Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2992Visninger
AA

10. Ud i mørket

Klokken viste ti på digitaluret, og Louise stod med et glas mælk i hånden foran det store køkkenvindue. Ikke så langt væk kunne hun se stranden, og der var lys og liv dernede. Louise havde været på stranden én gang denne uge, men var straks gået derfra fordi der var alt for mange mennesker. Det værste ved det hele var, at de fleste opførte sig som snobbede, hvide turister, og så skammede Louise sig over sig selv. Hvis ikke det var fordi, hun boede her, så ville hun sikkert også bare være en turist, der kun tænkte på varmen og på nye bikinier og hvor man kunne få den bedste 'braai' henne.

Efter endnu en halv time, hvor Eric ikke var kommet hjem - Louise gik ud fra, at der var en nødsituation på hospitalet, der fik ham til at blive længere - tog Louise en beslutning.
Hun iførte sig tøj, det meste af det mørkt, for hvis hun skulle ud på gaden, var det nok bedst ikke at vise lyse ben frem. Det samme gjaldt overkroppen; hun fandt en mørk hættetrøje, og slog hætten op da hun havde taget den på. Hun tog selvfølgelig sin mobil med, og en lille pung, som Lutalo faktisk havde givet hende. 'Min søster lavede den', havde han fortalt, da han forærede hende den. Hvem af søstrene det var, vidste Louise ikke, men hun ville spørge ham så snart hun så ham igen. Det var i hvert fald en gave, Louise var glad for. Pungen var lavet af stof og kunne hænges om halsen. Louise tog nogle af pengene ud så der kun blev få kontanter tilbage.

Hun stak nøglen i låsen og låste døren efter sig. Da hun vendte sig om, blev hun overrasket, over at se Timo komme ud af elevatoren. "Den virker igen," sagde han til Louise, og pegede på elevatoren. "Det var også på tide," tilføjede han beklageligt. "Jeg synes nu ellers Deni har arbejdet hårdt på den," sagde Louise ham imod. Han trak på skuldrene. "Hvad er det, du skal?", spurgte han hende og satte sig på et vilkårligt trappetrin. "Øh... Ned i receptionen," løj Louise. Hun ville gerne blande Timo ind i hendes plan, hvis hun havde kendt ham lidt bedre. Timo nikkede, og troede sandsynligvis på løgnen. "Er din far ikke kommet hjem endnu?", spurgte han. Louise havde fortalt ham, at hans far arbejde længe og meget. Hun rystede på hovedet. "Hvis du føler trang til selskab, skal du bare komme forbi. Vi har tonsvis af film, vi kan sætte på, og computerspil, endda brætspil. Hvis du er interesseret," tilbød Timo. Louise havde lyst til at gå med ham lige på stedet, men skammede sig lidt over, at skulle indrømme hun havde løjet. "Ok. Jeg banker bare på jeres dør, når det er," sagde hun, og trådte ind i elevatoren. "Ses!", hilste Timo og løb op ad trapperne.
Receptionen havde stadig åben, og manden bag skranken var ved at falde i søvn, men da Louise kom gående, rettede han omgående på sig selv og smilede til hende. Hans lyse, hvide tænder stod i stærk kontrast til den mørke hud. Louise smilede hjerteligt igen, og overvejede så, hvad hun nu skulle gøre. Hun kunne jo gå op til Timo, men gad ikke vende om og gå tilbage. I stedet fulgte hun den oprindelige plan og trådte ud på gaden. Louise var klædt varmere på, end hun behøvede, og alligevel løb en gysen ned af ryggen på hende. Hun samlede modet, og sagde til sig selv, at hun ville udforske noget nyt. Hun havde helt glemt, hvor tosset hendes far ville blive, hvis han vidste hvad hun foretog sig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...