Pigen i spejlet


1Likes
5Kommentarer
1372Visninger
AA

2. En fremmed gud

Mandag aften omkring kl. 21:00

For nogle måneder siden var jeg så sikker. Nu ved jeg ikke længere.
Folk dør omkring mig. Gode mennesker, der ikke har gjort andet end at hjælpe andre. Uselviske mennesker. Kærlige, ærlige, elsklige mennesker. Og der er ikke nogen, der kan gøre noget ved det. Redde dem. Folk dør overalt i verden. Og en stor del af dem dør ikke af naturlige orsager. Drab, trafikuheld, kræft, og andre sygdomme tager mange tusinde liv hver dag. Folk som er uheldigt stillede får ikke hjælp, eller bliver overset, og når man opdager det er det for sent. Hvor er gud når alle disse ting sker?

I torsdags blev vi ringet op af Helle. Jeg tog telefonen. "Heej hvordan går det? Hvordan har i det i det nye hus?" (Det skal lige siges, at Helle og hendes mand Bent lånte os penge, da mor skulle skilles, og vi ikke selv havde råd til et hus. De har altid villet os det bedste, altid hjælpsomme.) "Fint, og jer?" "Jo tak det går også meget godt. Må jeg tale med mor?" "Jo nu får du hende, hils Bent!" "Det skal jeg nok, og du må også hilse far, og Anne Mette."

Lidt over en halv time senere kom mor grædende ind i stuen, og vi fik at vide at Helle har kræft i maven. Jeg har ikke vidst der før nu, men Helle har flere gange tidligere haft kræft, og vundet. Sådan er det ikke nu. Den muntre Helle vi kender, er uhelbredelig syg. Jeg kan ikke stoppe med at tænke, at hun nu bare venter på at dø. Det må være forfærdeligt. For hende og Bent. Han må være helt knust.. Vi trøstede mor, og græd også lidt selv. Mor har altid været som en moster for mor, og en ekstra bedstemor for søster og jeg.

I dag, mandag, kom jeg hjem fra skole. Der havde været skidekoldt hele dagen, og jeg lavede en varm kop kakao til søster og jeg. En times tid efter da søster og jeg sad og så en film, "Angel" hed den, kom mor hjem. Hun havde kage med. Jeg kunne mærke det på hende. Hun havde noget forfærdeligt at fortælle. I ved, man kan få de her slags følelser, varsler som man ikke rigtig opfatter før den sådan rigtige pointe kommer? Sådan en af slagsen fik jeg, da mor kaldte os ind i køkkenet til kage.
Efter vi alle 3 havde fået et stykke kage, kom det. "Oldemor Kylle er død.." Mors stemme var blød, og så snakkede vi, om nogle af de ting, vi havde oplevet med Kylle, og de oplevelser vi nu ikke ville komme til at dele med hende. På en måde er det ikke sørgeligt, at Kylle er gået bort. Hun var trods alt 105 år, og kun 6 uger fra at blive 106. Selfølgelig vil vi savne hende det er klart. Men jeg tror først rigtigt det går op for os at hun ikke er her mere, til jul. Hvor hun IKKE bliver hentet fra Frydenholdt, og kørt hjem til Farmor. Hvor hun IKKE sættes i den offwhite sofa, i den lille hygge krog. Hvor hun IKKE sidder foran bogreolen ved siden af tante Nana, når vi skal spise. Hvor hun IKKE sidder og snakker med gamle Karsten det meste af aftenen.

Men hun har haft et godt, langt liv, med den mand hun elskede, oldefar Svend. Nu har hun fundet fred, og sidder sikkert oppe i en sofa, med gud, oldefar Svend, og Ole (Hendes ene søn, der som ung blev dræbt af indianerne i Amerika.) Hun skal bisættes på onsdag, i den kirke jeg blev døbt i. Oldemor Kylle har altid været religiøs, men nu hvor hun stod overfor døden, var hun bange. Hun havde været svag i et stykke tid, og Farmor var ved hendes side og holdt hendes hånd, da hun åndede ud. Kylle var som en ekstra bedstemor for mor, og den eneste, og bedste, oldemor for søster og jeg.

Både Helle og Kylle har altid været en stor del i vores liv. De har altid hjulpet os, og været os meget nær. Det bliver aldrig det samme uden dem.

Der er for meget død. For meget smerte.

Da jeg blev konfirmeret i foråret, var jeg nogenlunde sikker. Nu er jeg det modsatte. Det er ikke bare nu jeg har tænkt. Jeg har længe tænkt, om "Gud" findes, og er nu fuldstændig afklaret. "Gud" er ikke eksisterende. Han findes ikke. "Gud" er bare en pæl at støtte sig opad gennem livet. En løsning, et svar, man kan ty til hvis man mangler svar. Som fx. i hønen og æget spørgsmål, og noget man bilder børn ind, når der er en der dør. "Gud manglede en god dyrelæge" (min morfar), eller "Hun/han var sådan et godt menneske at hun/han kom hurtigt i himlen!". der er ingen "himmel". Intet paradis. Ingen genfødsel. Ingen gud. "Gud" er nu et totalt fremmed udtryk for mig. "Gud" er en trøst for stærke så vel som svage, som svare dem på bønder, men i virkeligheden bare er en fantasi.
"Gud" er fremmed for mig. Bare et ord. En løsning.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...