Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2996Visninger
AA

11. Strandfesten

Musikken dunkede langt væk, og Louise fulgte lyden med tillid. Hendes far ville nok ikke have noget imod, at hun tog til stranden og mødte nogle mennesker, ville han?
Slentrende ankom hun til strandet, og mærkede hvordan skoene sank ned i det bløde sand. Øv, hun burde have taget klipklappere på!
Det første, hun fik øje på var grillene. Der var stilt små, runde havegrille op rundt omkring, og mange mennesker brugte dem til at riste deres skumfiduser. Louise gik tøvende derhen. Måske skulle hun vende om, overvejede hun. Hun var jo ikke inviteret.. "Godaften unge dame!", hilste nogen hende, og Louise mærkede en arm om skulderen på hende. Det var en ung mand, men det var svært at tyde hvordan han så ud. Louise gik ud fra, at han ikke var afrikaner, siden hans hår og næse så tydeligt anderledes ud. Alligevel havde han en mørk farve, ærlig talt så han beskidt ud. "Du kommer for at få lidt kultur, ikke?", spurgte han og blinkede. Han talede højlydt, og Louise havde mest lyst til at løsrive sig. Det var skræmmende at se ham i øjnene - de var mørke og udtryksløse, men tilgengæld var hans smil bredt og imødekommende. "Kom og få en skumfidus!", råbte manden henrykt, og kort efter fik Louise smidt en pose i favnen. Hun åbnede den ikke, men stod bare forvirret og så sig omkring. Manden blev tilkaldt fra nogen længere henne. "David! Kommer du lige?!", gjaldede det.
"Åh, jeg bliver nødt til at smutte. Eller hvad, vil du med? Vi kan altid bruge en hjælpende hånd," sagde David og uden at vente på svar skubbede han Louise på vej. Louise traskede usikkert gennem sandet. Inderst inde ønskede hun lidt at ligge i hendes dejlig varme seng endnu, om så det blev en søvnløs nat.
Det viste sig at der stod et festtelt længere henne, og i hjørnet af det, stod en samlet flok af dem, der havde kaldt på David. "Hvem er det du har med?", spurgte en stemme.
"En af gæsterne, hun kan godt lige hjælpe til," sagde David kækt. "Åh David, det er desværre ikke noget hun kan hjælpe med," mumlede en person, og David blev trukket til siden. Louise følte sig mutters alene, indtil musikken startede med et brag. Musikken var vild og høj, slet ikke den samme musik som Louise havde hørt da hun begav sig derover.
Mennesker begyndte at danse, og farvede lys blinkede voldsomt. Der var så sandeligt gjort noget ud af dette festtelt, tænkte Louise, og traskede væk derfra. Ved siden af hørte hun en diskution, og det gik op for hende, at det var David, og ham den anden mand, der snakkede. Eller rettere råbte.
"Hør på mig - jeg har en plan, tro--" David peb ivrigt, men blev afbrudt: "David, jeg har fået nok af dine planer. Du skaffer mig pengene," buldrede den anden mand. Louise ville lade som ingenting og fortsætte med at gå, men de to havde bemærket hendes tilstedeværelse. Louise kunne mærke deres blikke hvile på hende, og hun tvang sig selv til at se på dem. Deres øjne var mørke i natten. "Parker, vil du stadig ikke høre på min plan?", spurgte David, og Louise gøs ved hans tonefald. Hun vidste bare, det her var forkert. Meget, meget forkert.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...