Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2999Visninger
AA

18. Sodavandsmaskine

De sad nu oppe i lejligheden ved køkkenbordet; Eric, Louise og Deni. Louise var for længst færdig med at græde. Eric forsøgte at få mere information ud af hende, men Deni mente, at nu kunne det være nok. "Det stakkels pigebarn skal nok fortælle mere hvis hun lige får lidt fred," forklarede Deni lavmælt, og vendte sig derefter mod Louise: "Så du den nye sodavandsmaskine nede i lobbyen?", spurgte hun. Louise rystede på hovedet. "Nå, men jeg har installeret den idag. Hvad siger du til, at vi lige tjekker om den duer? Jeg giver".
Louise takkede ja til Deni's foreslag og sammen gik de ned i lobbyen. "Din far er overbekymret. Han har kontaktet politiet flere gange men de vil ikke tage ansvar, fordi du selv var om at betræde gaden efter klokken otte. Da han kom ind ad døren for lidt siden og krammede dig, havde han også lige været ovre hos politiet," Deni's ord fyldte hele elevatoren. "Han kontaktede politiet?", spurgte Louise forundret. "Selvfølgelig gjorde han det. Men, unge dame, hvordan i alverden kunne du finde på at gå udenfor så sent?" spurgte Deni med store, iaggtagende øjne, der fik Louise til at føle sig mindre end hun var. "Ved jeg ikke," mumlede Louise.

Deni ægrede sig over maskinen. Den virkede ikke. Hun bankede en hård næve ind i den et par gange, og langt om længe trillede en dåse ned. "Det burde den ikke gøre. Den er ny," sagde hun uforstående. Louise skulle til at åbne sodavanden da hun mærkede en spænding i rummet. Hun kiggede på Deni og fulgte Deni's blik over på manden bag skranken. "Abadil! Du kan være MEGET glad for, at pigen er hjemme igen, for ellers ville skylden ligge på dig. Tænk, at du ikke standsede hende," skældte Deni ud. Manden bag skranken fik tilsyneladende dårlig samvittighed. Louise var forvirret, men så mindedes hun den aften, hun var listet ud. Det var den samme mand der havde siddet bag skranken, og han havde smilet venligt til hende inden hun gik udenfor i mørket. Nu var der dog ikke noget smil at tyde på hans ansigt, tværtimod.

Deni sagde farvel nede i lobbyen og tog hjem. Louise blev overrasket da elevatorens døre åbnede sig, for ud trådte Timo. "Hej Louise", hilste han, og så kom den samme bekymrede som alle andre havde, da de så hende, hvorefter han spurgte, hvor hun havde været. "Lang historie," var Louises svar, for hun var dødtræt og ville bare op i seng. "Nå, ok. Jeg kan se du har købt dig en sodavand. Hvordan gjorde du det? Da jeg prøvede før idag, virkede den ikke," sagde Timo. "Deni hjalp mig. Du skal bare sparke til maskinen," sukkede Louise. Hun havde lyst til at trykke på knapperne så elevatoren kørte op så hun var fri for at tale med Timo. "Godnat," skyndte hun sig at sige, inden Timo kunne bryde ud i endnu en talestrøm. "Kommer du forbi imorgen? Vores fætter kommer på besøg," indskød Timo hurtigt inden elevatorens døre lukkede, men Louise trak bare på skuldrene.
Mens hun kørte op gennem de mange etager, tænkte hun på, hvor uforstående Timo var. Han anede slet ikke hvad der foregik ude i de dystre gyder, men sådan var det vel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...