Den hvide verden

Min mor endte i en tragisk bilulykke, siden har jeg boet hos min far som jeg knap kender.

0Likes
4Kommentarer
874Visninger

1. Hospitalet

Væggene omkring mig er hvide, alting omkring mig er hvidt. En svag lugt af kaffe hænger omkring mig. Ikke en lyd høres i det fjerne, kun mine egne fodtrin kan jeg hører. Jeg stiller mig foran døren til værelse 67. Jeg tager en dyb indånding og rækker ud efter dørhåndtaget. Min hånd ryster en smule."Okay, nu tager du dig sammen," hvisker jeg til mig selv. Jeg åbner døren og træder et skridt ind i rummet. En vind rammer mit ansigt og sender en kold følelse igennem min krop. Vinduet står på klem, ved siden af døren, så jeg lukker det stille i. Jeg vender mig om og der ligger hun. Midt i rummet ligger hun i sengen. Bleg og ubevægelig, kun svagt trækker hun vejret. Jeg synker den klump der har sat sig fast i halsen på mig. Stille sætter jeg mig siden af hende og tager hendes hånd. Den er kold og helt hvid, jeg giver den et kærligt klem, i håb om at hun kan mærke det. Mine øjne kikker i lang tid på hendes kolde hånd."Mor," hvisker jeg næsten uhørligt. Hendes ansigt fortrækker ikke en mine. Jeg løsner blikket fra hendes hånd og retter det mod hendes ansigt. Hendes lang, røde hår klæber sig fast til hendes kinder, øjne er lukket, læberne formet i en smal linie, mens små svedperler triller stille ned fra hendes pande."Jeg savner dig," hvisker jeg. Det gjorder jeg, jeg savnede hende så forfærdeligt meget. Siden min mor kom i koma, efter en tragisk bilulykke, har jeg følt mig så ensom, så forladt. I de sidste uger har jeg boet hos min far. Jeg har ikke set ham i flere år, så han virker som en fremmed for mig. Men jeg har ikke noget valg. Jeg sidder og kikker på hende. Minderne om hende fylder mit hoved, tanken om at miste hende, er ikke til at bærer. Mit syn bliver sløret, da tårene stiger op i mine øjne. Jeg slipper brat hendes hånd og går ud af døren."Undskyld," hvisker jeg og vender mig om. Tårene triller hurtigt, ned af mine kinder. Jeg satte i løb, langs de hvide gange. Jeg kan ikke klare det mere, at sidde og kikke på hende uden at kunne gøre noget. Bleg og ubevægelig ligger hun der. Hun ser så, så død ud. Jeg stormer ud af hopitalet, med tårene trillede. Jeg må væk, så langt væk jeg kan komme. Væk fra hopitalets hvide gange. Jeg viste hvad jeg gik indtil, viste jeg ikke ville bryde mig om det. Men den trang der opstår, når jeg er væk fra hende er så stor, at den er svær at kæmpe imod.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...