Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2983Visninger
AA

13. Morgen

Huset, som Louise gættede på det var, lugtede mærkeligt. Hun kunne høre døren lukke med en tung rungen bag dem, og hun bandede af sig selv, for ikke at have været hurtig nok. Nu hørte hun adskillige klik-lyde, tydeligvis låste de døren. De låste døren. Hvad skulle hun nu stille op?
Louise tog en dyb indånding: hun havde overvejet at bide Parker i armen i noget tid, men hendes kæber blev presset sammen så det ikke var en mulighed. Nu hvor de var indenfor, løsnede han grebet en anelse. Så bed hun ham! Hun undlod at tænke over det, for tanken væmmede hende. Parkers arm... at bide i den, det var klamt. Men meget effektivt. Hun mærkede straks hvordan armen forsvandt, og et øjeblik stod hun på hendes egen ben, uden nogen der rørte hende. I mørket anede hun et vredt par øjne, meget vrede øjne. Derefter mærkede hun et slag mod kinden, en ordentlig lussing. Smerten gik igennem hele hovedet, og især i munden blev den hængende. Hun dirrede af vrede, men også af afmagt.

Hvordan hun var faldet i søvn, vidste hun ikke. Hun vågnede op i et lummert, nærmest tåget rum, uden noget vindue. Hun lå som kastet hen over en seng, eller rettere briks. Et øjeblik lå hun mat og stirrede ud for sig. Hvor hun bare ønskede, det var en ond drøm, og at hun kunne vågne op i den bløde seng i fars lejlighed.... Hvorfor skulle det gå så galt? Louise rejste sig vredt og skulle til at vælte briksen, da det gik op for hende, at der var andre i rummet. Blandt alt rodet - en masse kasser, gamle klapstole, gardinstænger, madrasser og sofaer med mystiske pletter på - kunne hun kende skikkelsen af et andet menneske. Op ad væggen stod en anden briks, denne mindede mere om en rigtig seng. En forfærdelig mager sort pige lå på denne seng, med et tyndt, hullet tæppe trukket op omkring sig. Hun rystede, selvom det slet ikke var koldt. Måske var hun bange, eller også rystede hun af sult, tænkte Louise der kunne mærke maven gnave. "Eh.. hallo?", spurgte Louise forsigtigt, men nænnede ikke at nærme sig pigen. Der var stilhed. Men så vendte hun sig om, og to mørke øjne mødte Louises øjne. Pigen sagde noget på et sprog Louise ikke forstod, og Louise bad hende om at gentage på engelsk. Først var pigen uforstående, men så satte hun sig op. Støvet hvirvlede omkring hende, da hun lod tæppet glide ned. Hun pegede på hendes mave. Louise nikkede. Sult. Selvfølgelig. "Jeg skal nok finde dig noget mad", lovede Louise, men så slog det hende, at det nok var lettere sagt end gjort. Pludselig følte hun sig ikke så stærk og modig længere. Hun syntes også at kunne mærke slaget mod hovedet igår, og fødderne gjorde også ondt. Ærgerligt mindedes hun, at hun havde tabt den ene sko. Hun satte sig på briksen og tog den anden af. Pigen betragtede hende med store øjne i mellemtiden. Louise satte skoen fra sig og så sig omkring i rummet. Da hun så på pigen igen, havde pigen taget skoen og kiggede undersøgende på den. Louise smilede, og prøvede så godt hun kunne, at gøre det klart for pigen, at hun godt måtte beholde skoen. Da det gik op for pigen, kom et beskidt smil frem på det forskræmte lille ansigt.
Louise ville skyde på, at hun var tolv. Stakkels pige.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...