ikke tæt nok her.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...