Alma og Helena

Alma er Helenas bedste veninde. Da Alma tager på ferie til London i to uger, er Helena ikke ligefrem begejstret for at skulle kede sig uden hende så længe. Men da ugerne begynder at gå, og Alma stadig ikke er kommet hjem, bliver Helena urolig. Hvorfor er hun ikke hjemme?

0Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

2. Johanne

Selvom jeg var ret sikker på at komme til at kede mig ihjel i løbet af de næste to uger, gik de faktisk hurtigt. Jeg sov længe og brugte dagene udenfor. Solen skinnede med brandvarme stråler hver dag og en af dagene tog jeg ned til stranden med min bog og iPod. Da jeg havde ligget og læst et kvarters tid, var der pludselig en der stod foran mig. Det var en pige der så ud til at være på min egen alder. Hendes mørkebrune hår faldt om hendes skuldre i bløde krøller og hendes kinder var fulde af små fregner. Hun smilte til mig.
”Hej,” sagde hun. Hun var ikke genert, lød som om vi allerede kendte hinanden.
”Hej.” Jeg så op fra min bog og smilte tilbage til hende. Jeg anede ikke hvorfor hun pludselig stod der, men jeg havde ikke noget imod at møde nye mennesker.
”Hvad hedder du?” spurgte hun så. Uden at tænke videre over det, svarede jeg hende.
”Helena,” sagde jeg og missede med øjnene mod de skarpe solstråler. Jeg trak min taske hen til mig og begyndte at lede efter mine solbriller. Der var stille et øjeblik.
”Jeg hedder Johanne,” sagde hun så, ”jeg er 14.” Hun havde nu taget et par røde solbriller på, der passede godt til hendes hvide sommerkjole. Hun smilte igen. Jeg lo lidt.
”Ligesom mig,” smilte jeg. ”Hej Johanne.”
”Hej Helena.” Hun satte sig på en sten tæt på. Der var igen en larmende stilhed, og jeg lod mine øjne falde på linjerne i bogen.
”Er du også på ferie her?” Hun afbrød tavsheden og så på mig.
”Jeg bor ikke særlig langt herfra, så nej,” svarede jeg. Hun virkede sød, så jeg lagde bogen fra mig og prøvede at få gang i en god samtale. ”Hvor bor du?” spurgte jeg af ren og skær nysgerrighed.
”Jeg bor i Århus, men jeg tror snart vi bliver nødt til at flytte. Vores hus er for stort når vi kun er tre.”
”Dig og dine forældre, eller…?” Jeg rejste mig og begyndte at gå hen mod badebroen. Jeg viftede med hånden til hende for at få hende til at følge efter.
”Nej … ” Hun var pludselig blevet stille. Jeg skulle lige til at undskylde at jeg spurgte, men hun afbrød mig:
”Mig, min søster og min mor. Min far er forsvundet.” Hun lo en kort og glædesløs latter og satte sig ned ved siden af mig på broen og vippede med fødderne. Jeg fik ondt af hende. Hun så lige pludselig så trist ud.
”Det er jeg ked af, jeg skulle ikke have spurgt,” sagde jeg og så på hende. Nu smilte hun lidt igen.
”Nej, det er helt okay. Jeg har ikke set ham siden jeg var fem så jeg har vænnet mig til at han ikke er her.”
Der var igen stille. Jeg betragtede et lille insekt der summede over vandoverfladen, og da jeg så op, gik det op for mig at hun gjorde det samme. Vi grinede længe, og jeg kom til at tænke på hvor glad, jeg var, for at hun havde stillet sig op foran mig og præsenteret sig selv. Jeg havde måske fået en ny ven?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...