Minna

Da Minna dør, har Miranda fået nok. Minna var meget syg, og det blev ikke bedre af at forældre kun lod som om de ville gøre noget ved det. Så da de bare lader hende dø, stikker Miranda af. Hun ender på en institution for forældreløse, men er det nu også hvad hun vil? Hun er så vred på sine forældre at hun bare vil væk fra dem, men mener hun det?
Undskylder for de lidt lange kapitler.

0Likes
1Kommentarer
427Visninger
AA

2. Mynte

Nede på gulvet på det beskidte tæppe ligger en kæde. Det er Myntes. Hun har boet her på værelset sammen med mig for bare en uge siden, nu er hun her ikke mere. Hun var sød, men en aften gik det helt galt. Vi snakkede om grunden til at vi var havnet her. Og pludselig plaprede jeg ud med det hele. Jeg havde ellers bestemt mig for ikke at lade et ord om det kommer over min læber, men efter få minutter havde Mynte fået hele historien. Hun sad og stirrede på mig med sine gennemborende brune øjne, havde strøget pandehåret om bag øret. Det kunne kun lige nå, og faldt lidt efter ned i ansigtet på hende. Hun skubbede det væk med en irriteret håndbevægelse, og så er det hun siger: "Du burde ikke blande dig i dine forældres forhold til deres børn. Hvis de ikke ønskede at hun skulle leve, så kan du ikke gøre noget." Et øjeblik sad jeg lammet og kiggede på hende. Fordøjede hendes ord. Og da jeg forstod hvad hun havde sagt, boblede vreden op i mig og min hånd susede op og placerede et præcist slag på hendes kæbe med så stor kraft at hun faldt ned af sengen. Vi sad i nederste køje og der var kun en halv meter ned, men det var alligevel nok til at hun blev liggende uden at rejse sig. Lå på maven med ansigtet bortvendt. Mit hjerte hamrede. Hvordan kunne hun sige sådan noget?
Jeg så ikke mere til Mynte, men hun er nok kommet hjem igen. Nu sidder jeg her i den knirkende trækøjeseng og sukker. Jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg blev fundet ude i skoven oppe i et træ. Spørg ikke hvad jeg lavede deroppe, for jeg ved det ikke. Troede måske jeg kunne sove der. Det var en dame med gråt hår trukket stramt tilbage i en knold i nakken og en tyk frakke der fandt mig og ville tage mig med. Jeg ville ikke. Skreg at hun skulle forsvinde, lade mig være i fred. Men det lykkedes hende altså at lokke mig med sig herhen. Jeg er her jo faktisk ikke fordi jeg er et problembarn. Jeg havde bare ingen steder at gå hen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...